Folkekirken bedrager sig selv ved at give plads til ceremonier for folk, der egentlig ikke tror i traditionel kristen forstand. Det bedste ville være at nedlægge den, siger Svend Bjerg, dr.theol. og lektor i systematisk teologi.
Nej, vi skal bevare en kirke, der er åben for alle. Men den må gerne blive skilt fra staten, siger Niels Jørgen Cappelørn, dr. theol og direktør for Søren Kierkegaard Forskningscentret. De er enige om at kirken skal blive bedre til at forkynde.

AF MIKKEL SCHOU

84 procent af befolkningen med dansk statsborgerskab er medlem af folkekirken. Men kun to procent skønnes regelmæssigt at deltage i gudstjenesterne. Derfor skal kristenheden nok overleve, hvis vi nedlægger folkekirken, mener Svend Bjerg:

”Når viljen til at være medlem af folkekirken uden at komme der er så stor, så skal folk også nok selv finde sig en menighed, hvis folkekirken forsvinder. For danskerne har åbenbart brug for at tilhøre en kirke, selvom deres tro ikke får dem til gudstjeneste.”

Som Svend Bjerg ser det, er den danske folkereligiøsitet begyndt at få elementer af new-age og nyreligiøsitet over sig, som ikke hører hjemme i den danske folkekirke. Men en nedlæggelse af folkekirken er ikke på politikernes dagsorden. Det nærmeste vi kommer er diskussionen om en adskillelse af kirken fra staten, sådan som det skete i Sverige for få år siden. Det forløb smertefrit og uden folkelig opstandelse, selvom enkelte kirker kom i svære økonomiske problemer. En adskillelse mellem stat og kirke i Danmark vil være helt naturlig, men ændrer ikke ved folkekirkens grundlæggende problem i dag, mener Svend Bjerg:

”Danskerne ved ikke længere hvad kristendom er. Og folkekirken har ikke tilpasset sig den moderne tid og kan ikke trænge igennem med sit budskab.”

Tomme ritualer
Danskerne bæres ind i kirken, når de skal døbes og bæres ud igen, når de skal begraves. De bliver måske konfirmeret og gift i kirken og kommer til en julegudstjeneste en gang i mellem. Ellers er det ifølge Svend Bjerg ikke meget danskerne bruger deres folkekirke til:

”Folk vil have ceremonier som optakt til deres fest ved dåb og bryllup. For mange er det mere tradition end religion og måske aner de ikke engang hvad det er der foregår under ceremonien. Og det er da helt i orden, men så må folkekirken melde ud at den bare er en serviceinstitution i stedet for at spille med og give det et skær af religiøsitet som det ofte ikke kan bære.”

Som hjælpepræst har Svend Bjerg tit været ude for at familien til en dåb eller et bryllup indrømmer, at de kun ønsker den kirkelige handling fordi det er en tradition i familien. Men måske lige så mange tyr til en religiøs forklaring, når de rammes af noget de ikke er herrer over: Sygdom og død.

”Det religiøse sprog mellem mennesker er ved at gå tabt”, siger Svend Bjerg. ”Hvad siger vi til hinanden når en af de nærmeste dør? Jeg kondolerer, lyder så frygteligt højtideligt. Mennesket lever i afhængighed af kræfter, som vi ikke har indflydelse på. Ikke kun døden. Vi må også spørge os selv, hvad det er, der holder os i live? Alt det kan kirken hjælpe med at svare på, men folkekirken er slet ikke synlig i de spørgsmål.”

Ringenes herre
I modsætning til for eksempel den engelske kirke så har den danske folkekirke ikke et overhoved, der kan udtale sig på kirkens vegne i religiøse eller etiske spørgsmål. Folkekirken bør give sig til kende i de etiske problemstillinger der oftere og oftere dukker op i slipstrømmen af den hastige udvikling i samfundet, mener Svend Bjerg.

”Forkyndelsen i dag er for dårlig, fordi den ikke foregår på et nutidigt sprog. Og folk har brug for det religiøse drama. Se bare hvor populær filmen ”Ringenes Herre” har været. Den er om noget en forkyndelse af kampen mellem det gode og det onde og hvad der sker med mennesker der får magt over andre.”

Niels Jørgen Cappelørn mener også, at kirken skal være bedre til at holde fast i danskerne. Det skal ikke ske ved at tilbyde imponerende shows i kirken, det er stadig budskabet, der er det vigtigste: At kristendommen bliver en større del af dagligdagen.

”Folk døber stadig deres børn, for at takke for det nye liv og indfælde det i en større sammenhæng (det er ved dåben at danskerne bliver medlem af folkekirken, red.). Folkekirken skal holde fast i dåbsforældrene ved at tilbyde undervisning, hjælp til at give en kristen opdragelse, holde børnegudstjenester. Der er mange kirker, der sørger for invitationerne, men der er desværre ikke så mange sognebørn, der reagerer”, siger Niels Jørgen Cappelørn.

Folkekirkens endeligt
En folkekirke skal ikke være afhængig af, hvor mange der kommer til gudstjeneste. Så længe folkekirken selv har et ønske om at være en kirke for folket, der er åben for alle, så har den en berettigelse, siger Niels Jørgen Cappelørn:

”Kirken har altid haft op- og nedgangstider. Men der vil altid være danskere, der er kristne og derfor skal vi også have en folkekirke. Måske bruger vi ikke kirken særlig meget, men vi vil have, at den er der. Den er stadig en del af den danske tradition og bevidsthed”, siger han.

Og selvom de fleste danskere i deres voksne liv kun bruger folkekirken til særlige lejligheder, så skal folkekirken også være der til det. Som en servicekirke. Men en administrativ adskillelse fra staten ser han gerne:

”Folkekirken skal i højere grad selv bestemme, også over økonomien. Menighedsrådene skal have den magt de er skabt til. Hvorfor skal Folketinget bestemme over kirkelige anliggender”, spørger Niels Jørgen Cappelørn.

I dag er det svært at se, hvem der har magten over kirken, mener han. Er det Folketinget eller biskopperne? Den magt skal gøres synlig og helst ud til menighedsrådene, så det lokalt kan besluttes om pengene skal bruges til en ny sognegård eller til at ansætte flere præster. Og ikke mindst spørgsmålet om ansættelser af præster har været et stridsmål mellem kirke og kirkeminister de sidste to år, fordi ministeren gennemtvang et stop for ansættelser af nye præster. Som Niels Jørgen Cappelørn siger det:

”Selvom folkekirken kalder sig folkekirke har den stadig status som statskirke. En adskillelse fra staten kommer inden få år, så det er nu kirken skal planlægge, hvordan det skal foregå, så det bliver på kirkens præmisser. Men kirken har, som altid, en tendens til bare at holde fast i hvad den har.”

Tags: kultur