Der reformeres som aldrig før. Kortet over dansk administration er tegnet om.
Velfærd, retsvæsen, sygehuse og kommuner er som forvandlet siden indgangen til 2007.
Det er en gåde, hvad hensigten er og resultatet ser vi først om et par år, siger forsker.
Af Mikkel SchouSiden 1970 har skolebørn lært at Danmark har 14 amter og 275 kommuner. Nu skal der rettes i skolebøgerne.
Siden 1. januar i år er der ingen amter i Danmark, i stedet er der oprettet fem regioner. Kommunernes antal er reduceret til 98. Det er resultatet af den store såkaldte Strukturreform.
Nu skal borgerne på rådhuset for at få nyt pas og kørekort. En opgave som politiet før tog sig af. Især i de store byer er det noget nær det eneste borgerne direkte har mærket til reformen.
Reformen kaldes også Kommunalreformen, fordi det er på det kommunale område borgerne mest mærker forandringerne.
Et af kravene i Kommunalreformen angår kommunernes størrelse. Kommunerne skal nu have mindst 20.000 indbyggere.
Det førte til en del sammenlægninger af kommuner og her har borgerne mærket mere til reformen. Dels er der blevet længere til det nye rådhus for nogle borgere, dels har de nye kommuner måtte finde besparelser på for eksempel skoleområdet og biblioteker. 100 biblioteker lukker og det gør mellem 200 og 400 folkeskoler også.
Det er muligt, at servicen bliver bedre, men borgerne får altså længere vej hen til tilbudene.
Visse steder måtte der folkeafstemninger til at afgøre, hvilke kommuner, der skulle føres sammen. Og i få tilfælde måtte kommunerne tvinges sammen. For eksempel ville ingen være sammen med Farum kommune, der på grund af letsindig omgang med budgetterne blev tvunget til at sætte kommuneskatten op.
Værløse kommune blev mere eller mindre tvunget til at slå sig sammen med Farum, dog med en aftale om, at de tidligere Farum-borgere hæftede for deres gæld.
Den tidligere socialdemokratiske indenrigsminister, Torkild Simonsen, var rejsende opmand til de kommuner, der ikke selv kunne finde en partner.
Kattelem og protester
Regeringen indførte den såkaldte ”kattelem” for kommuner, der ikke ønskede en sammenlægning. Kommuner med mindre end 20.000 indbyggere kunne fortsætte alene, hvis de indgik et forpligtende samarbejde med en nabokommune. Med den betingelse, at samarbejdet omfattede mindst 30.000 borgere.
Det benyttede Vallensbæk og Dragør kommune sig af, lige som ø-kommunerne Læsø, Samsø, Ærø, Langeland og Fanø. Men også de offentligt ansatte i stat, amter og kommuner er blevet berørt.
Det skønnes at 170.000 offentligt ansatte har skiftet arbejdsgiver som følge af kommunalreformen. Kommunerne har overtaget opgaver fra de tidligere amter. Det har staten også og regionerne skal begynde at administrere helt fra bar bund.
Særlig vanskeligt har det været for skattevæsnet. Det er nu staten, der udskriver og inddriver skat, hvor det tidligere også var kommune og amt. Den nye statslige organisation, Skat, har afskediget 25 procent af medarbejderne og under stor protest flyttet mange medarbejdere rundt i landet til 32 nye skattecentre.
Og så koster reformen penge at iværksætte. Alene for kommunerne har Indenrigs- og Sundhedsministeriet skønnet omkostningerne til knap 1,2 mia.kr. Det er fordelt på ca. 750 mio.kr. til IT-tilpasninger, ca. 175 mio.kr. til flytteomkostninger, ca. 75 mio.kr. til omstilling af medarbejdere og ca. 175 mio.kr. til vederlag til forberedende politisk arbejde i 2006.
Kommunernes Landsforening protesterede i efteråret 2006 over det umulige i at gennemføre sammenlægningen af kommuner og samtidig overtage nye opgaver fra amterne uden at få flere penge. Det fik indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til at bevilge et tre-ciftret millionbeløb, der blev øremærket til kommunernes nye sociale opgaver.
Hvad var problemet?
Da regeringen trådte til i november 2001 var beskeden, at der ikke var behov for en reform af det administrative system. Derfor kom det bag på mange samfundsforskere, at indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen et år senere, i oktober 2002, nedsatte en kommission, der skulle undersøge behovet.
Kommissionen konkluderede i januar 2004, at der var brug for større administrative enheder i Danmark for at klare opgaverne i fremtiden. Ikke mindst på sundhedsområdet var det nødvendigt med nogle større regioner end amterne til at klare sygehusenes opgaver.
Kommissionen mente også, at kommunerne ville opnå stordriftsfordele ved at blive større, ligesom kvaliteten af det kommunale arbejde kunne forøges.
Regeringens målsætning med strukturreformen var:
”Vi skal fremtidssikre den decentrale offentlige sektor, som er et særkende for Danmark, ved at skabe bæredygtige enheder med et klart ansvar for at levere velfærdsydelser af høj kvalitet til danskerne.”
En gåde, siger forsker
Regeringen forventer, at de nu større kommuner kan opnå besparelser på administration, indkøb og personale, som kan anvendes på service til borgerne.
