Go to ...

27. februar 2024

EP VIL HAVE ÅBENHED OM AFTALE MED USA


EU’s borgere skal have mere indsigt i, hvad der foregår i forhandlingerne mellem EU og USA om en omfattende frihandelsaftale mellem de to kontinenter.

Mange medlemmer af Europaparlamentet er bange for, at EU’s standarder på miljø, sundhed og arbejdstageres rettigheder skal blive forringet. Og ikke mindst er der modstand mod den del af aftalen, der giver udenlandske virksomheder ret til at sagsøge stater, der forhindrer dem i at drive virksomhed.

epNyhedsbrev nr. 28, 2014 fra EP¨s repræsentation i Danmark

 

Ikke mange danskere bekymrer sig om TTIP. Det er en aftale mellem USA og EU, der skal gøre det nemmere for virksomheder at drive deres forretninger uden statslig indblanding gennem lovgivning.

TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership) bliver forhandlet bag lukkede døre. Men nu er alle grupper i Europaparlamentet bekymrede for, at aftalen vil sænke standarden for miljø, sundhed og sociale rettigheder i Europa. Og det er en realistisk mulighed, hvis standarderne mellem USA og EU skal harmoniseres.

Europarlamentet som helhed er også bekymret over en detalje i aftalen. Nemlig, at det skal være muligt for udenlandske firmaer at sagsøge stater, hvis de mener, at lovgivningen forhindrer dem i at tjene penge. Det kan for eksempel være ny miljølovgivning, der skal forhindre forurening. Her kan et firma så påstå, at de ikke længere kan tjene penge, og vil have erstatning for den tabte fortjeneste. Et sådan krav, der kan være helt astronomisk og rettet mod EU’s stater, skal behandles i et lukket retssystem uden om de enkelte staters retsvæsen.

Det vil sige, at der skal etableres et retssystem, der først og fremmest skal forsvare erhvervslivets interesse mod det offentliges interesser.

EU’s handelskommissær, Karel De Gucht, forsikrer om, at aftalen bare skal sikre, at handelen mellem USA og EU kan foregå uden unødvendige forhindringer. Han siger også, at han vil sørge for mere åbenhed omkring forhandlingerne om TTIP, så borgerne i EU kan følge med. Men der er ikke enighed blandt de europæiske regeringer om, hvor meget indsigt borgerne skal have.

Tags: , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From EU