22.06.11  Finansminister Claus Hjorts normalisering af Christiania vil føre til en ny udvikling af fristaden, forventer de mest positive christianitter efter beslutningen om at købe af staten.

Men det bliver på nye, usikre betingelser og med en ekstra regning.

De kritiske vil ikke udtale sig, og nogle satser på, at alt skal forblive som før.

Af Mikkel Schou for dagbladet Information

Der er ikke lagt noget budget for Christianias nye nye økonomi, der skal baseres på et lån på 76 millioner kroner til at købe det meste af fristaden for.

Og der skal oprettes en fond til at køre Christiania, men der er ingen, der ved, hvor stor en indflydelse fondens bestyrelse får på beslutninger, der skal træffes i fremtiden.

»Det er svært at sige, hvem der har vundet. Det er lykkedes staten at få en juridisk bindende løsning. Vi har opnået, at Christiania består i flere generationer«, siger Joram Suszkeiwicz, der har boet på området i 29 år.

»Men der er mange ubekendte endnu. Vi har nu frem til april næste år, hvor vi skal forsøge at implementere aftalen. Der er for eksempel skatteregler, som staten endnu ikke ved præcist, hvordan vil virke herude«, siger han.

Mere ansvarlighed
Christiania begyndte som en utopi, der langsomt skulle fungere på det daglige plan. I år er der gået 40 år, og så kan man godt forvente en større modenhed:

»Vi skal måske stramme op på vores ide om frihed under ansvar. Vi har altid betalt for, hvad det kostede at bo herude, men nu kommer der en ekstra regning, når vi skal købe det meste af området. Så forventer jeg, at vi bliver endnu mere ansvarlige«, siger Joram Suszkeiwicz.

Ansvarligheden skal, udover at regningerne betales til tiden, sørge for, at Christiania fortsætter med sin selvforvaltning og dermed selv bekoster og udfører alle vedligeholdelser af bygninger, forsyningsnet og øvrig infrastruktur.

Det bliver formentlig dyrere for christianitterne at bo i staden. Et forsigtigt gæt er omkring 1.000 kroner mere pr. måned for hver voksen.

Pengene skal finansiere rente og afdrag på lån og en årlig husleje på seks millioner kroner for de grunde og huse, som staten ikke vil sælge.

»Vi køber som et kollektiv, og så må vi finde ud af, hvordan vi solidarisk dækker den fælles regning. Nogle vil måske få mulighed for at arbejde huslejen af, andre kan få den nedsat. Det praktiserer vi allerede i forvejen«, siger Joram Suszkeiwicz.

Siden 1992 har det ikke været lovligt at opføre nye bygninger i Christiania. Det åbner aftalen med staten op for.

»Det bliver spændende. Ligesom i resten af verden skal vi ind i en ny æra. Et samfund kan stagnere i bestemte mønstre. Jeg ser frem til nye interessante bygninger, nye mennesker flytter ind, nye værksteder åbner. Det bliver billigere og bedre, jo flere vi er«, siger Gitte Christensen efter 35 år som christianit med arbejde i Christianias Kvindesmedie.

Og selvom hun ser en fare i, at fonden kommer til at bestemme for meget, så det ender som i Tvind, er hun ikke i tvivl:

»Næsten alt andet er bedre end de seneste ni år, hvor Slots- og Ejendomsstyrelsen har bestemt. Vi får fred med denne aftale, hvor vi ikke længere kan smides ud. Jeg ser en stor mulighed for, at Christiania får nyt liv,« siger Gitte Christensen.

Boost til erhverslivet
Der skal mange penge til at istandsætte og vedligeholde de gamle bygninger fra militærets tid. Det bliver der nu mulighed for ved at låne pengene.

»Jeg håber, at arbejdslivet herude får et boost, så flere kan tjene deres penge på Christiania som iværksættere. Nyt byggeri kræver håndværkere, og det er sjovere, når folk arbejder på husene eller på værkstederne, end at de arbejder ude i byen«, siger Charlotte Smed fra Kvindesmedien.

Men hverken pengene eller en grundig istandsættelse vil gøre Christiania strømlinet:

»Det handler om, at vi bygger på en kulturby. Vores bidrag til Danmark er indslag med kultur, innovation, arkitektur og stor social rummelighed«, siger Charlotte Smed.

Hvordan renovering og nybyggeri skal planlægges og finansieres, er noget af det, som Christiania skal bruge tid på at overveje.

Aftalen med staten giver mulighed for, at Christiania selv står for lovliggørelse af bygninger i forhold til byggeregler og brandregulativer.

Og med hensyn til fonden, der bliver den overordnet ansvarlige for Christiania, siger Charlotte Smed:

»Vi er blevet lovet, at det finder vi ud af, når aftalen er i hus. Det må vi håbe er rigtigt. Det er vigtigt, at fonden bliver så rummelig som muligt.«

Det ulige samfund
Der er på Christiania stor forskel på, hvordan folk bor med hensyn til boligstørrelse og -kvalitet. Der vil komme en diskussion om, hvordan de fælles udgifter i fremtiden skal fordeles. Om det for eksempel skal ske i forhold til størrelsen af boligen:

»Men jeg tror ikke, at nogle ikke længere har råd til at bo på Christiania. Så må de flytte til noget mindre,« siger Charlotte Smed.

Christianitterne har ønsket, at fristaden skal ejes i fællesskab, og at der ikke skal kunne spekuleres i boligen.

Selv om enkelte christianitter har ønsket at købe deres bolig individuelt, ender det formentlig med et kollektivt køb, hvor fonden overtager ejerskabet og lejer ud til christianitterne.

En af Christianias talsmænd, Risenga Manghezi, siger, at det slet ikke er afklaret, hvordan de fælles udgifter i fremtiden skal fordeles. Men:

»Vi skal sørge for, at alle får råd til at blive. Det er også en forudsætning i Christianialoven fra 2004«, siger han.

Efter hen ved ti års forhandlinger med staten og regeringen om en normalisering af Christiania, hvor udviklingen på området næsten har været gået i stå, skulle der ske noget.

»De sidste ti år har vi været under konstant pres fra staten om at normalisere. Nu kan vi igen slippe kreativiteten løs. Vi skal i gang med alternativ energi, bygge huse og give tid til mere kultur i hverdagen«, siger Risenga Manghezi.

Ifølge aftalen med staten har Christiania ret til at bygge 15.000 kvadratmeter bolig på udpegede steder.

»Det bliver eksperimenterende«, lover Manghezi, selvom reglerne for byggeri sikkert vil blive overholdt.

Katten i sækken
Mange christianitter ønskede ikke at udtale sig til Information, da vi i går var på besøg. Andre luftede deres utilfredshed med, at aftalen med staten er indgået, uden at alle er blevet hørt ordentligt.

Nogle mener, at fonden aldrig bliver til at slippe af med igen, og at den kan komme til at bestemme over alt, hvad der skal ske i fristaden for fremtiden.

Og så er der dem, der mener, at Christiania bare skal sige ja til staten, og så ellers fortsætte som sædvanligt. Men ingen af dem vil have deres navn i avisen.

Heller ikke den ældre christianit, der ikke mente, at der var noget valg, da staten bød sig til:

»Vi har købt katten i sækken. Nu må vi se, om det er en sød killing, en sabelkat eller en papirtiger«, siger han.