
BORGERKRIG I NORD OM URAN-UDVINDING?
28. august 2015
Grønlands befolkning er i mange spørgsmål delt op i to. Det fremgår af Kaj Kleists erindringer i ”Kajs Grønlandskrønike”, skrever af journalist Susanne Christiansen og udkommet på Informations forlag. Bogen giver et indblik i Grønlands kamp for selvstændighed og en forklaring på, at en herboende grønlænder i sidste måned anmeldte den danske regering og det grønlandske landsting til politiet.
AF MIKKEL SCHOU
Den herboende grønlænder Falke Thue Mikailsen frygter en borgerkrig i Grønland efter Landstingets beslutning om at udvinde uran i Grønland. Beslutningen blev i 2013 truffet med én stemmes flertal.
Da havde det i 25 år været dansk og grønlandsk politik, at der ikke måtte udvindes uran i Grønland, på grund af de store usikkerheder udvindingen indebærer for miljøet.
Falke Thue Mikailsen forsøgte sidste år forgæves at anmelde Landstinget og det danske folketing til politiet med henvisning til blandt andet FN’s beskyttelse af oprindelige folk. Den nye anmeldelse er behandlet af politiet i Grønland.
Politianmeldelsen er ikke med i ”Kajs Grønlandskrønike”, der udkom tidligere i år, hvor journalist Susanne Christiansen på baggrund af Kaj Kleists erindringer giver et omfattende indblik i Grønlands moderne politiske og økonomiske udvikling. Kaj Kleist er en central person i det grønlandske embedsværk, og han var med i den stormende bevægelse for selvstændighed og løsrivelse fra Danmark i 1970’erne, men indser nu, at Grønland er for lille en nation til at opnå den fuldkomne selvstændighed.
Kaj Kleist talte ved en demonstration i 1978, hvor der blev protesteret over, at der blev udvundet uranmalm i Grønland, der blev fragtet til Risøs forsøg i Danmark. Kleist var den gang modstander af, at udenlandske selskaber udnyttede de grønlandske naturressourcer uden, at den grønlandske befolkning havde indflydelse eller udbytte af det.
Allerede den gang udtalte den daværende danske statsminister Anker Jørgensen, at hvis Grønland ville have retten til den grønlandske undergrund, måtte Grønland kappe alle forbindelser til Danmark.
Det lykkedes Grønland i forhandlingerne om Hjemmestyre at få indflydelse på og udbytte af råstofudvindingen og i 1985 blev den danske nultolerance over for uranudvinding indført.
I ”Kajs Grønlandskrønike” fremstår det tydeligt, hvilke problemer det giver, at grønlandske politikere og embedsmænd skal udvælges blandt en befolkning på omkring 56.000 mennesker. Særligt blandt politikerne tegnes et billede af druk og pamperi. Og det er de samme personer og familier, der går igen.
Da Grønland efter årtusindskiftet øjner chancen for en indbringende mineindustri er det også især gamle skikkelser, der får stor indflydelse.
Kaj Kleist selv bliver i 2009 ansat i London Mining, der senere overtages af et kinesisk selskab, som vil udvinde jern.
Den tidligere landsstyreformand Lars Emil Johansen, som bogen tegner et generelt lidet flatterende billede af, nærmest som en pamper, bliver formand for bestyrelsen i et australsk mineselskab GME, der målrettet går efter at bryde uran i Grønland. På det tidspunkt anses Grønland næstefter Kina for at indeholde de største uranforekomster.
Der blev protesteret på Grønland mod de planlagte projekter af miljømæssige grunde, og i Danmark var der tvivl om, hvorvidt grønlænderne kunne styre de multinationale selskaber, hvad angår udbytte af overskud og ansættelsesforhold for de mange tilrejsende arbejdere.
I 2012 vedtog Grønland en Storskalalov, der skal gøre det attraktivt for udenlandske selskaber at lave minedrift. Kaj Kleist er en af fortalerne for, at de store projekter kommer i gang.
Og det er især kineserne, der er interesserede. Men investeringerne kommer ikke rigtig i gang. Ved sidste nytårsskift får det kinesiske selskab General Nice Development en licensaftale. Og der slutter ”Kajs Grønlandskrønike”.
Kaj Kleist er startet som en stridsmand for Grønlands løsrivelse fra Danmark og ender som en pragmatisk embedsmand.
Han indser nu, at Grønland med sine 56.000 indbyggere er for lille til at fremstå som en selvstændig nation. Der er hverken manpower eller økonomi til det. Så hellere blive i et mere og mere ligestillet forhold til Danmark, end et ”selvstændigt” Grønland, der bliver løbet over ende af USA, Canada eller Rusland.
Tilbage står et Grønland dybt splittet mellem økonomisk uafhængighed gennem risikabel minedrift og de små bygders afhængighed af den uspolerede natur. Som ”Grønlandskrøniken” også beskriver, er det i øvrigt yderst tvivlsomt om de grønlandske naturressourcer er tilgængelige i en sådan størrelse, at de inden for den nærmeste fremtid kan erstatte de økonomiske tilskud fra Danmark.
Susanne Christiansens ”Kajs Grønlandskrønike” er en uvurderlig indføring i Grønlands nyere kulturelle og politiske historie. Den er underholdende, overraskende og fremstår som en ærlig bekendelse af de ellers fortiede sider af grønlandsk politik.
Og så tilbage til Falke Thue Mikailsens politianmeldelse af lands- og folketing for brud med nultolerancen over for uran.
Som det nævnes i ”Grønlandskrøniken” er der i Grønland ikke privat ejendomsret til jord. Og et af Mikailsens anklagepunkter er, at det australske mineselskab GME på et tidspunkt optrådte som ejer af Kvanefjeldet, hvor der skulle udvindes uran.
Mikailsen påberåber sig også, at grønlænderne er beskyttet af FN som et oprindeligt folk. Men som Kleist siger, så gælder beskyttelsen først og fremmest et folk, der udgør en minoritet i sit land. Og desuden bliver beskyttelsen sværere og sværere at påberåbe sig, jo mere selvstændighed Grønland opnår fra Danmark.
Falke Thue Mikailsens politianmeldelse er blevet behandlet af politiet i Grønland, der har afvist anmeldelsen med den begrundelse, at en politisk beslutning, selvom den ifølge Mikailsen bygger på et løgnagtigt grundlag, ikke kan politianmeldes.