DØD DAG BLEV DYR DAG
26. februar 2004
-på søndagstur i en københavnsk taxa
Af MIKKEL SCHOU
Søndag morgen klokken 08.00 og det lover ikke godt. Der er ikke mange mennesker på gaden. To knægte i slutningen af tyverne hopper ind i min vogn.
“Til Christianias hovedindgang.”
Og efter få sekunder:
“Hvad Fanden er det for noget musik?”
“Det er klassisk.”
“Det ved jeg sgu da godt, kan den ikke spille andet end P2?”
Det må jeg forklare dem, at det kan den næsten ikke. Og resten af den korte tur må jeg lægge øre til beskrivelser af de tøser, det ikke var lykkedes dem at score i løbet af natten.
“Hvis du kan finde noget andet musik kan du køre os tilbage om lidt”, siger den ene svend og giver mig en femmer i drikkepenge. Men kulturen tæller højere end mammon, så jeg skrider. Og så er der en sut fra Christiania, der vil op at køre.
“Hold kæft noget stener-musik, det var sådan noget min mor hørte inden hun begik selvmord”, siger han, da han har lyttet lidt og ladet sin ugegamle kropslugt sprede sig.
“Hans Knudsens Plads. Er det i orden?”
“Ja, hvis du har flere penge tilbage.”
“Arh, det kniber lidt, men jeg skal ud til min bror og han har nogen, hvis han er vågen.”
“Det er jo lidt tidligt endnu”, siger jeg og tænker om jeg skal foreslå at han spadserer i stedet for. Men der er sikkert alligevel ikke andre kunder i nærheden. Så den står på 109 kroner, da vi holder foran Vanførehjemmet på Hans Knudsens Plads.
“Jeg går lige op og henter pengene, ikke?”
Joh, hvad ellers. Det er en skøn morgen med en flimrende solopgang, så jeg står og trækker lidt luft. Fem minutter, så er jeg skredet. Kunden kommer tilbage! Og har penge med.
“109 bliver det.” Han vifter med tohundredekronesedler.
“Skal vi ikke bare sige hundrede?” foreslår han.
“Arhh”.
“OK, giv mig halvtreds tilbage”, siger han og giver mig begge sedler. “For god behandling”.
Så er der en tur over radioen. Folehaven. Giver den godt med gas ud af Gammel Køge Landevej og når lige at bremse ned, da jeg får øje på politiets fotovogn.
Blitz. Jeg er sikker på, at man kan høre på billedet at jeg siger: Fuck. Og så er kunden en gammel kone, der mindst tyve gange undervejs siger:
“Fik jeg sagt at jeg skal til Ålekistevej 90?”
Da vi når frem er jeg nødt til at holde ti meter længere fremme, hvorefter konen ser ud af vinduet og får øje på nr 94 og udbryder skrækslagen:
“Det er jo ikke nr 90.”
Da klokken er 16.45 har jeg tjent 50 kroner i timen. Nu må der gerne ske noget. Jeg holder foran Hovedbanegårdens afgangshal. Her skal man holde øje med panserne, for det er ikke en lovlig holdeplads. Tyve minutter går der, så er der en kunde.
“Jeg skal bare ned i Skelbækgade.” Fuck man, det er en tur til 40 kroner.
“Jeg skal ned og have en luder”, siger den lidt overvægtige mand så.
Det må være en joke. Men den er god nok. I en halv time kører vi ned ad Skelbækgade, til venstre eller højre ad Istedgade, tilbage igen, i cirkler, mens han fortæller om sine eventyr. Der er de samme tre ludere i Skelbækgade.
“Hende der er meget køn, men hun er for dum.” De to andre omtaler han ikke, men de er nu heller ikke særlig kønne.
På et tidspunkt holder vi for rødt og en fyr i bilen ved siden af sidder og laver samlejebevægelser. Så ruller han vinduet ned og spørger om vi leder efter en luder. Ung fyr, der ser temmelig psykopatisk ud.
“Det er sådanne nogle der skræmmer pigerne væk”, siger min kunde.
Og da vi kører ned ad Skelbækgade igen er de stoppet foran den kønne dumme pige og råber ad hende så hun fortrækker.
Taxameteret har rundet 200 kroner og jeg spørger kunden om det nytter at blive ved. Og så beder han om at blive sat ved Hovedbanen igen.
“Så tager jeg lige en runde derinde.”
Jeg bliver holdende og hurtigt kommer den næste kunde, der bliver fulgt hen til vognen af en kollega viser det sig.
“Hold kæft en mærkelig nat,” siger han senere.
