FORTSAT FÆNGSLING

I en sag om grov vold i forbindelse med et medarbejdermøde på Christianias café Månefiskeren skal en 51-årig mand være varetægtsfængslet i yderligere 14 dage.

Det var afgørelsen i dommervagten i København i dag.

Ifølge TVflux’s oplysninger er den 51-årige medarbejder på caféen. Under et medarbejdermøde den 24. oktober i år skulle den 51-årige have antydet, at en anden medarbejder havde taget af caféens kasse.

Et vidne har til politiet forklaret, at dét fik den anden medarbejders kæreste (B) til at korporligt angribe den 51-årige (A). Ifølge vidnet førte det til vold og tumulter: ”Det lignede to katte, der sloges.”

UDENFOR CAFE´EN
Et andet vidne opholdt sig udenfor caféen, da A kommer ud. Ifølge vidnet kommer B også ud og optræder truende og aggressivt over for A. Vidnet har overfor politiet forklaret, at A forsvarer sig mod B, de ruller på et tidspunkt rundt på jorden, og bliver til sidst skilt ad af andre tilstedeværende. B fortsætter med at råbe trusler mod A. Ifølge vidnet holder B sig ved krave eller skulder, hvorfra det bløder.

Det var A’s forsvarer, Bjørn Caning, der læste op af de to vidners forklaringer under dagens retsmøde.

Han mente, at vidneforklaringerne måtte ændre på det såkaldte mistankegrundlag. Altså, at der ikke var tale om grov vold (straffelovens §245, stk 1), som politiet mener, men nødværge. A er også sigtet for at true B (straffelovens §266). Ender det med en tiltale efter disse paragrafer, risikerer A op til seks års fængsel.

Ifølge politiet anvendte A en nøgle til at såre B på en måde, så B var i livsfare.

Advokat Bjørn Caning kom ikke ind på hverken A’s forklaring eller B’s kærestes vidneudsagn. De er derfor ikke TVflux bekendt.

PÅVIRKE VIDNERNE
Anklageren mente, at A stadig skulle være varetægtsfængslet, fordi der var divergerende vidneudsagn, og at A kan påvirke vidnerne.

Dommeren afgjorde, at A skal sidde fængslet i endnu 14 dage. Dommeren lagde til grund, at B var kommet alvorligt til skade, og at A muligvis havde brugt for stor voldsomhed, selv hvis der var tale om nødværge.

Dommeren bemærkede, at det kunne være nødvendigt at forlænge varetægtsfængslingen helt frem til domsafsigelse, fordi A kan påvirke vidnerne, inden sagen er afsluttet.

Ved dagens retsmøde mødte ti personer med tilknytning til A op. En af disse sagde til TVflux, at hun og en anden person havde henvendt sig til politiet for at afgive vidneforklaring, men at politiet ikke mente, at de havde set noget, der var relevant for sagen.

Da mødet var slut, rejste en af tilhørerne sig op og sagde højrøstet: “Hele Christiania bakker op om A.”

Ifølge TVflux’s oplysninger har B fået karantæne fra Christiania, indtil sagen er afgjort i retten, eller A har haft mulighed for at forklare sig på et fællesmøde.

AF MIKKEL SCHOU

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *