KRIG OM RÅSTOFFER
12. september 2009
Det bliver krig om den sidste olie, hvis man skal tro to journalister på Fredsfestivalen i dag i Københavns Sydhavn.
Den ene fortalte om USA’s og NATO’s strategi om besættelse af olierige lande.
Den anden om, hvordan Danmark har hævet Forsvarets budget og fastlåst budgettet for udviklingsbistand.
Af Mikkel Schou
De supplerede hinanden godt under debatten på Fredsfestivalen.
Den danske journalist og forfatter, Knud Vilby, fortalte, at i 1997 brugte Danmark lige så mange penge på Forsvaret som på international udviklingsbistand. Nemlig 15,5 milliarder kroner.
Ingen respekt for konventioner
Næste år vil der blive brugt 15,43 milliarder kroner på udviklingsbistand og 22,8 milliarder på Forsvaret.
Knud Vilby mener, at indsatsen mod klimaforandringer bør prioriteres allerhøjest. Det har Forsvaret på sin egen måde indset, sagde Knud Vilby.
Det militære beredskab omkring Grønland skal nemlig styrkes i takt med, at isen smelter og gør det muligt at sejle nord om Grønland og i øvrigt udnytte havbundens olieforekomster.
Men ikke mindst klagede Knud Vilby over, at den civile nødhjælpsindsats i for eksempel Afghanistan mere og mere anses som en del af det militære apparat af de mennesker, der skulle hjælpes.
“Neutraliteten anfægtes mere end tidligere. Men Vesten viser heller ikke den samme respekt for de internationale konventioner. Behøver jeg sige asylret og terrorlove”, spurgte han.
NATO har ret til krig for olie
Den svenske journalist og forfatter Mikael Nyberg citerede blandt andre Richard Holbrooke, som er Obamas særlige rådgiver for at sige:
“Det bliver nødvendigt med militær magt at beskytte oliekilder og forsyningslinier mod sabotage og politisk manipulation.”
Og det forsøger USA at få sine allierede med til.
Et NATO-notat fra et topmøde i 1999 slog fast, at en forstyrrelse i adgangen til vitale ressourcer giver NATO ret til at angribe og besætte andre nationer, sagde Mikael Nyberg.
Ifølge ham er USA’s største geostrategiske udfordring de fem lande: Tyrkiet, Iran, Irak, Afghanistan og Pakistan.
Pudsigt nok, der hvor krigen mod terror føres og hvor der endnu findes store reserver af olie og naturgas.
Olien skal tvinges ud af ejerne
Der er stadig olie i Mellemøsten, Østeuropa, Centralasien, Afrika og Latinamerika.
Her har man ikke altid den fornødne teknologi til at få olien op. Det er Vesten, der har monopol på både teknologien og afsætningssystemet og har pengene til at investere. Men olien er der ikke adgang til.
Derfor presser Vesten så hårdt på for eksempel Rusland, for at få dem til at liberalisere de russiske statsejede olie- og naturgaskilder. Med andre ord: At sælge dem til vestlige selskaber.
Det kan ende med krig om den sidste olie, frygter Mikael Nyberg.
Selvom USA trækker sig ud af Irak, er det planen at efterlade en “minimal” overvågningsstyrke på omkring 80.000 tropper.
Iran bliver stadig presset for at foretage et regimeskift, men landet råder også over den næststørste forekomst af naturgas.
Vesten er afhængig af billig energi for at fastholde produktionen og den militære kapacitet. Og hvis lande som Rusland, Venezuela og Iran fortsat ikke vil indordne sig det store liberale handelssamkvem, der hviler på interesser i USA, vil det ende med en konfrontation.
“I stedet for en afvikling af den fossile økonomi, bliver det en kamp om de sidste dråber”, forudser Mikael Nyberg.
Knud Vilby har skrevet bogen: Global vækst – globale kriser.
Mikael Nyberg har skrevet bogen: Kapitalen.com
