Fra den 27. januar i år holder Christiania lukket i en uge.

Beboerne har brug for at tale sammen om, hvordan normaliseringen i forbindelse med købet af området har påvirket fristaden. Det er på tide, at man også forholder sig til Pusherstreet.

Kommentar af MIKKEL SCHOU

Man kan stadig undre sig over den tidligere regerings (VKO) tanke med at privatisere Christiania. Under alle omstændigheder var det et smart trick, der satte christianitterne stolen for døren, og samtidig fratog staten ansvaret for området.

I og med at Christiania gennem retssager havde mistet brugsretten til området var der banet vej for en reorganisering af området.

Christiania kunne få en aftale om at købe området, der indebar, at alle almindelige love og regler skulle gælde på området.

Ellers stod Christiania uden en aftale (den seneste opsagde VKO-regeringen), og så var der åbnet for, at staten kunne afhænde området til højest bydende.

Ret hurtigt mente et flertal af christianitterne, at det nok var bedst at gå med på regeringens leg. Et nej til en aftale om at købe havde kun et alternativ: Området skulle besættes på ny og til stadighed forsvares mod de initiativer, som regeringen ville søge gennemført, herunder den normalisering som også fulgte en aftale om køb.

Christianitterne har god grund til nu at sætte en uge af til drøftelser om, hvordan det egentlig går. Der er gevaldige økonomiske spørgsmål, der tynger det frie liv. Lån der skal afdrages efter købet, nye lån, der skal optages for at renovere bygningsmassen (ikke mindst den fredede del) og overvejelser om lån til at købe den del af arealet, som ikke var til salg i første omgang.

Internt har det også givet anledning til diskussioner om, hvordan udgifterne skal fordeles. Et ikke helt afklaret spørgsmål er, om udgifterne skal fordeles per næse, eller efter størrelse af bolig.

Et andet spørgsmål som trænger sig på er Pusherstreet. Den selvbestaltede og egenrådige enklave midt i fristaden, der trænger sig på for de besøgende og ind i mellem skaber problemer for beboerne.

Da advokat Knud Foldschack skabte fonden til at købe Christiania, fik han med det samme slået fast – og med opbakning i Folketinget – at hashhandlen var et problem for politiet og ikke Christiania.

Det kan han for så vidt have ret i. Problemet rammer bare tilbage på Christiania, når personale fra Pusherstreet i en misforstået opfattelse af problemet går til angreb på politi, der enten er i gang med en razzia i Christiania eller foretager uvedkommende forretninger i de nærliggende gader på Christianshavn.

Som en politibetjent sagde for et par uger siden: »Jeg kan forstå, at de kaster sten efter os.. men efter en bus?« Stenkastene mod bussen den dag kom så vidt vides fra en forstyrret person, der tilfældigvis opholdt sig på fristaden.

Men det er ikke i orden at kaste sten på mennesker. Heller ikke politifolk, og ikke kun fordi stenene kan ramme ved siden af og kvæste tilfældige. Man kan have sympati for tanken om legalisering af hash. TVflux vil endda mene, at det er det eneste fornuftige i forhold til et stof, der ikke, som visse politikere hævder, giver hjerneskade (som alkohol) eller i sig selv giver lungekræft (som tobak).

Alle ulemperne ufortalt (psykisk afhængighed, apati ved misbrug o.l.) overstiger forbuddets dårlige virkninger de påståede hensigter. En joint i ny og næ med et rekreativt eller lige frem kreativt formål skader ingen.

Men det er jo ikke det, det handler om i Pusherstreet. Det ulyksalige forbud tiltrækker i højere og højere grad sælgere og medhjælpere, der er villige til at påtage sig den risiko, der er forbundet med at blive tiltalt for handel med hash. En risiko, der indebærer stadig voldsommere repressalier i form af skærpede straffe og – tilsyneladende – en større frekvens af afsløring og beslaglæggelse af varelager. At det sidste så efter alt at dømme ikke påvirker prisen på gadeplan, må fortælle noget om den kolossale profit, der hersker.

Forbuddet mod hash i Danmark er naturligvis ikke kun Christianias problem. Men det er Christianias problem – i forhold til image – at en milliardforretning får lov til at præge området: Turister, der forulempes, hvis de bryder de skrevne og uskrevne regler i Pusherstreet. Forbipasserende, der risikerer at blive ramt af kasteskyts (sten og kanonslag).

Der er ingen nemme løsninger. Men hvis fristaden lukker en uge for at drøfte interne problemer, bør Pusherstreet også være på dagsordenen. En lukning af gaden kommer ikke på tale. Det ville også være en skam. For på en god dag (og dem er der flest af) er der ingen andre steder i verden, hvor almindelige mennesker med en udsøgt smag for den fede virkelig kan shoppe igennem.