Det kan virke absurd, at op mod 30.000 aktivister vil storme Bella Centret, når verdens ledere til december mødes for at diskutere Jordens klima.

Lige så absurd er resten af befolkningens manglende vilje til at gå på kompromis med egen behagelighed.

Kommentar af Mikkel Schou i Kristeligt Dagblad

Der er krise i verden – økonomisk og økologisk. Og verden er ramt af lammelse. Politikerne vover ikke at gribe alvorligt ind. Af frygt for erhvervslivet, der leverer skytset til den økologiske krise. Og af frygt for at blive dømt af vælgerne, der ikke drømmer om, at de skal undvære noget som helst.

Som en ven sagde: Hvis et stammesamfund befinder sig i en krise, samles man og sætter alle kræfter ind på at komme ud af krisen. Vi, derimod, skubber borgerne ud i arbejdsløshed, i stedet for at udnytte de menneskelige ressourcer.

Forskellen er naturligvis, at et primitivt stammesamfund ikke har et økonomisk system som, hvis det fejler, forhindrer det i at handle. De dør af sult, hvis der ikke kan findes føde. Vi lider, hvis der ikke er penge nok. De deler af deres fornødenheder, vi gemmer kun til os selv.

Når statslederne mødes til december for at ordne de globale klimaproblemer bliver det under devisen: Der skal stadig være økonomisk vækst.

Man kan være naiv og spørge: Hvorfor det? Og man kan være realist og sige: Det er jo ikke muligt.

Hvis Jordens befolkningen skulle have den samme levestandard som den danske, skal der ressourcer fra fem Jordkloder til at dække behovet. Det er måske derfor, det er så vigtigt, at få kolonialiseret Månen og Mars?

Men hvad er økonomisk vækst? Grundlæggende er det bare stigende global efterspørgsel på varer af enhver art. Vi skal have mere og mere. Det være sig fladskærme, skiferier, biler, nye knæ, bryster osv. Og hvorfor skal vi det?

Grundlæggende er det, fordi vi konstant er utilfredse med det vi har. Hvorfor er vi det? Jo, fordi vi keder os over det arbejde, vi er nødt til at bruge så meget tid på for at få råd til de ting, vi mener gør os lykkeligere, når vi endelig har fri.

Det får jo almindelige mennesker til at fremstå som idioter. Ja, eller som ramt af angst over alternativet til deres banale tilværelse.

Vi kan ikke producere os ud af krisen, sådan som industri og erhvervsliv har påstået siden 1970’erne. Produktionen er basis for vores krise. Det modsatte er nøjsomhed.

Det er uanstændigt at påstå, at vi kan opretholde vores levestandard uden at gå på kompromis med betingelserne for vor overlevelse. Det er 100 år siden, at en indianer sagde, at først når vi indser, at vi ikke kan spise penge, vil de ødelæggelser vi har forårsaget i verden stå klart.

Men det er ikke kun politikere og erhvervsfolk, der er uanstændige. Det er vi alle i den vestlige og rige del af verden. Uanstændige i vores krav til bekvemmeligheder og luksus. Og fattige i vores evne til at omgås de værdier, der kan erstatte de materielle krav.

Mennesket har altid stræbt mod at arbejde så lidt som muligt for at få opfyldt de basale behov. Nu arbejder vi røven ud af bukserne for at tilfredsstille behov som aldrig tilfredsstilles. Vi kan jo altid rejse mere, købe en bedre bil og større fladskærm.

Hvor bliver tiden af for børnefamilierne, der satser på kvalitetstid på ferierne, men stresser i hverdagen?

Ikke alene er det daglige slæb overflødigt, fordi det skal honorere overflødige krav. Men det er også en trussel mod verden som vi kender den. Selvfølgelig kan vi undvære isbjørnen og de tusinder af arter, der allerede er bukket under for vor rovdrift, men at det skal ske, fordi vi vil tilfredsstilles er igen uanstændigt.

Selvom det virker ligeså idiotisk at ville storme Bella Centret til december i protest mod et forventet ligegyldigt resultat af klimatopmødet, så udtrykker det da i det mindste en magtesløshed.

En magtesløshed, der bunder i grumheden over at være vidne til, at den livgivende skønhed må vige for den evige profit, der kun kan opnås, når mennesker fornægter, at de har behov, der ikke er økonomisk betingede.

Det er en grumhed, der kan gøre en sørgeligt til mode. Tanken falder på en sentens fra en af Odin Teatrets forestillinger:

”Salige de sørgmodige, thi de vil dræbe uden grusomhed.”

Det er yderligheder, der har bragt menneskeheden i dens nuværende krise.

Lad os håbe, at det ikke er nye yderligheder, men menneskelig anstændighed, der skal få os videre. Og da er det ikke nok at forlade sig på politik.

Tags: forbrug, kultur, miljø, økonomi