Danmark erstatter NATO med nordisk forsvarsforbund og en ikke-angrebspagt med Rusland. Special-, luft- og søstyrker tilbydes FN-missioner, og Hjemmeværnet forsvarer landets grænser.

AF MIKKEL SCHOU

Man siger, at et folk har den regering, som det fortjener. Her er et bud på en forsvarspolitik, som jeg fortjener.

Danmark melder sig ud af NATO. Det vil føre til en del hovedrysten i Europa. Danmark opsiger aftalen med USA om Thulebasen og beordrer dem at forlade Grønland indenfor tre måneder. Man kan kun gisne om, hvilken argumentation USA ville benytte for at besætte hele Grønland som reaktion.

Efter mere end et årti med dansk aktivistisk udenrigs- og forsvarspolitik er det på tide at se på alternativer til dansk enegang inden for nordisk forsvarspolitik.

Den militære trussel

Ulykkeligvis lykkedes det USA og allierede efter 11. september 2001 at overbevise verdensopinionen om, at kampen mod terrorisme/islamisme var en militær opgave, hvor det i virkeligheden var og er en politi- og efterretningsopgave. Det springer i øjnene, at kampen mod islamisme kom som en belejlig erstatning for kampen mod den sovjetiske kommunisme. USA’s militærindustrielle kompleks og NATO var havnet i et overrumplende tomrum med murens fald og Sovjetunionens kollaps. Indløsning af fredsdividenden stod i 1990’erne som den største trussel mod den vestlige verdens magtpolitik.

Hvad skulle vi dog med a-våben og kampklare tropper, når verden ikke længere var bipolar? Østeuropa fik lov at tilnærme sig Vesten med snarlig indlemmelse i EU. Rusland med enkelte rester af Sovjetunionen kastede sig ud i revolverkapitalisme – stærkt tilskyndet af vestlige økonomer og politikere. Kort fortalt og andre kritisable forhold usagt blev det Putins opgave at sikre Rusland efter Jeltsin mod den galoperende koncentration af kapital på uretmæssigt få hænder. Trods protester fra Vesten endte det hele alligevel i en fælles erstatning for de to tidligere kombatterende ideologier: Krigen mod terrorister.

Nu har den islamistiske terrortrussel længe ikke fremstået som en militær trussel. Vel ikke siden George W. Bush og hans administration – og med dem demagogien – trådte tilbage ved Obamas valgsejr. Et nu militært udmattet og økonomisk forgældet USA har ikke ressourcer til eventyr på verdens arena. Syrien havde ellers været et oplagt sted at slippe helvedeskræfterne løs, som en fortsættelse af demokratiseringen af Mellemøsten, som man var så godt i gang med.

Det er kun et år siden, at NATOs generalsekretær Anders Fogh Rasmussen opfordrede EU til at bruge flere penge på forsvar. Som han sagde i en tale i Europaparlamentet: »Vi europæere må forstå, at blød magt alene er det samme som ingen magt overhovet. Uden de hårde elementer til at bakke diplomatiet op, vil Europa mangle troværdighed og indflydelse«.

Som sendt fra himlen kommer nu krisen i Ukraine. Samme Fogh Rasmussen var hurtigt ude med meldingen om, at Ruslands annektering af Krim er den største trussel mod europæisk sikkerhed siden den Kolde Krig. Mere uafhængige øjne ser annekteringen som en naturlig reaktion på situationen i et land i kaos, hvor Rusland på Krim har en vigtig flådebase. Forestil dig USA’s reaktion, hvis Danmark opsagde aftalen om Thulebasen. Beherskede iagttagere ser ingen trussel fra Rusland, hverken mod Europa eller Ukraine for den sags skyld. Men det er blevet et hit at gøre Rusland og ikke mindst Putin til argument for en ny europæisk sikkerhedspolitik.

Internationale rapporter advarer i stedet om, at kampen om ressourcer og rent vand, kampen mod hungersnød og klimakatastrofe i sidste ende er den største trussel mod fred og sikkerhed i Europa og resten af verden.

Rusland

Man kan være uenig i måden Rusland har håndteret konflikter i dets nærområde på: Tjetjenien og Georgien, som to vidt forskellige eksempler. Anderledes enøjet er det uden videre at fordømme en russisk indgriben. Rusland har historiske grunde til at være paranoid. Den nazistiske invasion og følgerne heraf er stadig en del af russisk bevidsthed. Mere blandet er måske oplevelsen af EU og NATO, der er rykket stadig tættere på de russiske grænser.

Det er muligt, at der stadig findes russere, der ønsker en russisk tro kopi af Vesten. Men mon ikke flertallet med øje på den økonomiske og sociale situation i den tidligere Østblok har set – godt hjulpet på vej af russisk monopolistisk mediedækning – at det måske ikke er så gavnligt at sælge sig selv til udenlandske såkaldte markedsøkonomiske kræfter. Set derfra har Rusland nok i sig selv. Intet behov for Lebensraum, som den evigt ekspanderende markedsøkonomi har. Rusland er kun en trussel over for det, der truer Rusland. Og derfor kan vi formulere en ny nordisk sikkerhedspolitik.

