RIDECENTER PÅ VESTSJÆLLAND BLANDES IND I CHRISTIANIA-SAG
18. december 2005
Centret blev lukket af politiet i april sidste år efter rydningen af Pusherstreet. Der blev blandt andet beslaglagt motionsudstyr og al økonomisk dokumentation vedrørende Rye Ridecenter.
Af Mikkel Schou
Politiet mente, at den ene ejer, J L, havde investeret over en million kroner på ejendommen, som stammede fra handel med hash på Christiania.
Østre Landsret stadfæstede dommen fra Københavns Byret i januar i år og dermed blev Jan Linde kendt skyldig i handel med 47 kg hash.
Han skal desuden betale en million kroner til staten, som Landsretten ikke mener, at han kan forklare den lovlige adkomst til.
Af denne sag udspringer en sag mod ridecentret.
ToldSkat har nemlig blandt andet vurderet, at en nyopført ridehal må have kostet omkring 800.000 kroner mere end en faktura fra Sverige viser, og som J Ls advokat Hanne Reumert først fik i hånden, da sagen skulle starte i Landsretten.
Fakturaen havde anklageren i byretten ikke fundet frem, den lå hos Slagelse politi blandt anden dokumentation i tre flyttekasser.
Hanne Stagl fra ToldSkat i Korsør skulle i Østre Landsret forklare, hvordan hun var nået frem til sin vurdering af, hvor meget der var investeret i Rye ride- og motionscenter.
Hun havde blandt andet taget udgangspunkt i, at J Li havde overtaget en champignonfabrik, selvom hun beskriver fire bygninger som ridestalde opført før Jan Linde købte ejendommen i 1996.
Den tidligere ejer, Hans-Christian Hansen, sagde i Østre Landsret, at han havde installeret nogle af de hestebokse, som J L, ifølge ToldSkat, skulle have bekostet.
Den anden ejer af landejendommen på Ryevej har stået for driften af ridecentret. Hun blev i forlængelse af Jan Lindes varetægtsfængsling sidste forår sigtet for grov skattesvig.
ToldSkat mener, at den forskel ToldSkat har skønnet sig frem til mellem vurderingen af forbedringer på ejendommen og den forklaring Jan Linde kan give, er skattepligtig for den anden ejer.
Halvdelen af den investering opfatter ToldSkat nemlig som gave, der skal beskattes.
Vicekriminalkommisær Frands Larsen, Slagelse Politi, har siden sagen startede meddelt, at politiet afventede en afgørelse i hash-delen af sagen, inden man kunne komme videre med den alvorlige anklage mod den ansvarlige for Rye ridecenter.
Nu siger Frands Larsen, at det er op til Skat om der på baggrund af afgørelsen i Østre Landsret overhovedet er en sag mod den anden ejer. Hun har været sigtet for grov skattesvig i 19 måneder.