De fleste danskere holder sig væk fra folkekirken, men dukker til sidst op til deres egen begravelse. De har betalt deres kirkeskat gennem hele livet. For en sikkerheds skyld?

Danskerne kommer gerne i kirken, når de bliver inviteret til det. Ikke af præsten eller Vor Herre, men i forbindelse med familiefest: Dåb, konfirmation og bryllup. Og begravelse.

Af MIKKEL SCHOU

”Folk vil have ceremonier som optakt til deres fest. De har stadig brug for ritualer omkring livets vigtige begivenheder: Fødsel, manddom, bryllup og død. Men at det skal foregå i en kirke er ren tradition. Det har oftest ikke længere noget religiøst indhold for deltagerne”, siger Svend Bjerg, dr.theol. og lektor i systematisk teologi. Og derfor kan vi lige så godt nedlægge folkekirken, mener han. To procent af danskerne skønnes regelmæssigt at deltage i en gudstjeneste. Men hele 84 procent er medlemmer af folkekirken. Og 92 procent bliver kirkeligt begravet. Det kan læses af tal fra Danmarks Statistik fra januar 2002. Kirkeministeriet har ikke siden villet bekoste en opdateret kirkestatistik.

”Der er tale om en forsikringsreligion, når danskerne bare er passive medlemmer af folkekirken. Man vil undgå ulykker og sikre sig velsignelse. Folk kommer til kirken, når de bliver gamle og syge. Og i allersidste øjeblik, når de skal stedes til hvile,” siger Svend Bjerg. Danskernes kristne tro ville blive styrket, hvis folkekirken blev nedlagt, mener han.

”Når så mange danskere bliver ved at være medlem af folkekirken, så skal de også nok selv finde en menighed, hvis de bliver tvunget til det.” Folkekirken er blevet til en kirke for folk, der ikke går i kirke og ikke tror. En udvikling, der ifølge Svend Bjerg startede i 1950’erne og skyldes, at religion bliver mindre interessant jo rigere samfundet bliver.

En vare der skal sælges
At folk kun kommer i kirken som optakt til fest generer ikke Flemming Pless, sognepræst ved Christians Kirke i København.

”Her har jeg muligheden for at missionere. Måske kan jeg sætte tanker i gang hos de deltagende, så de tænker: Det lyder spændende, det må jeg vide noget mere om.”

Han forstår godt, at danskerne udebliver fra gudstjenesterne. Det moderne menneske lever i et samfund i høj hastighed, hvor der ikke er tid til eftertanke. Men også præsternes uddannelse er for dårlig, mener han.

Fordi de ikke lærer at formidle.

”Prædiken giver ingen mening, hvis den ikke refererer til vores hverdag og viser en sammenhæng med det guddommelige. Men, OK, folk er heller ikke længere så gode til at høre efter. Der er svært at holde deres opmærksomhed vakt”, siger Flemming Pless. Folkekirkens store udfordring er at bevæge sig væk fra den gammeldags udtryksmåde og selvforståelse.

”Den rytmiske musik skal ind i kirken. Det er ærgerligt, at den ikke har fået mere plads i den nye salmebog. Alt det gamle skal ikke smides ud, men der skal knyttes en forbindelse til det nye. Vi skal fortælle om Gud på en måde folk forstår, men sådan at det underlige og besværlige i evangelierne bliver stående. For mig er det vigtigt at missionere. Vor Herre er en vare der skal sælges,” siger Flemming Pless.

En kirke uden folk
En folkekirke er ikke afhængig af hvor mange, der kommer til gudstjeneste. Det vigtigste er at kirken ønsker at være til for folket. Det mener Niels Jørgen Cappelørn, dr. theol og direktør for Søren Kierkegaard Forskningscentret i København. Han indrømmer, at det er folkekirkens store problem at den folkelige tilslutning er så beskeden.

”Kirken er ikke god nok til at formidle forkyndelsen. For vi oplever en religiøs opvågning, den går bare uden om kirken. Folk vælger andre steder at udøve deres religiøsitet,” siger han. Men der kan også være mennesker, der skammer sig ved at gå til højmesse, mener han.

