Millioner af danskere slipper for at skifte deres FM-radio ud med en digital radio. Det er resultatet af, at Dansk Folkeparti som det eneste parti uden for regeringen indgik i det netop vedtagne medieforlig.
Ideen om at nedlægge FM-radioen var oprindelig den tidligere radikale kulturminister Marianne Jelveds. Men under forhandlingerne i dette forår fik ideen, som blev fremført igen af den nuværende kulturminister Mette Bock (LA), opbakning fra Alternativet som det eneste parti uden for regeringen.
En lukning af FM-radioen ville have betydet, at langt de fleste bilister i Danmark skulle have skiftet bilradioen ud. Men også flertallet af radiolyttere i hjemmene har stadig en gammeldags FM-radio, som pludselig ville være værdiløs.
I det netop indgåede medieforlig er det imod kulturministerens ønske vedtaget, at FM-radioen får lov at fortsætte, indtil mere end 50% af radiolytning foregår digitalt – også i bilerne. Lukningen kan tidligst ske to år efter, at flertallet er blevet digitale.
Så sent som i sidste uge meddelte en radioforhandler i Dragør overfor TVflux, at han stadig fraråder sine kunder at købe en digital radio, da dækningen i Dragør er under 70%.
Fra mange sider i Danmark har der været advarsler om at lukke FM-radioen. Både fra eksperter i Beredsskabstjenesten, der frygtede, at meddelelser om krig og katastrofer ikke ville nå tilstrækkelig langt ud på en digital radio, fra bilist-organisationer, der protesterede over, at millioner af bilradioer skulle kasseres, og almindelige radiolyttere har været fjendligt stemt over at skulle skifte radioen i bilen, hjemmet og den transportable ud.
Også den (svenske) distributør af radiosignaler i Danmark har advaret, som TVflux beskrev tidligere.
Som TVflux også kunne afsløre, ville en lukning af FM-radio kun spare staten for en udgift på nogle millioner kroner om året.
I Norge har man slukket for FM-signalet til fortrydelse for især bilister og beboere i yderområder, fordi den digitale dækning er for dårlig. I Sverige ombestemte man sig i sidste øjeblik og lod FM fortsætte.
Det skal i øvrigt siges, at de billige digitale radioer naturligvis ikke har nær den samme lydkvalitet som en gammeldags (og dyrere) stereoradio. Det bemærkes særligt ved lytning til musik.
Der er derfor foreløbig tale om en sejr for de radiolyttere, der ikke uden videre hopper med på den udbredte trend om bare at kassere, hvad man har og købe noget nyt. Mange danskere, der lod sig lokke under den første digitale bølge har endog måtte kassere deres første digitale radio, fordi den hurtigt blev forældet og uanvendelig til de følgende DAB+udsendelser.
Den digitale udvikling af radiotransmission og programudbud fortsætter dog.