“Nå!”
Han arbejder på et natværtshus og politiet var blevet tilkaldt, fordi hans kunder synes han talte underligt.
“Pludselig lå jeg med fire betjente omkring mig, der spurgte mig om hvad dato det var og hvad jeg hed. Jeg havde fået et black-out og det var ikke fordi jeg havde drukket noget særligt, jeg var jo på arbejde.” Og han kan kun forestille sig at nogen har puttet noget i hans drink.
Endelig en tur over radioen. Frederiksberg, måske en tur til lufthavnen. En ung fyr kommer ned med en stor taske. Ikke nok til en flyvetur. Han smider tasken ind på bagsædet og råber så pludselig.
“Har du tænkt dig jeg skal sidde i den stank?”
“Stank af hvad?”
“Af sur tobak.”
Og inden jeg når at springe ud og stikke ham en på kassen, har han taget tasken og prajet en anden vogn. Efter endnu adskillige kilometer i søgen efter en kunde, kommer der en radiotur mere. To ældre damer skal fra Nørrebro til Hvidovre hospital. Jeg tjekker lige på kortet hvordan man kommer derud. Det er flere år siden jeg sidst var der. Ja, jeg har altså lige haft syv års pause i taxa-køreriet.
Nå, men det går udmærket. Lige indtil 50 meter fra hospitalets hovedindgang. Så er der en bussluse.
En af dem med en grav i som kun busser kan passere, og mig, troede jeg. Det giver en sjov lyd, da venstre forhjul ryger ned i graven. Der sker ikke en skid, da jeg prøver at sætte i bakgear. Vognen står bare stille.
“Jeg kan desværre ikke køre videre, det bliver 137 kroner”, siger jeg til mine kunder.
“Jamen min mor går dårligt, vi kan ikke gå.”
“Jeg beklager, men jeg kan ikke komme længere, bilen sidder fast.” Efter på en truende måde at have bedt om og fået en kvittering forlader de det forliste køretøj og begiver sig ud på en udmattende 50 meter lang stroppetur.
Mens jeg overvejer om jeg bare har en dårlig dag eller om jeg er forfulgt af dæmoner. Der holder allerede en bus foran der ikke kan komme igennem. Sidder chaufføren ikke med et svedent smil? Der er ikke nogen skader at se på bilen, hvorfor Fanden sidder den så fast? Efter to minutter holder der en bus mere og venter. Shit. Må hellere ringe til kørselslederen.
“Hallo, vil du høre en vits?” spørger jeg for ligesom at gøde jorden.
“En vits? Det har jeg sgu ikke tid til. Jeg sidder midt i “Krøniken”.”
“Det er heller ikke nogen særlig god vits. Jeg er røget ned i busgraven ude ved Hvidovre Hospital.”
“Det er da løgn”, og efter at have skældt mig ud for ikke selv at have lært mig nummeret til Camoni, giver han mig det og beder mig ringe, når der er overblik over skaderne.
“Camoni, godaften”, lyder det betryggende.
“Ja, jeg har en hyrevogn, der skal trækkes op af busgraven i Hvidovre.”
Efter at fået registreringsnummeret, siger han lammende:
“Vi er der om en time.”
Hvor mange pansere kan to buschauffører nå at tilkalde, eller hvor mange busser vil hobe sig op i løbet af en time, eller har de to chauffører allerede meddelt centralen at bustrafikken er blevet saboteret, eller rettere sagt hvad kommer bøden til at lyde på, altså oveni den fartbøde jeg samlede op tidligere, eller hvor mange dage skal jeg køre for at betale, eller hvorfor blev jeg ikke bare i min seng i dag?
Mens spørgsmålene tårnede sig op, hoppede jeg ind i bilen, satte i bakgear og bilen kom op igen. Gad vide om det var vægten fra mine bagsædepassagerer der holdt bilen fast før. Hul i det, lad mig komme væk. Afbestille Camoni og berolige kørselslederen, selvom Krøniken vist ikke var færdig.
“Hvad mener du med ikke noget problem, normalt er mindst køleren røget, når man kører i sådan en grav.” Men der ikke noget at se, så jeg lusker hjemad. Får tilbudt en radiotur. Den Gyldne Fasan. Og ganske rigtigt. En sejlende midaldrende kvinde sjasker en adresse i synet på mig som jeg ikke kan afkode. Efter tre-fire forsøg siger hun bare køøøør til højre her…
Efter tretten timers hårdt arbejde kørte jeg i garage og havde tjent 793 kroner, før skat.
Hvorfor Fanden skal man også betale skat?