Ældresagen får mange henvendelser fra pårørende, der møder et lukket system, når de klager over forhold på et plejehjem.

En forklaring kan være mangel på uddannet personale

Af Mikkel Schou, for dagbladet Information

Ældresagen bruger meget tid på rådgivning af pårørende, der kommer i opposition til personalet på et plejehjem, fordi de har klaget over forholdene.

»Det sker tit, at folk bombarderer frontpersonalet med klager og siden hen sender klager gennem hele systemet. Men det hjælper sjældent. Det er spild af tid og kræfter,« siger afdelingsleder i Ældresagen Poul Dahl Hede.

Fremfor at fortælle personalet, hvad de burde gøre, anbefaler Ældresagen, at man fører dagbog over, hvilke problemer der er i forhold til ens pårørende på plejehjemmet, og forelægger det for ledelsen:

»Hvis man ikke er præcis i sin argumentation, bliver man skudt ned. Det bedste er at bidrage i stedet for kun at kritisere,« siger Poul Dahl Hede.

Men det værste, man kan gøre, er at lade følelserne løbe af med sig og skælde ud i raseri. Det kan få systemet til at lukke helt af, lyder det fra Ældresagen.

Det er heller ikke blevet lettere for plejehjemmene gennem de seneste år, mener Ældresagen.

»Beboerne er mere krævende, fordi de bliver holdt i eget hjem så længe som muligt. Så når de kommer på plejehjem, er de typisk fysisk svage eller demente,« siger Poul Dahl Hede, der også tit oplever plejehjem, hvor personalet er både underbemandet og uudannet.

Og der er problemer med at skaffe det rigtige personale. 15.000 offentligt ansatte inden for ældreområdet er i dag uden uddannelse.

»Det giver problemer i forhold til for eksempel at forstå dementes reaktion, når personalet kommer lige fra gaden,« siger Karen Stæhr, sektorformand for social og sundhedsektoren i FOA.

»Personalet bør også være uddannet, så de er i stand til at kommunikere med pårørende og kan håndtere kritik. Det er noget af det vigtigste i forhold til svage ældre,« siger Karen Stæhr, der også mener, at der burde være krav om uddannelse ved ansættelse på for eksempel plejehjem. Men det er så svært at rekruttere personale, at kommunerne ofte annoncerer med, at det eneste krav er ‘et varmt hjerte’.

Meget sjældent tilfælde
I sagen om Alfred Lilliendahl, mente en offentlig værge, at det var nødvendigt at forbyde fire personer at besøge den 100 år gamle mand på et plejehjem, som de havde kendt i mere end 20 år.

I sine 22 år i Ældresagen har Poul Dahl Hede kun oplevet et besøgsforbud to-tre gange. En anden repressaliemulighed over for pårørende er at indskrænke besøgstiden.

»Men det er heldigvis trods alt relativt få situationer, der ender i fastlåste konflikter,« siger han.

Sådan oplever Dorthe Buss det også. Hun er jurist og formand for Alzheimerforeningens retsudvalg: »Det er kørt helt ud, når værgen giver et besøgsforbud. Så er det, fordi kommunikationen er gået tabt,« siger Dorthe Buss.

»Men det er svært at gå ind i den slags sager. Som regel har alle parter en del af ansvaret for, at det ender så galt,« siger hun.

Dorthe Buss kan kun komme i tanke om et tilfælde, hvor en offentlig værge udstedte et besøgsforbud. Det var, da to døtre og svigersønner forsøgte at hindre en mand i at modtage en ordineret medicinsk behandling.

»Men hvis denne sag er korrekt belyst, er det nærmest omvendt. Her har nogle pårørende forsøgt at varetage en vens helbred og ender med at blive bortvist. Det er da bekymrende,« siger Dorthe Buss.

»Enten er der ikke kød på klagerne i dette tilfælde, eller også har de pårørende haft en facon, der skaber modstand. Men det er da en ulykkelig sag for alle parter, og synd for manden, det hele handlede om, at han ikke kunne få besøg af sine venner,« siger hun.

Tags: bureaukrati