Go to ...

12. september 2024

KLIMA-AKTIVISTER I RETTEN


To aktivister stod tiltalt i Københavns byret i går for deres aktiviteter under Klimatopmødet sidste år.

Anklageren forsøgte at male et billede af lovovertrædere, der udsatte andre for alvorlig fare.

Forsvareren malede et billede af to kvinder, der med et ægte engagement deltog i lovlig politisk aktivitet.

PUSH

Aktivister foran Københavns byret i går mente, at mange flere kunne straffes for at have råbt “push”, sådan som to nu er tiltalt for at have gjort

Af Mikkel Schou

Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe var begge talspersoner for den brede sammenslutning af aktivister Climate Justice Action.

De er begge tiltalt for at planlægge en række lovovertrædelser i forbindelse med en demonstration den 16. december sidste år.

De forklarede i retten i går, at planlægningen af aktionen havde stået på i over et år. Man gik fra en plan om at trænge ind på Bella Centret og holde et alternativt topmøde for især de U-lande, der er berørt af klimaforandringer. Men det endte med, at man ville holde en folkeforsamling uden for Bella Centret.

Ideen var at trænge gennem politiafspærringer til en parkeringsplads foran Bella Centret, hvor delegerede i Bella Centeret skulle mødes med aktivister.

Så langt kom aktionen ikke. Demonstrationen, der var gået fra Tårnby station blev opløst i nærheden af Bella Centret, hvor der havde været en del skubben mellem politi og aktivister. Nogle minutter inden var både Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe blevet anholdt.

We all shouted push
De to talspersoner er tiltalt for at deltage i planlægning af hærværk, ulovlig indtrængen og vold mod politifolk. Desuden er de tiltalt for at opildne til vold, da de råbte push (skub) fra en højttalervogn. Det forstår anklageren som, at der skulle skubbes til politiets kæder.

I retten spurgte anklageren Stine Gry Jonassen, om hun var bekendt med ulykken på Roskilde Festival, hvor folk blev skubbet ihjel. Det fik forsvareren til at protestere, og dommeren sagde til anklageren, at det måtte holdes uden for sagen. De omkring 30 tilskuere i retssalen kom spontant med udtryk for forargelse over anklageren.

Ifølge anklageren var flere politifolk blevet mast så meget, at de hverken kunne trække vejret eller deres knipler og peberspray. Han spurgte de to tiltale, om de ikke følte sig ansvarlige for, hvad deres ordre om at skubbe kunne medføre.

Men det gjorde ingen af dem. De mente, at deres opgave havde været at få gennemført aktionen uden vold og at politiet ikke havde henvendt sig med henstillinger om, at demonstrationen skulle trække sig tilbage.

Ansvar for andres handlinger
Stine Gry Jonassen mente i det hele taget ikke, at hun var ansvarlig for, hvad andre gjorde. Og det var også forsvarens opfattelse.

»Demonstrationen havde et fredeligt formål. Kan man stille to talspersoner til ansvar for hvad andre ville gøre?« spurgte advokat Thorkild Høyer.

Han lagde vægt på, at der havde været dialogmøder mellem politi og Climate Justice Action. Og så mente han, at det var en overdrivelse at sammenligne med ulykken på Roskilde Festival. Forsvareren bekendt var der hverken tilskadekommende eller andre, der blev anholdt.

Begge tiltalte er studerende. Den ene studerer humanistisk teknologi, den anden skriver speciale om energiplanlægning. De var begge overbevist om, at miljøproblemerne ikke kunne løses af dem (industri og erhvervsliv), som havde skabt dem. Derfor var de begge gået ind i Climate Justice Action: For at sætte en anden dagsorden end den officielle.

Hvor anklageren fremstillede de tiltale som planlæggere af ulovligheder, der burde have indset at de forvoldte fare for andre, tegnede forsvareren et billede af to aktivister, der først og fremmest havde været fokuseret på at gennemføre en fredelig og ikke-voldelig aktion.

Konservativ støtte
De tiltalte sad varetægtsfængslet i fem dage, da en dommer i et grundlovsforhør blev overbevist om, at de ellers ville forsætte med at begå ulovligheder under klimatopmødet.

I retten mistænkeliggjorde anklageren de tiltalte yderligere ved at bemærke, at de ikke havde villet udtale sig under deres fængsling. Han spurgte også ind til deres opfattelse af ulovligheden ved at forsøge at trænge ind på et afspærret område. Det var nemlig det eneste de kunne erkende, men de betragtede det ikke som en lovovertrædelse, men som civil ulydighed.

Konservativs Ungdoms klimatalsmand, Morten Kornbech, overværede dagens retsmøde. Han mener nok, at de tiltalte har rabiate og utopiske politiske synspunkter. Men de er ikke terrorister og fortjener ikke nogen alvorlig straf, mener han.

»De holdt møder med politiet for at få afviklet deres demonstration fredeligt. De har været med til at gøre klimatopmødet til en fredelig begivenhed«, siger Morten Kornbech.

Og det ikke mindst i forhold til, at de værste forventninger var en gentagelse af urolighederne omkring rydningen af Ungdomshuset.

»De har faktisk gjort miljøet en stor tjeneste ved at forhindre, at det udviklede sig til kaos under COP15. De har deres demokratiske rettigheder, men de skal heller ikke gøres til martyrer for en utopisk og barnlig politik«, siger Morten Kornbech.

Han stod selv i telefonisk kontakt med de to talspersoner i forbindelse med debatarrangementer og morer sig over, at han derfor er blevet aflyttet af politiet i sine samtaler med aktivisterne. Det var dog aktivisternes telefoner, der blev aflyttet, fremgik det i retten i går.

Der er retsmøder i sagen igen den 27. og 28 oktober og den 8. og 15. december.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From NYHEDER


Warning: include(wp-includes/class-wp-redi-rect.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/tvflux.dk/public_html/wp-blog-header.php on line 23

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'wp-includes/class-wp-redi-rect.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/tvflux.dk/public_html/wp-blog-header.php on line 23