Svetlana Abdullina har brugt 45 år af sit liv på at finde og bevare fortællingen om et af Europas brændpunkter: Fæstningsværket i Vyborg, der har været svensk, finsk, sovjetisk og nu russisk. Finnerne strømmer til byen som turister, men for nogle af dem er byen stadig en øm tå.

AF MIKKEL SCHOU

Vyburg, Viipuri eller Viborg. Russerne udtaler det Vuijburg, finnerne siger Viipuri. Og byen hed Viborg, indtil svenskerne tabte den til russiske Peter den Første efter Den Store Nordiske krig i 1721.

”Vyburg er unik med sin historie. Der findes ikke en lignende by. Den er som en lagkage af historie med mange nationer – finsk, russisk, tysk og svensk – der alle har sat deres præg”, siger direktør for Fæstnings- og slotsmuseet i Vyborg, Svetlana Abdullina.

Det var et finsk folk, karelerne, der byggede byens første fæstningsanlæg i træ i begyndelsen af 1200-tallet. Karelerne menes at have beboet området siden forhistorisk tid. I 1293 kom svenskerne og byggede den nuværende fæstning i sten. Fra 1721 anvendte Peter den Første byen og anlægget, som det yderste russiske forsvar mod vest, især mod ærkefjenden Sverige. Først under revolution i 1917 i Rusland blev det daværende russiske storfyrstendømme til det selvstændige Finland.

”Vores museum viser alle disse historier om forskellige kulturer og krigsteknologi. Hvert år holder vi her en international konference om et aspekt af byens historie” siger museumsdirektøren.

Den svenske rigsmarsk Torgils Knutsson, der grundlagde borgen i 1293

På museet kan man blandt andet se en svensk ridders rustning fra 1200-tallets korstog i Baltikum, som Danmark også deltog i – blot sydligere og over Østersøen. Og krigsudstyr gennem tiderne, især finsk og sovjetisk fra 2. Verdenskrig.

”Vi har fornylig fundet rester af svenske skibe fra Den Store Nordiske krig i den Finske bugt udenfor Vyborg”, siger Svetlana Abdullina.

Resterne af skibene skal indgå i museets 20 år gamle afdeling for undervandsarkæologi. Den eneste af slagsen i Rusland. Slottet i Vyborgs fæstning er også det eneste i Rusland fra middelalderen.

FINNERNE FORLADER BYEN
Vyborg var i 1939 Finlands næststørste by og rummede en væsentlig del af landets industri. Fra den finske grænse til Leningrad var der kun 30 km. Det, mente Den sovjetiske Centralkomite med Stalin i spidsen, var for kort en afstand til Sovjetunionens næststørste by. Hitler var ved at sætte verden i brand, så man måtte tage visse forbehold over for sine naboer. Forhandlinger om at flytte grænsen 25 kilometer længere væk førte ingen steder, og til sidst erklærede Sovjetunionen krig mod Finland. Efter næsten fire måneder måtte Finland indlede fredsforhandlinger og afstå ti procent af landet: Det meste af området kaldet Det finske Karelen, inklusive Vyborg.

Værnepligtige russiske soldater på besøg på borgen

”Det var selvfølgelig hårdt for de finner, hvis familie havde levet i Vyborg siden middelalderen, at de pludselig måtte forlade byen. Hele byens befolkning på 70.000 flyttede til den anden side af den nye grænse”, fortæller Svetlana Abdullina.

Den forladte by blev efter sovjetisk direktiv befolket med borgere fra især den nordvestlige del af Rusland.

”Det var ikke sovjetborgere fra Kaukasus eller Sibirien. Det var mest folk, der mindede om finner. Men de var russere ikke europæere”, siger hun.

De fleste blev lokket til byen med bonusser og udsigt til gode boliger i solid finsk stil fra slutningen af 1800-tallet.

I en folketælling fra 2010 i det tidligere finske Karelen svarede 82 procent, at de betragtede sig som russere. Af dem bor 80.000 i dag i Vyborg.

Den sovjetisk-finske fredsaftale holdt fra marts 1940 til juni 1941. Da Tyskland invaderede Sovjetunionen under operation Barbarossa, genindtog Finland det tabte Karelen og Vyborg. Finner, der var flyttet fra Vyborg og landsbyerne længere nordpå, flyttede tilbage. Indtil Finland igen måtte kapitulere i september 1944. Så flyttede finnerne igen ud og russerne ind. For tredje gang blev byen således forladt. Man kan derfor sige, at Vyborgs befolkning nu kun er 71 år gammel.

