Go to ...

29. maj 2024

FRA ADEL TIL KAPITAL


Den danske adel har igennem århundreder haft indflydelse og stor magt. Nu har moderne tider, demokrati og en ny overklasse snart overhalet den. Adelen lever endnu, blot på mere lige fod med os andre.

Af MIKKEL SCHOU

Herremanden har skiftet ridepisken ud med en mobiltelefon og hesten med en traktor. Men trods ny teknologi har godsejerne i Danmark svært ved at få økonomien til at hænge sammen. For greve Christian Ahlefeldt-Laurvig på Langeland kører det for tiden rundt, men det er måske en stakket frist. På grund af mægtige ejendomsskatter, udgifter til vedligeholdelse af godsets ejendomme og faldende indtægter ved land- og skovbrug er godsets slot i Tranekær lejet ud.
”For 50 år siden kunne man stadig drive et gods alene ved indtægterne fra land- og skovbrug”, siger den 38-årige greve. For ham er den økonomiske drift af godset en balancegang, der er afhængig af renteniveau, størrelse af miljøafgifter og EU-støtte til landbruget. Med den nuværende udvikling forventer han, at kun 20-50 af landets 200 største herregårde stadig er i de nuværende familiers eje i midten af dette århundrede. Til den tid vil de øvrige være indgået i en eller form for stordrift. Mange af de adelige godser har for længst opgivet at overleve alene ved landbrugsproduktion. Slottene indrettes til museum, kursuscenter eller bed-and-breakfast. Et af de mere i øjenfaldende eksempler var da godset Knuthenborg allerede i 1970’erne indrettede safaripark. Det måske mest skæbnesvangre øjeblik for godserne i moderne tid indtræder ved generationsskift. Da skal der frigøres en arveafgift på en trediedel af ejendomsværdien.

Der er mere end 600 herregårde i Danmark. Af dem ejes højst en fjerdedel stadig af adelen, vurderer historikeren Flemming Jerk. Og det er ikke fordi de adelige er en forsvunden befolkningsgruppe. Der er 5.000 nulevende medlemmer af den danske adel fordelt på 185 slægter. Et hurtigt kig i Danmarks Adels Aarbog 2000/02 giver indtryk af en overvægt af akademikere. Militærfolk er godt repræsenteret og så ellers et virvar af alt fra pædagoger til selvstændige. De ufaglærte springer derimod ikke i øjnene. Visse adelige slægter er vidt forgrenede, andre er så små at de risikerer at uddø, fordi der ikke er født drengebørn, der som de eneste kan føre adelstitlerne videre. Og så slutter en blodlinie, der sommetider kan spores mere end 700 år tilbage, også på mødrene side.

Den danske såkaldte ur-adel opstår i årene 1100-1200. Nogle historikere mener, at det er ætlinge af gamle vikingeklaner.
”Efter plyndringer i England begynder de at bygge herregårde i Danmark. Og så opstår stormandsslægterne, der bliver til den danske ur-adel”, foreslår Flemming Jerk.
I 1400-tallet kommer den såkaldte brev-adel. Det er betroede medarbejdere for ur-adelen, eller kirkelige folk, som der bliver behov for at kunne belønne eller ansætte. De kan nu modtage privilegier som ur-adelen, blandt andet ansættelse i kongens administration. Deres privilegier nedskrives, derfor brev-adel, og de kan arves. Det går adelen godt frem til 1660, hvor den har stor indflydelse gennem kongens rigsråd. Adelen skal vælge kongen, godkende udnævnelser af embedsmænd, den nyder skattefrihed og kan få eneret på handel med landbrugsvarer.

I 1660 indføres enevælde nærmest ved et statskup. Borgerne i København er utilfredse med, at adelen ikke vil bidrage økonomisk til at indfri landets gæld efter krig mod Sverige. Og de er utilfredse med, at kun adelen kan ansættes i kongens administration. På opfordring fra borgere og gejstlige får Kong Frederik III gjort sin magt arvelig. På den måde mister adelen stor indflydelse og en del af dens økonomiske privilegier bliver den frataget. Selvom borgerlige nu kan ansættes i betroede stillinger hos kongen, er de adelige stadig i overtal. I 1671 føler Christian V sig stadig ikke tryg ved adelen og han indfører en ny adelsstand for at kunne omgå sig med folk han stoler på og som han kan betro administrationen af sit rige. Han indfører titlerne: Greve og baron. Indtil da har den danske adel ikke haft egentlige titler, men er blevet kaldt herremænd eller stormænd.

I 1851 sker den sidste ophøjelse af en borgerlig til adelen. Men adelens fremtrædende repræsentation i statens tjeneste fortsætter ind i det 20. århundrede. Indtil 1. Verdenskrig er 60 procent af de ansatte og alle chefer i Udenrigstjenesten, senere Udenrigsministeriet, adelige. Det ophører først da parlamentarismen slår sig fast i 1920erne. Og med industrialiseringen oplever landet en ny klasse skyde frem, der fra omkring 1900 bliver så formuende at den så småt kan begynde at erhverve sig herregårde. Men det er først i 1919, at adelen for alvor fratages sine økonomiske privilegier. Lensvæsnet og andre konstruktioner, der sikrer at gods og formue bevares indenfor slægten, ophæves ved lov. De adelige godser skal betale en frigørelsesafgift på 25 procent af godsets værdi til staten og afhænde en tredjedel af jorden.
”Herregårdenes økonomiske grundlag forsvinder. Omkring halvdelen bukker under og slægterne må sælge til ufordelagtige priser. Bortset fra i Sovjetunionen lige efter revolutionen er adelen ingen andre steder blevet udsat for noget lignende”, siger historiker Flemming Jerk.

Endnu findes der adelige på danske herregårde. Det er navne som Rosenørn, Brockenhuus, Castenskiold, Neergaard og Skeel. Men nye navne uden adelige aner har de seneste år erhvervet sig godser. Det gælder f.eks: tidligere landsholdspiller Jes Høgh, skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller, tidligere direktør i Oticon Lars Kolind,. Andre tidligere og nuværende erhvervsledere er også blevet godsejere, men hvor mange der har købt sig ind på herregårdene frem at blive født på dem findes der ingen statistik over.

Tags: , ,

More Stories From NYHEDER