CHRISTIANIA TRUES MED BØDER
31. maj 2010
31.05.10 Christianitter, der bor eller bygger ulovligt, skal meldes til politiet.
Det er seneste udspil i forhandlinger om normalisering.
»Økonomisk krig«, lyder det fra Christiania.
Politikere støtter den nye sanktion, men håber på dialog
Af Mikkel Schou, for dagbladet Politiken
Staten skærper kursen over for Christiania.
Beboere, der ikke har tilladelse til at bo på Christiania, bliver meldt til politiet. De værste byggesager ryger samme vej.
Det hele ender i tvangsbøder for de ramte christianitter.
Siden Christiania-loven blev vedtaget i 2004, har Slots- og Ejendomsstyrelsen (SES) udstedt over 100 påbud til christianitterne.
Det handler om blomsterkasser, terrasser, brændestabler, tilbygninger, nyopførelser og ulovlig indflytning. 80 påbud er stadig ikke blevet fulgt.
Sidste chance
Det har fået Slots- og Ejendomsstyrelsen til at stille Christiania et ultimatum:
»De har frist til 15. juni til at komme med en plan for, hvordan Christiania-loven bliver overholdt og den ulovlige indflytning stopper«, siger sekretariatschef i SES, Kristian Lyk-Jensen.
»Efter 15. juni vil vi se på de væsentlige sager og overveje politianmeldelse med henblik på, at der udskrives tvangsbøder«, siger han.
Som udgangspunkt er alle indflytninger på Christiania siden 2004 ulovlige, fordi fristaden ikke har en åben og gennemskuelig boliganvisning, som Christiania-loven kræver.
Det kræves, at alle skal kunne søge en ledig bolig ved at skrive sig på en venteliste. Omkring 30 beboere, der er flyttet ind siden 2004, har fået påbud om at flytte. De risikerer derfor nu politianmeldelse, hvis de stadig ikke flytter.
Slots- og Ejendomsstyrelsen forventer, at bøderne kan løbe op i 2.000 kroner om måneden.
Politisk opbakning
Dansk Folkeparti bakker op om styrelsens nye sanktion, men er overrasket over det store skridt:
»Det er ikke rart at betale sådan nogle bøder. Men det er vel også et forsøg på, at få Christiania til at forhandle«, mener Peter Skaarup.
»Vi har i lang tid arbejdet for at få en aftale med Christiania. Det er klart, at vores tålmodighed er ved at være brugt op«, lyder det fra de konservatives Christiania-ordfører, Mike Legarth.
»Det er superærgerligt, at Christiania ikke vil bøje sig for indflytningsreglerne. For Christiania-loven er en rigtig god ramme for den videre udvikling«, siger Socialdemokraternes ordfører, Christine Antorini.
Christianitter må i tænkeboks
Christianitterne mødes 7. juni for at diskutere Slots- og Ejendomsstyrelsens trussel om tvangsbøder.
»Nogen bliver angste, andre tænker på at slås. Vi anerkender jo ikke Christiania-loven på de afgørende punkter«, siger Allan Børneeng fra Christianias kontaktgruppe.
»Det er en økonomisk krig, de nu vil føre mod os. Det bliver så op til den enkelte, om man kan holde til presset. Vi må vel samle penge ind til bøderne, hvis folk står fast«, forudser Allan Børneeng.
Bør afvente Højesteret
Først til marts næste år afgør Højesteret endeligt om christianitterne har mistet deres brugsret til området.
Christianias advokat Knud Foldschack, mener, at Slots- og Ejendomsstyrelsen burde vente på højesteretsdommen:
»Hvis Christiania vinder brugsretten, har de også retten til at anvise boliger. Hvis nogen i mellemtiden har fået bøder for ulovlig indflytning, skal de altså have bøden tilbagebetalt«, siger han.
Han mener, at Christiania allerede har en fornuftig boligpolitik, hvor der tages hensyn til ansøgeres behov.
»Det er forfejlet at tro, at man kan lave en boliganvisning med venteliste. Det har man jo heller ikke i andre kollektiver eller bofællesskaber«, siger Knud Foldschack.