SAG OM STENKAST UDSAT
9. august 2018
En 51-årig kvinde skulle i dag i Københavns byret stå til ansvar for at have kastet sten mod politiet den 31. maj i år på Christiania. Hun har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen dagen efter.
Men fordi to politibetjente er på ferie, er sagen blevet udsat. Heller ikke anklageren i sagen kunne møde op på grund af problemer, der ikke relaterer til arbejdet, oplyste anklager Anne Wind i retten i dag.
Det fik forsvareren i sagen, André Rouvillain, til at sige:
»Det er kritisabelt og uprofessionelt, at anklagemyndigheden få dage før retsmødet i dag opdager, at de politifolk, der skulle vidne, holder ferie. Man kunne også have sat en anden anklager til at føre denne sag, der ikke er særlig kompliceret.«
Dommeren, Elisabeth Larsen, gav forsvareren ret. Og tilføjede, at det desuden var spild af rettens tid, at sagen skulle udsættes.
Alligevel besluttede dommeren, at den tiltalte skulle sidde varetægtsfængslet frem til den 21. august, hvor der formentlig kan aftales en ny dato for et retsmøde, hvor der kan falde dom samme dag.
Advokat André Rouvillain viste retten en video fra Christiania, hvor den tiltalte kvinde bliver skubbet omkuld af en betjent og smadrer sit baghoved ned i brostenene. Videoen har været vist på DR og floreret på sociale medier.
»Det er et uretmæssigt angreb på tiltalte, og det vil resultere i, at tiltalte for en mildere straf«, sagde forsvareren.
Han henviste blandt andet til straffelovens paragraf 248, der helt kan gøre en tiltalt straffri, hvis den først angrebne part senere angriber for at hævne sig.
»Niveauet er derfor ni måneders fængsel. Og måske mindre. Derfor skal tiltalte ikke sidde fængslet, fordi politiet holder ferie«, appellerede André Rouvillain.
Men altså forgæves. Dommeren mente, ligesom anklageren, at hensynet til retshåndhævelsen – den folkelige retsfølelse – og det, at tiltalte formentlig vil få en straf, der er længere, end hun risikerer at være varetægtsfængslet, talte imod en løsladelse.
Anklager Anne Wind forventer, at sagen vil være afsluttet i september eller oktober. Indtil da vil den tiltalte formentlig skulle sidde varetægtsfængslet. Anklageren forudså i retten i dag, at tiltalte ville få en straf på ikke mindre end et år.
Politimanden, der væltede tiltalte omkuld, er blevet indklaget for Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).
Det, mente forsvareren, var en yderligere grund til ikke at udsætte sagen, fordi han var på ferie. Han kan nemlig måske helt undværes:
»Han vil formentlig nægte at udtale sig i denne sag, fordi han har klagesagen kørende.«
Den tiltalte har erkendt, at det er hende, der på politiets foto ses kaste sten, men hun husker intet fra episoden.
»Det var et ubehjælpeligt kast med sten. Det må ses op imod, at hun senere får smadret baghovedet ned i brostenene«, sagde advokat Rouvillain.
Der er rejst tiltale for to stenkast. Et før og et efter, at tiltalte blev væltet omkuld.