»VI ER ALLE PÅ HERRENS MARK«
17. maj 2014
Billedkunstner Birgitte Borch von Holch ville sikkert fungere som borgfrue i vikingetiden. Helst bor hun i naturen, hvor hun kan slagte de dyr, hun og familien skal spise. Nu har hun fundet fæste i landsbymiljøet i Christiania. Se hendes kommentarer til samtiden på Gallopperiet frem til 1. juni i år.
Af MIKKEL SCHOU
Fred på ”Herrens Mark” hedder den aktuelle maleriudstilling på Christianias museum for kunst. Bag den står billedkunstner Birgitte Borch von Holch.
»Vi er alle på Herrens Mark, hvor vi skal finde os selv. Jeg maler om livet på Herrens Mark«, siger Birgitte.
Hendes kommentarer til samtiden kommer til udtryk i groteske menneskefigurer, mytiske symboler, prangende kulører og beske aforismer. Der er en drift efter overlevelse i en overfladisk verden, hvor selv de mest intime følelser og længsler er kommercialiseret.
»Livet handler om at mærke sig selv. Sidde på en sten ude i ingenting og mærke sit liv. Vi er døende fra vi fødes, men det er jo ikke noget vi mærker. For os er vi i evigheden. Der er ikke noget før fødslen og efter døden. Vi har et skelet, sener, kød og så en hjerne, vi ikke kan kontrollere, den er styret af kulturen«, siger Birgitte, mens hun viser rundt på Gallopperiet.
En del af udstillingen er helliget kvinden og kvindens rolle i samtiden.
»Det naturligt kvindelige er overtaget af noget kommercielt, som størstedelen af kvinderne i Vesten er hoppet på. Hvis huset brænder, kan kvinden ikke komme ud af vinduet, fordi hendes klæder og højhælede sko spærrer kroppen inde«, siger Birgitte.
Denne kvindekunstner, der oftest er iført et passende arbejdstøj, oplever dagens kvinde som uselvstændig i en tid, hvor ligestillingen mellem kønnene er gået alt for vidt. Og det er da også påfaldende, at det stadig er kvinderne, der gør mest ud af sig selv i kampen om at finde kærligheden.
»Det feminine/seksuelle er noget man køber sig til. Man forventer at blive elsket for alle de anstrengelser, man har købt sig til: parfume, smart tøj. Ligestillingen er gået for vidt. Hvorfor skal der være lige mange mænd og kvinder alle vegne«, spørger Birgitte.
Satans værk
Da hun en dag malede et billede med en liste over navne på forskellige udgaver af Satan, mente nogen på værkstedet, at hun legede med mørke kræfter, hun ikke havde styr på. Hun havde sat sit eget navn nederst på listen. Nogle af kollegerne mente ikke, at hun hørte til blandt dem. Men det gik åbenbart over. Pudsigt nok mener flere af hendes kolleger, at Birgittes billeder er dystre. Undtagen det, som Birgitte selv synes, er det mest uhyggelige:
»Jeg mente egentlig bare, at Satan i alle hans skikkelser er en oprører. Og sådan ser jeg også mig selv. Vores naturlige relationer pakkes ind i kulturelle værdier og normer. Det er ikke andet end etiketter, vi skal påtage os«, siger Birgitte.
Hun, om end ikke bekender sig til, men mener stadig, at de gamle kirkelige syv dødssynder stadig er relevante at være opmærksomme på.
»Vi fejler alle sammen hele tiden. Ladhed, for eksempel. Det er begrænset, hvor længe du bare kan ligge i din seng, uden at livsgnisten går ud. Vi tror, at hvis vi møder modstand, så er det Guds straf. Det præger vores kultur«, siger billedkunstneren.
At finde sig selv
»Reality-shows er interessante. Det er det mest sete på tv. Vi har nemlig behov for at se almindeligheder hos andre. På den måde finder man sig selv. Især i en tid, hvor de fleste kæmper for at holde sig ovenpå økonomisk«, siger Birgitte.
Nu har hun været på Jorden i 50 år. De seneste fem har hun levet på Christiania, som hun engagerede sig i fra midten af 1980’erne. Der var lige en periode på næsten 20 år, hvor hun slog sig ned i Silkeborg, for at opdrætte de dyr hun skulle slagte til eget forbrug og føde sine børn.
›Jeg skal enten bo på Christiania med dens landsbyliv eller jeg skal ud af byen. Der er ikke plads nok til mig på tredje sal i en ejendom midt i en by«, siger Birgitte, der strutter af energi til de næste 50 år.
