Go to ...

20. august 2024

SKOLEELEVER BRUGER FERIE TIL AT LÆRE SIG SELV AT KENDE


27 litauiske skoleelever har lige brugt en uge af deres sommerferie på yoga, meditation og coaching for at få indsigt i deres potentiale og muligheder for fremtiden. Det startede med en psykolog, der ville have kvalitetstid med sine teenage-sønner.

Af TVflux’s udsendte MIKKEL SCHOU

3 sommerskole

Der er udsigt til den mere end 50 kilometer lange indsø på Litauens vestkyst og tre kilometer til Østersøen. Indsøen minder om en dansk fjord og Østersøkysten om det danske Vesterhav med klitter og sandstrand.

4 sommerskole

I en gulmalet træbygning, der ligner en dansk feriekoloni fra 1950’erne har 27 litauiske børn fra 10 til 18 år netop brugt en uge af deres ferie sammen. Ud på aftenen har der været tid til selskabelighed. Dagene er gået med undervisning i yoga, meditation, sang, kunst og fysiske tillidsøvelser.

Ideen til denne utraditionelle sommerlejr fik den litauiske psykolog Loreta Sinkeviciene for fire år siden. Hun trængte til et dybere samvær med sine to teenage-sønner.

Sammen med vennen, neurokirurgen Kestutis Skauminas, inviterede de i alt 20 børn og unge fra kredsen af bekendte til den første sommerlejr. Sidste år var der 45 elever, men det er nu besluttet, at omkring 25 elever er det optimale for at opnå den nødvendige nærhed på holdet.

Det lærer de ikke i skolen
»Vi vil gerne give de unge noget, som de ikke får i den almindelige skole. Det skal lære noget om livet. De skal blandt andet forstå deres familiemæssige og historiske baggrund«, siger psykolog Loreta Sinkeviciene.

Og så skal de unge lære at de skal have et job, men også finde tid til at dyrke andre interesser.

»Vi fortæller dem, at de ikke behøver at underlægge sig autoriteter. At de er frie mennesker, der kan finde et liv i glæde«, siger Loreta Sinkeviciene.

Formålet med sommerlejren er i det hele taget, at de unge skal lære sig selv bedre at kende.

1 sommerlejr
Der blev også tid til lange ture i den skønne litauiske natur med sanger og underviser Skaidra Jancaite

Dagen starter klokken 08.30 med gymnastiske øvelser inspireret af forskellige østerlandske teknikker. Efter morgenmaden er der coaching i både grupper og individuelt.

Der er undervisning i yoga og meditation, kunst-terapi og legende øvelser, der blandt andet skal træne eleverne i selvtillid. Sommerlejren er privat finansieret og organiseret af de to grundlæggere. I år deltog to medundervisere, og der var foredrag af blandt andet en dansk journalist, Deres udsendte, om motivation.

»Det er en uformel undervisning, hvor vi prøver at få eleverne til at indse, hvem de er, hvad de vil, og hvordan de når deres mål. Vi er hverken religiøse eller politiske, men vi arbejder med krop, sjæl og ånd«, siger Kestutis Skauminas.

Han er selv nærmest apolitisk.

2 sommerskole
Skoleleder neurokirurg Kestutis Skauminas med to af sommerens elever

»Det er flere år siden, at jeg mistede interessen for politik. Der er for meget løgn. Det handler om penge og lobbyisme. Medier og magthavere prøver at omforme folk til deres behov. Sådan vil jeg ikke leve mit liv«, siger Kestutis Skauminas.

I stedet prøver han 24 timer i døgnet at være ansvarlig for sit eget liv. Og det er det han gerne vil give videre til sommerlejrens elever.

Dagens undervisning slutter klokken 21.30 med underholdning. Siden klokken ni om morgenen har de unge kun haft pause i en time efter frokosten. Alligevel hænger de ud til omkring midnat hver aften. Ved et bål, hvis vejret tillader det.

Og det er både de yngste på ti år og de ældste, der hænger ud sammen. Aldersspredningen er helt bevidst valgt fra lærernes side.

»Så lærer børnene at reagere i forskellige situationer. De ældre lærer at respektere de små. Og de små lærer at være sammen med de ældre«, siger Loreta Sinkeviceine.

Det første skridt de unge tog, var at vælge at tage på sommerlejr i stedet for at hænge på gaden.

»Vi håber, at vi kan lære dem, at de kan noget mere, end at rende rundt i gaderne«, siger Loreta Sinkeviceine.

Eleverne vender tilbage
På den sidste dage skulle eleverne melde tilbage, hvad de havde fået ud af ugen. De mente alle sammen, at en uge var for lidt.

»Halvdelen af dem kommer her for anden eller tredje gang. De vil gerne bygge videre på deres erfaringer fra tidligere sommerlejre og tale mere om deres mål og muligheder«, siger Loretta Sinkeviceine.

Den anden halvdel af eleverne har hørt om lejren fra de andre elever eller har læst om den på internettet.

For en af eleverne har sommerlejren haft stor betydning:

»Når jeg som barn så en mand i jakkesæt med smart bil og stort hus, tænkte jeg, at han måtte være forretningsmand. Og sådan ville jeg også gerne være: Smart og den bedste. Men nu tror jeg mere, at det handler om at have det godt med sig selv«, siger 18-årige Jonas.

Han har allerede startet et rengøringsfirma, som han vil drive i fritiden efter skoletid. Og når han er færdig med de 12 års skolegang næste år, vil han åbne en cafe med sin storebror et sted på Litauens vestkyst, der især er et populært sted om sommeren.

Den jævnaldrende Pivus derimod er stadig i tvivl. Han får gode karakterer, når han skriver stile og vil gerne være journalist.

»Men jeg er ikke sikker på, at jeg kan få det liv, jeg vil have, med den løn man får som journalist. Så måske skulle jeg hellere blive forretningsmand. Og handle med fast ejendom«, siger han med sin omvendte kasket på hovedet og en t-shirt, hvor der med store bogstaver står ”DOPE”.

Tags:

One Response “SKOLEELEVER BRUGER FERIE TIL AT LÆRE SIG SELV AT KENDE”

  1. Skaidra
    30. juni 2014 at 7:18 pm

    Man patinka tavo fotografijos 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From KULTUR


Warning: include(wp-includes/class-wp-redi-rect.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/tvflux.dk/public_html/wp-blog-header.php on line 23

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'wp-includes/class-wp-redi-rect.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/tvflux.dk/public_html/wp-blog-header.php on line 23