26.03.09  Der var højt til loftet i dag i Christianias sag mod staten.

En advokat påberåbte sig Danske Lov fra 1683.

En anden mente, at Christiania-loven fra 2004 muligvis var en overtrædelse af den Europæiske Menneskerettigheds Konvention.

Fredag slutter procedurerne i Østre Landsret.

Af Mikkel Schou

Advokat Rolf Gregersen procederede i dag sagen for 14 christianitter, der mener, at de har en individuel rettighed over deres bolig.

Advokaten slog fast, at de individuelle rettigheder ikke var i konflikt med den kollektive ret som 660 andre christianitter hævder de har.

– Fællesskabet skal stadig være ramme om de individuelle rettigheder, sagde Rolf Gregersen.

De 14 christianitter har ifølge advokaten vundet hævd på deres bolig. Der blev henvist til Danske Lov fra 1683, der omtaler hævd.

Betingelserne i Danske Lov for at vinde hævd er, at brugen af for eksempel en bolig har været faktisk og vedvarende i mere end 20 år. Der må ikke være en aftale om brugen og brugen skal have været uafbrudt.

Det seneste eksempel på tvist om hævd, som advokaten kunne finde i retslitteraturen er fra 1905.

– Det havde været nemt for staten efter Højesterets afgørelse i 1978 at rydde Christiania og forhindre en genbesættelse. Men det gjorde staten ikke. Og der har ikke før den nuværende regering været flertal for at rydde fristaden, sagde Gregersen.

Derfor, mener advokaten, skal hævdsperioden regnes fra 1978.

– Staten har kun udvist passivitet i forhold til Christiania og derfor hviler bevisbyrden på staten, sagde Gregersen.

Det er altså staten, der skal bevise, at christianitterne ikke havde grund til at tro, at deres brugsret var uopsigelig.

Fra 1991 blev der indgået rammeaftaler med Christiania. Men dels slår den første aftale fast, at Christiania har en uopsigelig brugsret. Dels mente advokaten ikke, at hans klienter havde indgået i rammeaftalerne. Det var kollektivet Christiania, der stod bag aftalerne med staten.

– Det er først i 2005, at staten henvender sig til de enkelte christianitter og opsiger deres brugstilladelser. Men hvis der er vundet hævd, kan man ikke lovgive sig ud af det, sådan som staten forsøger med Christianialoven fra 2004, sagde Gregersen.

Hvis Østre Landsret ikke mener, at christianitterne har vundet hævd, så mener Gregersen til gengæld, at lejeloven skal anvendes. Og lejere kan ikke bare siges op. Desuden siger lejeloven, at hvis ejeren ønsker at sælge en udlejet bolig, skal lejeren have tilbud om at købe den.

Brud på menneskerettighed
Advokat Tyge Trier repræsenterede fire andre christianitter, der mener, at deres rettighed til boligen på Christiania er beskyttet af den Europæiske Menneskerettigheds Konvention (EMRK).

– Mine klienter har fået berøvet deres ejendomsrettighed, sagde Tyge Trier.

Han kunne henvise til domme ved den Europæiske Menneskerettigheds Domstol i Strassbourg om blandt andet retten til at fiske i en finsk sø og forventning om fortsættelse af eksisterende lejemål.

EMRK fortolker ifølge advokaten brugsret som lige så vigtig som ejendomsret.

– Derfor skal et indgreb fra statens side have et anerkendelsesværdigt formål. Og det formål findes ikke i Christianialoven fra 2004, der kan berettige en anfægtelse af Christianias selvforvaltning, sagde Trier.

Det virker mere som en politisk beslutning om at få styr på Christiania. Og det er ikke anerkendelsesværdigt i forhold til EMRK, sagde han.

– Slots- og Ejendomsstyrelsen har ikke fremført nogle argumenter for, at der skulle gribes ind på Christiania. Intet om hensynet til samfundet eller lignende.

Også Trier mener, at staten alene ved at udvise passivitet indtil 2004, må anerkende christianitternes brugsret. Men derudover angreb han selve Christiania-loven fra 2004.

– I Folketingets lov fra 2004 står der, at et passende varsel for opsigelse af christianitternes brugsret er 18 måneder. Men dermed er christianitternes retssikkerhed borttaget. Det er jo domstolene, der skal afgøre, hvad et passende varsel er, sagde han.

– Mine klienter har en individuel ret til deres bolig og have. De anerkender dog Christianias fællesskab og deltager i det. Men domstolen skal træde i karakter og beskytte disse individuelle rettigheder, slog Trier fast.

– Det er staten, der har løbet en risiko ved at udvise passivitet. Derfor har staten bevisbyrden. Staten har ikke gjort brud på hævdsperioden fra 1978. Det havde ellers været nemt at gøre, sluttede advokat Tyge Trier.