Det rareste, mest fornuftige og grænseoverskridende futuristiske ville være at nedlægge alle militære organisationer. Det er næppe realistisk. Tænk blot på alle de arbejdspladser, der ville gå tabt. Lad os derfor nøjes med et skridt i den rigtige retning. En slags nordisk overgangsordning uden forpligtelser over for en stormagt frem mod en global sikkerhedspolitik.

Hvem er Nordens fjende? Hvis vi accepterer, at det ikke er Rusland, som vi tilmed sikkert ville kunne få en ikke-angrebsaftale med, så er resten af Europa den nærmeste fjende. Hvis vi indtil videre forbliver i EU, er der vel næppe nogen trussel fra den kant. Det ville også se for ynkeligt ud, hvis USA besatte Danmark ud fra en eller anden militærstrategisk tænkning. Så er der Kina. Men de bruger økonomiske midler frem for militære.

George W. Bush fik tilføjet, at også økonomiske angreb på USA ville blive betragtet som terror og besvaret derefter. Tænkte han mon på, at Kina kunne stille krav mod fortsat långivning? Tilbage som trussel mod os står terrorisme og masseemigration på grund af elendighed. Hvis terrorisme som påstået bedst bekæmpes med politi, er der kun mennesker på flugt tilbage at beskytte os imod. Skal vi skyde dem ned? Men naturligvis, der er en vis suverænitetshåndhævelse tilbage, hvis vi skal tænke konventionelt.

Et alternativ

Det er en skam, at FN aldrig for alvor har kunnet folde sig ud, som garant for verdensfreden. Bortset fra det uhyggelige ved tanken om, at alverdens magt var koncentreret ét sted, så ville en verden, hvor det kun var FN, der besad en udøvende militær magt, være en fristende tanke. Indtil da må det være at foretrække, at Danmark stiller tropper og materiel til rådighed for FN i konflikter, som vi anser for væsentlige at løse. Og samtidig fraskriver os retten, i overensstemmelse med folkeretten, til at angribe et andet land, som det så ulykkeligt skete i Irak, Afghanistan og Libyen.

Der kan diskuteres længe, om det var retfærdige krige, resultaterne derimod kan kun de færreste hylde. Mange almindelige irakere ville nok foretrække Saddam Hussein fremfor det lige så tilfældige voldsregimente, der råder i landet i dag. Og kun en idiot vil mene, at de penge, der er brugt på krig i Afghanistan, ikke var brugt bedre til civile formål. Libyen hører vi ikke noget om længere. Efter deres anti-terroreventyr står Fogh Rasmussen og andre ikke alene tilbage med blod på hænderne, men også med en skamstøtte over et forræderi mod menneskeheden. Her tænkes ikke på dem, der med eller uden omtanke udførte den politiske ordre.

Nej. Det bedste forsvar er ikke et angreb. Det er uangribelighed.

Til forsvar af landets grænser har vi jo allerede et udmærket Hjemmeværn. På det regionale område ville en forsvarsunion med Sverige, Norge, Finland og eventuelt de baltiske lande snildt kunne modstå de trusler, som er forudsigelige. Måske ikke i kampkraft, men i vilje og snilde. Læg dertil at truslen om et militært angreb er helt af teoretisk karakter.

Der ville tilmed være en gevinst at hente ved at gøre os afhængig af svensk våbenindustri fremfor amerikansk. Dels er den amerikanske økonomi og produktion uforudsigelig. Milliarder af danske kroner er ved at gå tabt, fordi vi har deltaget i udviklingen af et nyt amerikansk jagerfly, der både af økonomiske og teknologiske grunde er ved at sande til. Dels er det tvivlsomt, om USA i en tilspidset situation vil tilgodese danske militære behov. Norden har desuden, hvis bortses fra dansk enegang siden 2001, været kendt for sin humanistiske tilgang til løsning af konflikter

Så et nordisk militært samarbejde vil ikke kunne opfattes af omverdenen som en aggressiv politik. Og Finland vil endelig kunne tilslutte sig en militær alliance, der ikke af Rusland anses som en trussel. Grønlands særlige placering og forhold må nøjere analyseres. På sigt vil Grønland måske foretrække en tilnærmelse til USA eller lade sig købe af Kina. Endnu påhviler det rigsfællesskabet at sikre den tilbageværende indlandsis’ suverænitet.

Det globale militærindustrielle kompleks optager og forbruger ressourcer uligt noget andet. Til, vil nogen naivt påstå, ingen verdens nytte. Norden bør gå forrest på vejen ud af det mareridt, som militær aktivitet i en hver forstand udgør som trussel og ressourcemisbrug. Er det ikke naivt ? Jo. Men det er spørgsmålet, der er forkert. Spørgsmålet burde være, om ikke klodens mange presserende problemer kun løses ved en naivistisk tilgang ? I modsætning til økonomers, politikeres og militærfolks indtil videre golde vanetænkning. Eller dækker deres tanker (og vores egne langt hen ad vejen) i virkeligheden bare over personlig vellevned og bekvemmelighed? Længe leve Naivistisk Folkeparti !

Tags: Fogh Rasmussen, forsvar, kampfly, politik, Putin, Rusland