
PUSHERE I PANIK
16. marts 2014
16.03.14 Et skjult kamera er fundet i Pusherstreet. Nu river pusherne boderne ned af frygt for politiets kameraovervågning.
Salget af hash fortsætter dog.
Af MIKKEL SCHOU
Efter den store anholdelsesaktion mod Pusherstreet torsdag har stemningen været trykket. Nu har pusherne fundet et skjult kamera, der tilsyneladende filmede nogle af boderne. Det er formentlig politiet, der har sat kameraet op.
Det fik søndag pusherne til i en fælles aktion at rydde alle faste boder ned i frygt for, at der var flere skjulte kameraer.
Som en medarbejder i Pusherstreet siger til tvflux:
»Paranoiaen bredte sig. Så nu har vi besluttet kun at have parasoler og pavillioner som boder. De kan smides ud, når politiet har været forbi.«
Og pusherne har nok god grund til at frygte skjulte kameraer. For som en af forsvarerne under grundlovsforhørene i torsdags sagde om bevismaterialet mod de anholdte:
»Det ser overbevisende ud«.
Der er formentlig tale om, at politiet netop har brugt skjulte kameraer og anden skjult overvågning af Pusherstreet gennem 18 måneder. Det er i så fald den samme metode, som politiet anvendte forud for et lignende stort angreb på Pusherstreet i 2004, hvor omkring 40 blev anholdt og senere dømt for omfattende handel med hash.
Grundlovsforhørene i torsdags foregik for lukkede døre, så offentligheden ved endnu ikke, hvad politiet baserer sagerne mod de 80 anholdte på.