Go to ...

22. juli 2024

SÅDAN VAR 1970’ERNE SÅDAN SET


Kunstner, aktivist og christianit Birgitte Borch von Holck kan sagtens genkende sin opvækst fra DRs udsendelse om Christianias børn. Hun voksede bare op i velhaverkvarterene nord for København

 AF MIKKEL SCHOU

Reaktionerne på Facebook over en udsendelse om fire børns kaotiske opvækst på Christiania i 1970’erne er fryd, gys, forargelse, medlidenhed, foragt, hån eller genkendelse.

»Min umiddelbare reaktion på udsendelsen var, at det er en historie fra den tid. Jeg har den samme historie. Bortset fra, at jeg voksede op i et intellektuelt, venstreorienteret kollektiv i en strandvejsvilla med privat badebro og tennisbane«, siger Birgitte Borch von Holck, der blev født i 1963.

Hendes far var af en slægt, der gjorde militær karriere. Men den spolerede han og trods en lidt sen alder slog han sig sammen med 68-oprørerne.

»68’erne var jo ikke bare fattige hippier, men også velstillede akademikere, der gjorde oprør i deres fritid«, husker Birgitte.

»Det var en generation af trippere med fokus på fri sex og sådan noget. Børn så på, mens de voksne bollede. Og der var fokus på min seksualitet. Det var nærmest psykologisk incest«, siger hun.

Som 13-årig fik hun stukket en chillum i hånden. Faren var på mange måder ekstrem. Men han var del af en kulturel revolution, mener Birgitte i dag.

»De voksne var meget spontane, og det kunne gå ud over børnene, der oplevede at blive forladt. Men trods alle afsavn var jeg ikke i tvivl om, at min far mente, at jeg var verdens bedste. Det gav mig tillid til at bære mit liv selv«, siger hun.

CHRISTIANIA
Hendes far viste hende Christiania i begyndelsen af 1970’erne. Hun husker det som der var en forbindelse mellem de venstreorienterede nord for København og den nye fristad.

»Jeg voksede op i en gruppementalitet, men jeg har altid følt, at jeg måtte gå min egen vej. Jeg adopterede ikke den solidariske måde«, siger Birgitte von Holck.

Da hun var omkring 20 år begyndte hun at komme på Christiania.

»Jeg røg ikke hash. Men stedet var interessant som en personlig legeplads, hvor jeg kunne prøve mig selv af som kunstner. Her var en mulighed for at udtrykke sig og gøre ting man ville inden for et fællesskab«, siger Birgitte.

Det var et fællesskab, hun var meget ydmyg over for med en følelse af, at hun ikke bare kunne træde ind.

1 birgitte von holck
Birgittes seneste arbejde, som hun ikke giver en enkelt forklaring på.

I nogle år boede hun hos kærester på Christiania og lånte en bolig, når folk rejste væk. Og så i 1989 blev hun gravid.

»Allerede under graviditeten overvejede jeg min rolle i Christianias fællesskab. En morgen gik jeg gennem Pusherstreet og blev slået af Christianias modsætninger. Alt det fine og så det hårde miljø med tosser, politi og alkoholikere. Nogle lå og så døde ud. Hvad skulle jeg sige til mit barn? Man kan jo ikke bare sige: Det skal du ikke tænke på, kom vi går videre.«

Hun beskriver det selv som en hormonelt betinget moderfølelse, der fik hende til at gøre op med situationen.

»Christiania er også en magnet for sørgelige menneskeskæbner, som man som christianit kan stå magtesløs over for. Og den afmagt ville jeg ikke byde mit barn«, siger Birgitte.

I stedet tog hun med barnets far og nogle andre christianitter til Spanien for sammen med andre europæere at bosætte sig i nogle forladte landsbyer. Tanken var at bygge et samfund op fra grunden.

DEN STORE LEGEPLADS
Kort fortalt gik forholdet til barnets far i stykker og hun tog tilbage til Danmark.

»Jeg endte med at købe en gård i Jylland med får og geder og egne grøntsager. Der boede jeg i 17 år, indtil mine børn var færdige med folkeskolen«, fortæller Birgitte.

For syv år siden kom tilbage til Christiania.

»Tilbage til legepladsen. Min personlige legeplads. Jeg har mødt mange, der har haft en skøn opvækst her. Men jeg turde ikke lade mine børn vokse op her. Jeg ville ikke både kunne være aktivist på Christiania og mor. Det at være mor, var for stort, det krævede for meget«, siger Birgitte.

»Jeg siger ikke, at Christiania ikke også er en legeplads for børn, men det kommer an på forældrene. Det er et stort ansvar for forældre, at præsentere Christiania for børn på en rigtig måde«, mener hun.

Og så understreger hun, hvor forskellige forældre er på Christiania:

»Vi har da også børn, der aldrig forlader Dyssen (Christianias provinsielle, landlige idyl på den anden side af voldgraven). Børn, der ad bagvejen bliver kørt i privatskole om morgenen.«

Nej, for Birgitte Borch von Holck er Christiania på godt og ondt en del af 1970’erne, hvor alle børn følte sig forladte, fordi forældrene var optaget af deres eget projekt, om det så var job, egen virksomhed eller selvrealisation i fritiden:

»Tiden den gang og Christiania har affødt en masse fritænkere, som vi i dag bryster os af internationalt. Så længe leve Christiania.«

Tags:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From KULTUR