COCA-COLA UD AF FN
15. november 2022
Microsoft og Coca-Cola er partnere ved årets FN-konference om klimaet, COP27. Og en lang række af andre store virksomheder er også tilstede for at påvirke forhandlingerne.
Det har fået miljøbevægelsen NOAH til at kræve, at FN smider firmaerne ud og i stedet inviterer det civile samfund indenfor.
Virksomhederne er blandt de største forurenere og udledere af CO2, og derfor slås de ifølge NOAH for at forhindre den nødvendige klimahandling.
NOAH mener, at COP27 skal være en nulstilling af hele systemet. I et opråb skriver organisationen:
»En nulstilling, hvor vi opgiver den gamle, profitorienterede, forurenende verdensorden, og hvor vi kan gentænke og hurtigt gennemføre et globalt samarbejde, hvor lighed, retfærdighed, videnskab og menneskelighed er i centrum.«
425 organisationer har sendt et opråb til FN.
AF MIKKEL SCHOU