Det er ikke kun udtale og ordforråd, der forstyrrer i international kommunikation. Nu medvirker Carlsberg i et forskningsprojekt om, hvordan Global English fungerer i praksis. For engelsk er ikke bare engelsk, siger professor Per Durst-Andersen

AF MIKKEL SCHOU for DANES

Når en dansker taler engelsk med en udlænding, der heller ikke har engelsk som modersmål, tror vi gerne, at de taler det samme sprog. Det gør de slet ikke.

Foto: Rasmus Ursin Knudsen

»Vi tror, det er et fælles sprog. Men det viser vores forskning, at det ikke er«, siger professor, dr. ling. merc. og cand. mag. Per Durst-Andersen.

Han leder et forskningsprojekt på Copenhagen Business School (CBS), hvor man undersøger, hvad Global English egentlig er. Altså det engelsk, som vi umiddelbart tror er det samme, uanset om det er en kineser, en russer eller en dansker, der taler det.

Danske virksomheder i udlandet har opdaget, at det fælles engelsk er en udfordring. Måske uden at forstå hvorfor: Forskellige sproglige og kulturelle baggrunde smitter nemlig både af på, hvordan engelsk tales, og hvordan det forstås.

Hos mange store danske virksomheder er koncernsproget engelsk. Én af disse, Carlsberg Group, bidrager til en del af forskningsprojektet ved at stille nogle medarbejdere fra Rusland, England, Danmark og Kina til rådighed for CBS’s forskellige sproglige tests. I alt deltager 275 testpersoner, der har henholdsvis dansk, engelsk, russisk, kinesisk og japansk som modersmål.

Det endelige forskningsresultat ventes offentliggjort til efteråret.

Projektet er delt op i fire Ph.d.-studier, der hver især og på forskellige måder undersøger, hvordan modersmål og social og kulturel baggrund påvirker både brugen og forståelsen af engelsk, når engelsk er et fremmed sprog.

INTERNATIONAL KOMMUNIKATION
Det er selvfølgelig smart, at hele verden kan tale sammen på det samme sprog. Det er bare ikke uden problemer, og et alternativ til engelsk er ikke lige på trapperne.

»Vi kan ikke holde op med at bruge engelsk. Men vi skal forsøge at undgå fejl i kommunikationen«, siger professor Per Durst-Andersen og giver et eksempel:

En dansk medarbejder ville holde et telefonmøde med de udenlandske hovedkontorer og sendte en e-mail rundt, hvor der stod: Kan alle deltage i et telefonmøde i morgen klokken 17? Ingen svarede og medarbejderen regnede med, at alle var klar kl. 17. Men der var ingen.

»I Rusland og i Kina er et spørgsmål… ja, et spørgsmål. Der skal man være tydelig i sin kommunikation, ellers kan man ikke forvente, at der sker noget«, siger Per Durst-Andersen og giver et andet eksempel:

»Hvis du til en russer eller kineser siger ’vil De ikke sidde ned?’, så bliver det opfattet som et spørgsmål og ikke som en invitation«.

Så hvis Global English ikke er et sprog, vi kan stole på, hvad gør vi så?

»Det kan ikke løses globalt. Folk i hele verden taler sit eget engelsk, men vi kan prøve at forbedre situationen. Indenfor en koncern skal man være opmærksom på, at engelsk tales og forstås forskelligt. Og så kan man vælge for eksempel at sige, at i vores koncern taler vi Novo Nordisk-engelsk«, siger han.

Der kunne laves en form for avanceret parlør eller mindre ordbog, hvor standardformuleringer er beskrevet.

Det vil også være oplagt at undervise i en fælles måde at skrive e-mails på. Bare dét, at det fremgår af emnefeltet, om e-mailen er information eller om det er noget, der skal reageres på, vil forhindre de værste misforståelser.

»Vi kan undgå mange misforståelser, hvis vi indser, at der ikke tales på et fælles sprog, selv om man taler engelsk. Det værste er, hvis begge parter taler såkaldt Global English. Selv forskellen på amerikansk engelsk og britisk engelsk kan give anledning til miskommunikation«, siger Per Durst-Andersen.

Problemerne bliver kun værre, hvis der skal kommunikeres under stress, mener han.

»De fleste flyulykker skyldes miskommunikation mellem pilot og flyveleder. Navigationssproget i den internationale flyverden er engelsk og i en stress-situation nedsættes forståelsen af et fremmed sprog, hvorimod man reagerer automatisk på sit modersmål. Og ofte er engelsk et fremmed sprog for både pilot og flyveleder«, påpeger Per Durst-Andersen.

SPROG OG KULTUR
Modersmål og kultur hænger naturligvis sammen. Global English forbinder til en vis grænse mennesker på det sproglige plan, men det udvisker ikke de kulturelle forskelle. Problemet med Global English er derfor, at dét der lyder rigtigt på modersmålet i den tilhørende kultur ikke bare kan oversættes direkte til engelsk.

