Go to ...

29. marts 2024

FANTASTISK MELODIØS ØØØH… JAZZ-KONCERT


Michael Gregory Jackson og hans Clarity Quartet gav i dag koncert i Osramhuset. Det var en sjælden melodiøs oplevelse ud i en grænseløs genre med rødder til 1970’ernes New York avantgarde loft scene.

AF MIKKEL SCHOU

Moderne jazz kan ofte virke underligt melodi-forladt. Det var derfor noget af et scoop, at Nørrebro Jazzklub i dag kunne præsentere Michael Gregory Jackson (guitar) og hans Clarity Quartet.

1 michael gregory jackson

Det stod hurtigt klart, at lydbilledet mere end almindelig jazz snarere mindede om Pat Metheny’s. Ikke mindst på grund af Michael Gregory Jacksons melodiøse og nærmest blufærdige guitarspil. Her kan man tale om, at grænserne for genre blev prøvet af.

Michael Gregory Jackson har da også sine rødder i 1970’ernes New York avantgarde loft scene.

Ifølge plakaten var det en ung Mat Wolf, der spillede trommer. Det gjorde han så diskret, nuanceret og ekvilibristisk, at det på den fede måde virkede dominerende, ja nærmest overvældende, uden at forstyrre.

Simon Spang-Hanssen spillede sax og holdt sig inden for Michael Gregory Jacksons lydbillede. Sjældent at høre en sax og guitar så godt supplere hinanden.

På kontrabas hørtes Niels Præstholm spille et jævnt, men på ingen måde kedeligt akkompagnement, der fuldendte denne kvartet, som må stå øverst på næste års Copenhagen Jazz Festival. Gerne til et af de udendørs, gratis arrangementer.

Det var i øvrigt lykkedes Nørrebro Jazzklub igen at holde entréen nede på 40 kroner. Besynderligt at ikke flere har fået øje på deres fremragende arrangementer i Osramhuset.

Tags:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From KULTUR