Der kommer gerne 150 mennesker til natgudstjeneste i Vor Frue Kirke i København og det er Niels Jørgen Cappelørns indtryk, at det er mennesker, der enten lever i en form for marginal tilværelse, eller ikke ønsker at vise deres religiøsitet mere offentligt frem. Man er mere anonym ved en gudstjeneste om natten.

”Man kan jo underholde et middagsselskab med at man har været i biografen eller til et foredrag. Men at sige, at man har været til gudstjeneste, det virker nærmest lidt uheldigt”, siger han.

Så selv om han beklager, at danskerne bruger folkekirken så lidt, så er han ikke i tvivl om at den har sin berettigelse.

”Måske bruger vi ikke kirken, men vi vil have at den er der. Den er stadig en del af den danske bevidsthed og tradition. Den skal være der, når folk har brug for den. Det hører med til det at være folkekirke også at være servicekirke”, siger Niels Jørgen Cappelørn.

Kulturkirke
Koncerter i kirkerne og kulturelle arrangementer i sognegårdene er de fleste steder mere populære end gudstjenesterne. Og det er helt i Grundtvigs ånd, mener Flemming Pless:

”Kirken skal være et mødested for mennesker, der vil være tiden og historien bevidst. Vi har helt klart en folkelig formidlende funktion, især nu hvor medborgerhuse og andre forsamlingssteder bliver lukket rundt omkring”, siger han.

”Folkekirken er et sted, hvor vi kan komme når har behov og kan mene hvad som helst. På den måde sikrer folkekirken en fri gudsdyrkelse. Der kommer folk her der mere er buddhister eller tror på andre mærkelige ting.”

Men det er netop en af Svend Bjergs indsigelser mod folkekirken: ”Flertallet er ikke kristne i en traditionel forstand. Den folkelige religiøsitet er begyndt at få elementer af new-age og nyreligiøsitet, som folkekirken må rense ud i. Jeg taler ikke om at få folk til at tro på jomfrufødsel og himmelfart, det er billedsprog. Opgaven er at forkynde kirkens budskab: Kærlighed til Gud og næsten. Det at yde omsorg uden garanti for at få noget igen.”

Og så mener Svend Bjerg i øvrigt at folkekirken har fået en tendens til at gøre kirken mere underholdende for at tiltrække opmærksomhed og give efter for modeluner.

”Folkekirken ligner et politisk parti i tilbagegang”, siger Svend Bjerg. Hvis folkekirken blev nedlagt, er han sikker på at næsten lige så mange, som nu er medlem af folkekirken, ville vælge sig en menighed. Valget ville enten falde ud til nærmiljøets fordel eller en særlig kirkelig retning. Grundtvigianisme og Indre Mission ville muligvis komme til at stå stærkere end i dag og der ville sikkert også opstå kirker, som ville blive set på som ukristelige.

Men for Svend Bjerg er det vigtigste, at folk blev tvunget til at tage deres egen religiøsitet alvorligt.

Jeg døber dig…
I Danmark bliver man medlem af folkekirken ved dåben. I 2000 blev 77 procent af årets fødte døbt. Når så få danskere i resten af livet bruger deres folkekirke kan det undre at de ikke melder sig ud. Der er penge at spare, i Københavns kommune er kirkeskatten 0,76 procent for indkomståret 2004. Og hvad med forældrene, der lader deres børn døbe?

”Jeg tror det er de færreste forældre, der egentlig ved hvad de forpligter sig til ved dåben. Nemlig, at de skal opdrage deres barn i den kristne tro. Men hvordan kan de det, hvis de ikke ved hvad kristendom er”, spørger Svend Bjerg. Han mener at danskernes viden om kristendom er gået mere og mere tabt siden 1975, hvor folkeskoleloven blev revideret. Da gik kristendomskundskab fra at være et forkyndelsesfag til et kundskabsfag.

Det er en bekymring som han ikke står alene med.

”Folk døber stadig deres barn for at takke for det nye liv og indfælde det i en større sammenhæng. Folkekirken skal holde fast i kontakten med dåbsforældrene. Der skal tilbydes undervisning, hjælp til at give en kristen opdragelse, der skal holdes børnegudstjenester og så videre. Mange af vore kirker gør det, men der er ikke mange dåbsforældre, der tager i mod tilbuddet”, siger Niels Jørgen Cappelørn.

Tags: kultur