OPINION: Af THERESA SCAVENIUS
Hvor stort er det politiske rum? Hvad sker der, når oprustning bliver svaret, og politiske og diplomatiske løsninger bliver betragtet som naive? Hvad sker der, når historiens hukommelse begynder at forsvinde, efterkrigstiden slutter, og førkrigstiden begynder?
For tiden spekulerer jeg meget over, hvor stort det politiske rum egentligt er. Dvs. hvor meget er faktisk til at forandre gennem politisk deliberation og demokratiske kanaler? Kan man overbevise folk igennem argumenter, eller har følelserne taget over?
I sidste uges Weekendavisen var der en artikel om forskellen mellem folks opfattelse og den faktiske tilstand ift. kriminalitet og vold i skolen. Ifølge målinger, der spørger til folks opfattelse heraf, er kriminaliteten stigende. Men i virkeligheden er kriminaliteten faldet.
Men hvilken rolle spiller argumenter og evidens, hvis stærke følelser og politiske aktørers frygtspredning gør, at folk har en følelse af fx stigende kriminalitet, selvom det modsatte er tilfældet?
Desværre nok en marginaliseret rolle. Det betyder, at rummet for politik, hvor man overbeviser hinanden igennem argumenter, er ikke særligt stort.
Men at tage politiske beslutninger, der ikke er baseret på viden, er ikke uden demokratiske konsekvenser. Der sker en udvaskning af politiske modargumenter, der maskerer en politisk dominans. Det demokratiske rum må i stedet forstås som et samfund, der konstant er åbent for nye beslutninger, tilblivelse og gensidig udveksling af synspunkter. Det betyder, at politik hele tiden skal skulle udfordres.
Over de sidste tyve år er verdens institutionelle orden blevet destabiliseret. Det er sket ved, at der er opstået en interessekonflikt mellem nationale interesser overfor de internationale juridiske regler, som blev opbygget i efterkrigstiden.
Konkret sker det ved, at USA har undermineret en række institutioner ved at stoppe med at udbetale deres bidrag til fx FN og ved ikke at udpege dommere til WTO’s appeldomstole – og selvfølgelig generelt slet ikke har spillet efter internationale regler, hvis det ikke var i deres interesse.
Der er derfor ingen globale institutioner til at inddæmme aggressive stormagtsledere.
I den situation synes svaret fra alles side at være: Oprustning. Danmark skal igen med Mette Frederiksen i spidsen være i front for oprustningen mod en ny krise. Det kan godt forekomme som et stærkt og nødvendigt svar. Folk vil efterspørge handlekraftige ledere.
Men dette er også opskriften på en krigerisk situation, som altid vil have de civile befolkninger som tabere. Men det er der desværre ikke tid til at tænke på i nødvendighedens politik.
Derfor er der behov for demokratiske tiltag. Så er det muligt at lave en politisk klub, der ikke er baseret på frygt, men arbejder seriøst for at finde den bedste løsning til at bygge broer? Er det muligt at udvide det politiske rum?
Jeg håber, det lykkes at få vælgererklæringer nok til, at Grønne Demokrater kan stille op til næste folketingsvalg . Og hvis ikke, håber jeg, nogen tager over i arbejdet.