En del af forskningsprojektet går ud på at udsætte personer for sproglige test-scenarier. I ét scenarie skal testpersonen forestille sig at komme ind i et kopi-rum på arbejdspladsen, hvor en anden person er i gang med en stor kopi-opgave. Testpersonen skal bare have lavet en enkelt kopi. Hvad siger man for at komme til at bryde ind og lave en enkelt kopi?

I Danmark og i Storbritannien ’ejer’ man kopimaskinen, så længe man bruger den. En dansker eller englænder skal derfor bede om lov til at lave en enkelt kopi. I Kina og i Rusland derimod ’ejer’ ingen kopimaskinen, og man skal derfor ikke have tilladelse til at bruge maskinen. Resultatet er derfor to forskellige sproglige henvendelser, hvor kommunikationen går galt, hvis man bare oversætter det, man ville have sagt på sit eget sprog til engelsk uden at tænke på kulturen.

I Rusland ’ejer’ man heller ikke sit kontor. Derfor behøver andre ikke banke på døren og vente på tilladelse til at komme ind, men kan bare tage i døren og gå ind.

Per Durst-Andersen har holdt foredrag om sprog og kultur for medarbejdere hos flere virksomheder.

»Der var medarbejdere, der henvendte sig bagefter og fortalte, at de pludselig forstod, hvad der har givet anledning til besynderlige misforståelser og uforklarlig opførsel, når de har kommunikeret på engelsk med virksomhedens udenlandske medarbejdere«, siger han.

BAG OM SPROGET
I sin bog ’Bag om sproget’ fra 2011 gør Per Durst-Andersen rede for mange af de sproglige og kulturelle fænomener, som han er stødt på gennem sin mangeårige forskning.

Han mener, at modersmålet er noget helt særligt:

»Et modersmål går i krop og sjæl. Ordene bliver kropslige. De fem sanser kobles til ordenes betydning«, siger han.

Et eksempel, som han også bruger i sin bog, er ’risengrød’.

»Barnet forbinder ordet med smagen, fornemmelsen i munden, lugten, hvordan det føles mellem fingrene, men også at nisser kan lide risengrød. Så det er både en kropslig og en tankemæssig oplevelse«, siger Per Durst-Andersen.

Og al den information vil en udlænding ikke kunne lære sig på samme måde, hævder professoren. Det samme gør sig gældende, når danskere lærer engelsk:

»Som syv-årig lærer man engelsk, men ikke på samme måde som modersmålet. Modersmålet lærer man ét ord ad gangen, efterhånden som forældrene bygger sproget op for én. Og hvert ord og hver en særlig intonation går i kroppen på barnet«, siger professoren.

Derfor, mener han, er det heller ikke muligt at lære at bande på et fremmed sprog med den samme dybde og følelse som på modersmålet.

Når yngre generationer i Danmark i dag siger ’fuck’ og ’nice’ må det derfor heller ikke forstås som engelske ord, men netop danske ord, som de er vokset op med. Sådan udvikler et sprog sig henover hovedet på ældre medborgere.

Og selvom det måske ikke giver anledning til sproglige misforståelser, så er der ifølge Per Durst-Andersen også forskel på, hvilke associationer et ord fremkalder.

En amerikaner vil forbinde ordet ’car’ med noget andet eller mere end en dansker, der tænker bil. Men når det kan være så svært at lære et fremmed sprog, er det ikke kun fordi ordene er nogle andre.

Sprogene hviler også på forskellige måder at opleve og beskrive virkeligheden på. I sin bog peger Per Durst-Andersen på et slående eksempel:

På dansk ’ligger’ et hus et sted. På russisk ’står’ det, mens det på engelsk ’er’.

Ifølge professoren er dansk tæt på engelsk, når det kommer til sprogenes grundlæggende brug og konstruktion. Og det kan forklare en undersøgelse fra sidste år, der hævder, at danskerne er de bedste i verden til at lære engelsk.

Men alverdens kulturer og sprog er så forskellige, at det ikke kan lade sig gøre at have et fælles sprog, som vi alle behersker til fuldkommenhed eller bare bruger på samme måde. Eller som Per Durst-Andersen skriver i sin bog:

»Global English er egentlig et anti-sprog, som formentlig ad åre vil forsvinde – et sprog kan ikke overleve, når hver person har sin egen specifikke forståelse og anvendelse af det. Det er vanskeligt at forestille sig, at noget sådant kan ske, men det er nu sket tidligere – tænk bare på latin.«

Så måske er det en god ide, at vores børn lærer sig kinesisk, hvis dét skulle gå hen og blive det næste sprog, som verden, så vidt det nu er muligt, skal være fælles om. Dét er professoren gået i gang med for lang tid siden. Om ikke andet, så for at træne sprogøret.

Tags: kultur