Men det er ikke noget regeringen har fremhævet i diskussionerne om reformen. Og derfor er det lidt gådefuldt, hvad meningen med kommunalreformen egentlig er. Det mener kommunalforsker ved Danmarks Journalisthøjskole, Roger Buch:
”Strukturkommissionen taler om en mulig samlet kommunal besparelse på 1,5 %. Og det er altså ikke en stor gevinst i forhold til de mange udgifter, der er ved sammenlægningen af kommunerne.”
Der er tale om den største omlægning af dansk administration nogen sinde. Og selvom der vil gå et par år inden reformen er faldet på plads og resultatet kan vurderes, forudser Roger Buch problemer:
”Mange af de nye kommuner er blevet for store. Fordelene ved stordrift kan forsvinde i ineffektivitet i de sammenlagte kommuner, der nu har op til 100.000 borgere. Strukturkommissionen anbefalede, at kommunerne holdt sig under 50.000.”
Specialviden spredt
Det er kun inden for indviklede miljø- og sociale sager, at Roger Buch forventer, at de store kommuner kan levere en bedre service end tidligere.
Omvendt er der en fare for, at kommunerne ikke er kompetente nok til at overtage de opgaver fra amterne. Den specialviden og medarbejderstab, som amterne havde opbygget er blevet spredt ud til kommunerne.
På sundhedsområdet må regeringen nok forvente en større udgift. Regionerne, der nu har ansvaret for sygehusene, skal leve op til regeringens målsætninger om kvalitet og hurtighed i behandlingen af syge borgere.
Regionerne har fremlagt en plan for byggeri af nye sygehuse, blandt andet i København, og renovering af gamle sygehuse. Regionerne peger på, at patienter og pårørende forventer, at der er ordentlige forhold. Man vil ikke længere acceptere at dele værelse, toilet og bad med andre, ligesom det er uacceptabelt at skulle føre alvorlige samtaler om sygdom på seks-sengsstuer.
Dyr regning for sundhed
Regionernes sygehusplan koster 50 milliarder kroner. Den regning må staten stå for. For i modsætning til amterne før i tiden, så kan regionerne ikke udskrive skatter.
Og det kan føre til mindre økonomisk ansvarlighed, mener Roger Buch:
”Regionerne kan ende som interesseorganisationer for brugerne af sundhedsvæsnet. Og regningen kan de sende til staten.”
Det er først efterhånden som borgerne kommer i berøring med det offentlige system, at de opdager, hvor meget der er blevet struktureret om.
Flere reformer
De arbejdsløse rammes af en velfærdsreform fra 2006, der skal sørge for større beskæftigelse og flere i uddannelse. De tidligere statslige arbejdsformidlinger er lagt ud til kommunerne i nye jobcentre med strengere krav til især unge og langtidsledige.
Og får man fingrene i klemme i straffesystemet er der også nyt. Politi og domstolsvæsen er blevet reformeret fra 1. januar 2007.
I stedet for 54 politikredse har Danmark nu kun 12 politikredse. I den forbindelse introducerer politiet et nyt fælles telefonnummer (114), der automatisk skal sætte borgeren om til nærmeste politistation.
Det virker dog endnu ikke efter hensigten, særlig ikke når der bruges mobiltelefon.
Byretskredsene er blevet reduceret fra 82 til 24. Alt sammen med henblik på, at der skal være bedre service for borgerne.
I reformen af domstolskredsene indgår en betydelig ændring, der endelig får Danmark til at leve op til FN’s krav om, at en dømt kan få prøvet sin dom ved en højere domstol.
I dag starter sagen ved et nævningeting i Landsretten, hvis tiltalte risikerer mere end fire års fængsel. Dommen kan ankes til Højesteret, men Højesteret tager ikke stilling til skyldsspørgsmålet, kun straffens længde.
Fra næste år skal også sager med en strafferamme over fire år starte i byretten. Det giver mulighed for at anke sagen til Landsretten og her få prøvet skyldsspørgsmålet.
Reformen over dem alle
Men alle disse reformer er ikke nok for regeringen. For at sikre, at reformerne lever op til forventningerne, arbejder regeringen nu på en kvalitetsreform.
Det hedder sig, at den skal sørge for at borgerne får den service, som regeringen har fastsat som minimum. Den skal også se efter, at skattekronerne ikke drukner i administration og bureaukrati.
Men kommunerne har allerede længe klaget over, at kontrollen af service til borgerne medfører alt for meget bureaukrati, som stjæler kræfter fra de egentlige opgaver i hjemmehjælp, skoler og i den sociale sektor.
Kommunernes Landsforening håber, at kvalitetsreformen vil se på de hårde krav til effektiviseringer og højere serviceydelser, som kommunerne forventes at leve op til uden større budgetter.
Og mens kommunalforsker Roger Buch mener, at det er et trosspørgsmål om kommunalreformen får de ønskede virkninger i retning af større effektivitet og økonomisk strømlinethed er danskerne afventende.
For et halvt år siden lancerede regeringen Kvalitetsreformen. Det var blandt andet meningen, at det skulle skabe folkelig debat om kvaliteten af den offentlige service.
Men nu, et halvt år senere, viser en undersøgelse, at kun tre ud af ti danskere har hørt om reformen. Og hver fjerde af dem, der har hørt om reformen, ved ikke hvad den drejer sig om.
Altså, Kvalitetsreformen er nærmest en reform oven på de andre reformer, der skal sørge for, at borgernes behov kommer i centrum, og at de offentligt ansatte får en mere attraktiv arbejdsplads.
Reformen må dog ikke føre til flere offentligt ansatte eller øgede skatter.