Go to ...

28. februar 2024

DØD MAND IND I KULTURKAMPEN


Villy Sørensen, forfatter og filosof, døde i december 2001.

Nu er han genlæst af Kasper Støvring, der i sin nyligt udkomne bog ”Villy Sørensen og kulturkonservatismen” fra Informations forlag vil have Sørensen over på de borgerliges parti i kulturkampen.

Det lykkes ikke.

Anmeldt af Mikkel Schou

Kasper Støvring, der har en ph.d. i litteraturvidenskab, begynder og slutter nemlig med at undergrave sit eget projekt.

Politisk ærinde
Bogen om Villy Sørensen er egentlig et langt forsvar for kulturkonservatismen og især den særlige afart kommunitarismen.

Det virker som en god ide, at gøre Villy Sørensens tanker til et udslag af kommunitarisme for derigennem at legitimere dens seriøsitet.

Sørensen var om nogen en national filosof, og hvorfor ikke lade ham understøtte et politisk projekt. Det synes, at have været Støvrings mission.

Tidligt i bogen, siger Støvring ellers, at Sørensen havde en tendens til at opfatte konservatisme som et forsvar for kapitalisme, som man altså forstår, at Sørensen var modstander af.

Og også både først og sidst må Støvring konstatere, med Sørensens egne ord, at Sørensens standpunkt egentlig er en romantisk oplyst humanisme.

Men det har altså været Støvrings opgave at forklare, at Sørensen i virkeligheden var kulturkonservativ. Desværre er bogen præget af formuleringer som: her knytter Sørensen an til.. skønt han ikke bruger ordene… konservatisme, der dog ikke ekspliciteres eller påvises…

Man sidder af og til med en fornemmelse af, at Sørensen slet ikke var kulturkonservativ. Det var åbenlyst ikke noget han skiltede med, så havde henvisninger fra Støvring vel været mere tydelige.

I sin afsluttende Afrunding kommer Støvring da også sandheden nærmere: At Sørensen ”står i den midte, hvor forskellige tendenser løber sammen, ikke blot hos Sørensen, men i den europæiske kulturtradition”.

Utopier til højre og venstre
I mellemtiden lykkes det Støvring at fremstille kulturkonservatismen som en charmerende utopi. Og tak for det.

Sørensen, der var meget bevidst om den økologiske krise, altså at verden er ved at gå under i overforbrug, er her vand på Støvrings mølle.

Det er netop en kulturkonservativ tanke, at vi skal passe på naturen. Så dybt stikker det, at Støvring mener, at hele miljøbevægelsen faktisk udspringer af kulturkonservatismen.

Kulturkonservatismen bygger også på vidunderlige tanker om det nære samfund, hvor individet har en plads i en aura af meningsfuldhed, som desværre er gået tabt i det industrielle samfund, der i stedet gør mennesket sygt, i alt fald mentalt, på grund af sin overdrevne fokusering på det materielle.

Har Støvring ret, ville verden på mange måder være bedre at leve i, hvis de kulturkonservative regerede. Men Støvring har næppe ret i, at Sørensen var en af dem.

For eksempel springer han let hen over Sørensens opfattelse af ejendomsretten, som ikke harmonerer med den konservative opfattelse.

Nok lykkes det flinkt for Støvring, at vride Sørensen ud af kløerne på både marxister, kulturradikale og liberalister. Men det levner altså plads for andre end de kulturkonservative, som Sørensen selv ikke åbent bekendte sig til.

Sørensen kunne lige så godt tages til indtægt for visse anarkistiske eller blot anti-autoritære socialistiske retninger.

Politik der ikke blev
Da den konservative politiker Suzanne Bjerrehus under en valgkamp omkring 1990 sagde, at i Christiania praktiserede man jo de konservative ideer, kostede det hende populariteten i partiet.

Her så hun nemlig ideen om nærhed og afbureaukratisering i blomst, som ifølge Støvring er blandt kulturkonservatismens dyder. Men altså ikke en dyd, der omsættes til politik.

Det er lykkedes Støvring at gøre kulturkonservatismen til en fortælling om det ventende utopia, hvor mennesket lever i frihed under ansvar og i respekt for naturen (Sørensen taler om, at vi kommer til at finde os i en tid med knaphed).

Det har andre også på programmet.

Sørensen advarer mod dem, der vil føre os dertil med vold og magt (marxisterne) og mod anarkisterne, der (ud fra en triviel opfattelse) vil forkaste alle regler og traditioner, og liberalisterne, der i stedet helliger sig egoismen og næppe vil føre os væk fra den økologiske afgrund.

Men hvis kulturkonservatismen er på den yderste højrefløj, findes der også en fredelig yderste venstrefløj, der vil samme vej. Og det er her, at Støvring fejler. For begge sider kan med hver deres begrænsning tage Sørensen til indtægt.

Så det var måske meget klogt, at Sørensen ikke kunne eller ville bekende en politisk kulør.

Tags: ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From KULTUR