Sharon der startede intifadaen ved at betræde tempelpladsen søger hen hvor en fredsaftale er muligt.

Af Mikkel Schou

Sharon der er en blodig fortaler for bosættelser uden for Israels retsmæssige territorium lukker sit parti, der senest har været dybt infiltreret af politik til fordel for de ortodokse og nationale synspunkter.

Som Politiken skriver i dag, forlader Sharon Likud for at opstille sit eget parti, som ti Likud-parlamentsmedlemmer allerede støtter. Og som Politiken skriver, sker det fordi Sharon risikerer at tabe magten i partiet til Netanyahu, der trak sig fra regeringen i protest mod at Israel skulle rømme Gaza.

Sharons kommende parti har, interessant nok, ifølge Politiken, også opbakning fra Arbejderpartiet, hvorom det siges, at Shimon Peres vil gå med.

Er det Israel, der er ved at vågne op? Når Sharon, der ellers vil forsvare bibelske krav på et jødisk Israel, nu søger mod midten, væk fra ekstremistiske ortodokse som en del af regeringsgrundlaget? Er det fordi Sharon, der ellers lover, garanterer og leverer sikkerhed for Israel frem for alt har indset, at i politik gælder våbenmagt ikke. At politik må være grundlaget for en fredsaftale.

Der er mange risici ved en ubehjælpsom tilnærmelse mellem Israel og Palæstina.

I en ny regering, hvor, hvis det virkelig kan være sandt, to gamle statsmænd, den ene mere militær end den anden, begge på deres måde nationale, den ene mere socialpolitisk indstillet end den anden, og begge, må man formode, med ønsket om at se et Israel i fred og fordragelighed med ikke kun muslimske og kristne palæstinensere, men med resten af verden, er det muligt for Israel at skænke det der kan få freden i gang.

Nemlig: Hurtigst muligt at integrere Palæstina i Israel ud fra devisen: To folk, to nationer, en stat. Og for at nå dertil kunne man starte med at kommercialisere Palæstina på dets eget betingelser.

Lad Gaza drukne i turisme!!!