Folketingets retsudvalg skulle i dag have behandlet et forslag fra SF om at lempe sanktionerne mod bilister, der tages med hash i blodet.
Men fremmødet i retsudvalget var i dag for lille til, at der kunne tages en beslutning. Den ventes derfor først om 14 dage.
AF MIKKEL SCHOU
Den 26. februar i år blev et forslag fra SF første gang behandlet i Folketinget. Det drejer sig om at ændre på loven, så bilister med hash i blodet ikke automatisk frakendes kørekortet i tre år.
I februar var der ikke flertal for at ændre loven, og forslaget blev sendt tilbage til retsudvalget. Der var ellers udsigt til et flertal udenom regeringen, men Venstre ønskede sagen udsat til afgørelsen af en bestemt sag, der var på vej i retssystemet.
I SFs forslag opfordres regeringen til i dette folketingsår at finde en løsning, så bilister ikke frakendes kørekortet, hvis de ikke var til fare i trafikken, selvom der kunne måles THC i blodet.
I loven om forbudte stoffer i trafikken er grænsen for THC (det aktive stof i cannabis) sat så lavt, at grænsen kan være overskredet flere uger efter indtagelsen. Og det selvom eksperter og Sundhedsstyrelsen bekræfter, at en hash-rus varer mellem tre og fire timer.
I SF’s oprindelige forslag blev regeringen pålagt at undersøge muligheden for at finde en tolerancegrænse for THC, der svarede til, at der var tale om en rus.
Det er der stadig ikke flertal for i Folketinget. Så det forslag, der nu skal tages stilling til, opfordrer blot regeringen til at lempe sanktionerne, så der er såkaldt proportionalitet mellem sanktion og den begåede handling. Med andre ord og først og fremmest bør der ikke ske en frakendelse af kørekortet med mindre bilisten udover at have THC i kroppen også var til fare i trafikken.
I morgen afsiges der dom i Københavns byret, hvor advokat Knud Foldschack forsøger at få sin klient frifundet netop med den begrundelse, at klienten ikke var påvirket af den mængde THC, der blev målt i blodet.
Klienten havde 0,0062 mg THC per kg blod. Grænsen er 0,001 mg/kg.