KUPPET I CHILE OG DANSK VENSTREFLØJ
7. januar 2016
Sårene i Chile efter 17 års militær-diktatur er aldrig helet. Ny dansk bog fortæller hvorfor, og hvordan USA var med til at få den socialistiske Allende-regering kuppet. Men den beskriver også, hvordan den danske venstrefløj blev splittet i solidariteten med det chilenske folk.
AF MIKKEL SCHOU
»Mens de var i live, sprættede vi deres maver op, så de ikke ville flyde.«
Sådan beskrev den øverstkommanderende general Izurieta, hvordan det chilenske militær havde kastet 180 bagbundne fanger ud over Stillehavet fra fly. Det var en indrømmelse, der kom efter diktaturets ophævelse i 1990.
Den øverste ansvarlige, Pinochet, blev aldrig dømt for sine forbrydelser. Han blev tilbageholdt i London i 1998, fordi en spansk dommer kræver ham udleveret til retsforfølgelse. Det ender med, at han kan vende tilbage til Chile på grund af sit skrantende helbred. Da er han 83 år gammel.
Han dør i 2006, men bliver stadig hyldet af den ekstreme højrefløj i Chile.
Morten Lassens bog ”Kuppet i Chile og den danske venstrefløj” er uhyggelig læsning. Den beskriver den systematiske tortur, likvidering og forsvinding af i titusindvis af især venstreorienterede studerende, aktivister og politikere. I alt 29.000 blev fængslet og de fleste udsat for tortur.
Bogen er en sober gengivelse af faktuelle forhold, og også diktaturets tilhængere kommer til orde.
Man har vel hele tiden vidst, at USA var indblandet i kuppet mod Allende-regeringen i 1973. Men Morten Lassen giver en overraskende forklaring på, hvorfor det var så vigtigt for USA – det vil sige præsident Nixon og hans rådgiver Kissinger – at komme socialismen til livs i Chile.
Det var nemlig ikke så meget frygten for, at socialismen skulle brede sig i Latinamerika. Nej, ifølge Lassens kilder var det frygten for, at konkrete økonomiske interesser for selskaber i USA skulle gå tabt. Ikke mindst den lukrative kobber-udvinding.
DEN DANSKE LÆRESTREG
I Danmark gav kuppet i Chile anledning til diskussion på venstrefløjen. Kunne man indføre socialisme ad demokratisk vej, sådan som Allende havde forsøgt?
Morten Lassen gengiver med interviews af nulevende aktivister og kildemateriale, hvordan venstrefløjen blev delt i to. Den moskva-tro kommunistiske del, der mente, at Allende havde forsøgt det rigtige. Og den anden del – med blandt andre markante VS’ere – der mente, at kuppet i Chile havde bevist, at borgerskabet ikke frivilligt gav magten fra sig.
Men i det hele taget var solidariteten med det socialistiske Chile i Danmark stor.
Under en Chile-høring i Danmark udtaler den daværende socialdemokratiske udenrigsminister, K.B. Andersen:
»Det er svært at genkalde sig nogen begivenhed i historien, som i den grad har appelleret til det nordiske folks sympati og solidaritet…«
Sympatien var mere udbredt end over for det vietnamesiske folk, der i årene inden havde lidt så frygteligt under USA’s krig i Vietnam.
Måske syntes danskerne bare, at de chilenske flygtninge, der kom til Danmark, var mere interessante.
Bogen giver en indgående beskrivelse af, hvordan det især i Sverige lykkedes at integrere de chilenske flygtninge.
DET ØKONOMISKE EKSPERIMENT
Ikke alene måtte chilenerne lide under politisk forfølgelse, undertrykkelse og statsorkestrerede mord. Diktaturet inviterede også amerikanske liberalistiske økonomer til landet for at eksperimentere med økonomien. Det blev en såkaldt chokkur, som af magthaverne blev kaldt et økonomisk mirakel.
Det var den amerikanske økonom Friedmann, der stod bag den nye økonomiske ide, der især gik ud på at skære voldsomt ned i den offentlige sektor og privatisere det meste. Arbejdsløsheden steg fra fem til 20 procent. Resultatet var, at levestandarden faldt for flertallet, mens de ti procent rigeste blot blev rigere.
Friedmanns argument var, at de arbejdsløse ville få arbejde i den private sektor lige så snart de sidste forhindringer var ryddet for et absolut frit marked.
En kortvarig høj vækstrate finansieret af dyre udenlandske lån førte til en senere økonomisk nedtur. Og så fyrede diktaturet de amerikanske økonomer.
Men diktaturet fortsatte. Fra 1973 til 1990. De efterfølgende demokratisk valgte regeringer har gået rundt om den varme grød: Et egentligt opgør med Pinochet og hans tusindvis af håndlangere er det aldrig kommet til. Og kun nogle ganske få har fået en behørig straf for deres bestialske forbrydelser.
