CHRISTIANIA ER BARE ET EKSPERIMENT
2. februar 2011
02.02.11 »Det har hele tiden været usikkert, hvor længe christianitterne kunne blive boende«, sagde Kammeradvokaten i dag i Højesteret.
Her behandles Christianias sag mod staten for aftalebrud.
Men ifølge Kammeradvokaten udløb den sidste aftale mellem staten og Christiania i 2004.
Af Mikkel Schou
Da Christianias sag mod staten startede i Østre Landsret sidste år, mente christianitterne, at de havde en uopsigelig brugsret til fristaden.
Nu er sagen gået videre til Højesteret, og christianitterne har begrænset deres krav til en længere frist for opsigelsen af brugsretten.
Men heller ikke det vil staten gå med til.
Fristaden overholdt ikke aftaler
Ifølge Kammeradvokaten, der fører sagen for staten, var det nødvendigt at ophæve christianitternes brugsret i 2004.
Dels blev det konstateret, hævder staten, at der var sket en øget privatisering af voldanlægget, bygninger var opført ulovligt, og de gamle kasernebygninger var nedslidt.
Dels havde regeringen en plan for genopretningen af hele området, der indebar, at der skulle sælges byggerettigheder for at finansiere projektet.
Ifølge Kammeradvokaten var det utænkeligt, at christianitterne ville gå med i en sådan plan, og derfor var det nødvendigt at ophæve deres brugsret.
Fællesskabet fortsætter
Christianias advokat har tidligere dokumenteret, at alle aftaler med staten var overholdt, og at inddragelsen af brugsretten var et forsøg på at opløse Christiania.
Men den køber Kammeradvokaten ikke:
»Fællesskabet ophørte ikke med ophævelsen af brugsretten. De fælles aktiviteter er fortsat: kultur, børnepasning og så videre«, sagde han i dag.
Christianitterne fik i 2004 halvandet års frist for ophævelse af brugsretten, og det mente Kammeradvokaten var længe nok til, at christianitterne for eksempel kunne finde andre institutioner til børnepasning, når christiania-virksomhederne blev lukket ned.
Aldrig nogen aftale uden tidsgrænse
Christianitterne mener, at de havde en aftale om, at kunne bruge området på ubestemt tid.
De seneste såkaldte rammeaftaler startede i 1991 og den sidste fra 1999 udløb i 2004. Det benyttede regeringen sig af til ikke, at ville forny den.
Kammeradvokaten indrømmede, at meningen med rammeaftalerne var, at de skulle resultere i en proces, der rakte langt frem i tiden. Men det var ikke en aftale om en uopsigelig brugsret.
»Staten betragtede i 1991 Christiania som et eksperiment, og et eksperiment er jo ikke noget, der fortsætter på ubestemt tid«, sagde Kammeradvokaten i dag.
Ingen garanti for at blive
Ifølge Kammeradvokaten har det hele tiden været usikkert, hvor længe christianitterne fik lov at blive.
Da Christiania tidligere har argumenteret for deres ret ved at dokumentere deres investeringer i området, fik det også en kommentar med fra Kammeradvokaten:
»Man kan ikke investere sig til en bedre retsposition, end man havde fra starten«, sagde han.
I øvrigt fremgik det af aftalerne med staten, at Christiania selv skulle finansiere, at bygningerne blev anvendelige til de formål, christianitterne ønskede, understregede Kammeradvokaten.
Kammeradvokaten hævder, at ved indgåelsen af rammeaftalen i 1991 forlangte Christiania, at den skulle gælde i 99 år. Staten ville kun gå med til 2 år til at starte med.
I et indlæg i Christianias ugeavis inden aftalen står der, ifølge Kammeradvokaten:
»Hvis vi ikke indgår i rammeaftalen kan forsvarsministeren bestemme alt uden vores indflydelse«.
Nu skal otte højesteretsdommere tage stilling til, om statens frist på 18 måneder til at opsige Christianias kollektive brugsret var lang nok.
Der afsiges dom i Højesteret fredag den 18. februar klokken 12.00.