I alt 422.000 finske karelere blev til sidst evakueret fra Karelen.

”Nogle finske karelere valgte at blive i deres landsbyer og blev dermed sovjetborgere. Og siden 1944 har der været fred mellem vores folk”, siger Svetlana Abdullina.

Finland undgik at blive besat af Sovjetunionen i 1945, sådan som Østeuropa blev det. Til gengæld måtte Finland holde sig neutralt. Finland er i dag medlem af EU, men stadig ikke af NATO.

Russisk admiral fra 1700-tallet

”I 2009 blev vi færdige med udstillingen om finnerne i Vyborg før og under krigen. Det var svært at få de ældre nulevende finner i tale. Det var en langsommelig proces, der tog mig 30 år. Vi ønskede ikke at tale om politik og Stalin, men om deres liv den gang. Det lykkedes os at overbevise nogle af de nulevende om, hvor vigtigt det var at få fortalt deres historie” siger museumsdirektøren, der siden hun startede på museet for 45 år siden, også har haft et andet projekt:

”Lige så længe har jeg råbt op om, at fæstningen og den gamle by burde renoveres. Det går i gang nu med penge fra forskellige statslige institutioner, så jeg kan med god samvittighed gå på pension”, siger 68-årige Svetlana Abdullina, der ligesom andre russiske kvinder kunne gå på pension som 55-årig, men endnu ikke ved, hvornår hun holder op.

”Museet er mit hjem og mit fængsel”, ler hun.

Når det kunne tage 30 år at opbygge udstillingen om finnerne i Vyborg, skyldtes det ikke mindst, at finnerne tog indholdet fra samtlige byens museer med sig i 1944.

GRÆNSETURISME
Hvor det i middelalderen især var tyske handelsmænd, der fredeligt kom til Vyborg, er det i dag især finnerne, der smutter over grænsen i en weekend eller på endagstur for at købe ind af de billige varer. Skatten er lav i Rusland og prisniveaet er generelt under det halve, også på importerede varer fra Vesten.

Men for nogle finner lurer bitterheden under overfladen.

Den 56-årige finske lastbilschauffør Mauri Köninki har været i Vyborg fire gange om året de seneste 12 år, fortæller han, da TVflux møder ham på en restaurant i byen.

”Jeg hader de russiske magthavere. Stalin stjal Vyborg og Karelen, og Putin er en mafiøs KGB-mand. Jeg har ingen problemer med russere, de er gode mennesker. Men Sovjetunionen stjal alt fra min farfar og min far”, siger han.

Hans vrede bliver hurtigt erstattet af sorg, og han græder, inden han kan fortsætte.

”Min far døde i 1996 uden at have fortalt om sin barndom i Karelen. Det var for hårdt for ham. Men min farmor har fortalt, at min farfar blev dræbt på den første dag i krigen i 1939. Ved en fejl trådte han på en finsk landmine”, siger Mauri.

I 1944 blev hans farmor, far og tre fastre evakueret fra landsbyen Rauto til en landsby længere mod vest. Hans far var 12 år gammel og kom aldrig til at se Karelen igen.

”Jeg er den eneste af syv søskende, der interesserer sig for Karelen. Min generation er nok den sidste, hvor vi stadig er nogle, der ønsker Vyborg og Karelen tilbage til Finland. For mig er Vyborg Finlands bedste og smukkeste by. Mange finner kommer her for at drikke og feste. Det bryder jeg mig ikke om. Jeg kommer her i ære og respekt for, at det engang var en finsk by”, siger Mauri Köninki.

Udsigt fra borgtårnet

I 1991 tilbød den russiske præsident Jeltsin ifølge unavngivne kilder – muligvis i en af sine velkendte branderter – at Finland kunne få Karelen og Vyborg tilbage. Men den finske præsident Koivisto afslog høfligt, hedder det sig. Mauri Köninki havde gerne set, at Finland havde takket ja. Til gengæld tilbød Koivisto, at karelere og deres efterkommere, der var blevet boende, da området blev sovjetisk, kunne få finsk statsborgerskab.

”Jeg er glad hver gang, jeg kommer hjem fra et besøg i Karelen, for jeg bryder mig ikke om russisk kultur og mentalitet. Men jeg er også glad for, at jeg efter Sovjetunionens sammenbrud kan besøge min farfars grav. Mit håb for Vyborg gælder hele Rusland: mere åbenhed og mere demokrati”, siger Mauri Köninki.

Det gamle finske Karelen er stadig en del af Den Karelske Republik i den Russiske Føderation.

Tags: historie, kultur, Rusland