Go to ...

28. februar 2024

DET UDMATTEDE SELV


23.05.10  Her er en bog om depressionens historie. Set ud fra, hvordan tilstanden er blevet betragtet og behandlet af de tidlige psykoanalytikere og de senere psykiatere.

Sociologen Ehrenberg giver et troværdigt billede af en famlende psykiatri, der ender med at være pusher for medicinalindustrien.

Netop udkommet på Informations forlag: ‘Det udmattede selv. Depression og samfund’.

Læst af Mikkel Schou

Det er ikke en anti-psykiatrisk fremstilling. Men det er en fremstilling, der hviler på en stille undren over en disciplin, psykiatrien, der er på så bar bund i sin forestilling om, hvad det er den skal behandle, at den må nøjes med at bruge de midler, der tilsyneladende virker.

Og det vel at mærke uden, at nogen egentlig aner, hvorfor de virker. Fra elektrochok til antidepressiv medicin. Ingen af delene virker på alle patienter, og der er ikke tale om helbredelse, men lindring af symptomerne – for en tid.

Nu skriver den franske sociolog, Alain Ehrenberg, særligt om franske forhold. Men når bogen nu 12 år efter udgivelse i Frankrig netop er blevet udgivet på dansk af forlaget Information, må det være fordi psykiatrien i Danmark ikke er så forskellig fra den franske.

Lad os hermed stole på, at udviklingen har været den samme i Danmark, som i det meste af den vestlige verden.

Frihed giver depression
Bogen har undertitlen ‘Depression og samfund’. Og det harmonerer med Ehrenberg’s beskrivelse af, hvordan psykiatrien med tiden tilpasser diagnoserne udfra hvilke behandlingsmuligheder, der opstår. Men han beskriver også, hvordan selve depressionen, dens udbredelse og karakter, udvikler sig i takt med samfundets udvikling.

Ifølge Ehrenberg var de neurotiske patienter på Freuds tid ramt af konflikten mellem, hvad de havde lyst til, og de krav samfundet satte indenfor moral. Kvinder blev neurotiske af et uudlevet seksualliv på mandens betingelser, for eksempel.

Efter 2. verdenskrig ændrer billedet sig. Nu bliver folk deprimeret. Og det er ikke på grund af de ting, de ikke må. Tværtimod – hævder Ehrenberg – skyldes depressionen en følelse af utilstrækkelighed. For nu er samfundet så rigt og frit, at alt er muligt. Det er blot op til den enkelte at realisere sig selv. Og det kan flere og flere ikke administrere.

Pillen der klarer det hele
I sine lange gennemgang af depressionens historie indenfor psykiatrien ender Ehrenberg ved nutiden. Han har skildret, hvordan psykiatrien forsimpler sin diagnostik, tilsyneladende i takt med udviklingen af antidepressiv medicin.

Hvis det er vedtaget, at en bestemt medicin virker på depression, og patienten får det bedre ved at indtage den medicin, så er det fordi, patienten er depressiv.

Hvor man tidligere skulle igennem et møjsommeligt arbejde for at konstatere, om en depressiv patient led under ubevidste, uløste konflikter, et udefrakommende chok eller af en organisk fejl i hjernen, så nåede man i 1994 på internationalt plan frem til, at årsagen til en depression var uvedkommende.

Hvis blot symptomerne passede til det vedtagne, så var en medicinsk behandling svaret.

Ehrenberg påpeger, at ikke alene ved vi ikke, hvorfor medicinen virker. Vi kender ikke bivirkningerne på langt sigt og der er en tendens til, at befolkningen vælger den medicinske løsning lige så snart, de føler det mindste ubehag ved at leve op til egne eller omgivelsernes krav og forventning om ‘perfomance’.

Vi er i utrolig høj grad overladt til os selv i realiseringen af.. os selv.

En verden på piller
Her ligger frygten for, at vi snart er et folk på dope. Som han skriver: »Individet er i dag hverken sygt eller helbredt. Det deltager i et hav af forskellige vedligeholdelsesprogrammer.«

Så er Ehrenberg ikke del af den anti-psykiatriske kritik, som man troede uddød med indførelse af ‘lykkepiller’ og anden medicin, der tilsyneladende giver patienterne et tåleligt liv?

Joh. Men i modsætning til anti-psykiatrien, der advarede mod en udvikling, konstaterer Ehrenberg bare, at vi er havnet der, hvor anti-psykiatrien frygtede vi ville havne:

Uanset hvad symptomerne dækker over, er psykiatriens opgave ikke at helbrede, det er opgivet, men at lindre. Og det er ikke det hele.

Psykiatrien kan medicinsk tilbyde, at du får energien tilbage, at du overvinder din følelse af utilstrækkelighed. Med andre ord: At du ikke alene bliver en tilfreds borger, men en borger der bidrager til samfundet med al din energi.

Det, der står tilbage, er netop, at der ikke længere er tale om en behandling, der skal helbrede, men en behandling, der i forbavsende grad minder om alle andre slags stofmisbrug.

Vi bliver afhængige af stoffer, for at magte tilværelsen i et samfund, der stiller krav om, at vi til fulde skal mestre en rolle, som vi også selv skal definere.

Ehrenberg giver et troværdigt billede af en famlende psykiatri, der ender med at være pusher for medicinalindustrien.

Når psykiatrien ikke kan finde forklaringen på en sindslidelse, kaster den sig med kyshånd over de midler, der mindsker symptomerne.

På den måde er psykiateren at sammenligne med lægen, der står over for en patient med uhelbredelig kræft. Om det er godt eller skidt, må læseren selv tage stilling til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From KULTUR