Flere kvinder end mænd i Danmark er tatoveret. Men selv om også akademikere har taget kunsten til sig, er den stadig mindre udbredt i den traditionelle overklasse. Og så er det især et ungdoms-fænomen.

Af MIKKEL SCHOU for dagbladet INFORMATION

17 procent af landets kvinder er tatoveret. For mændene er tallet 13 procent. Det viste en spørgeundersøgelse foretaget af YouGov sidste år. Dermed har kvinderne på få år overhalet mændene. Ifølge undersøgelsen er mere end 700.000 danskere tatoveret.

Og kvinderne nøjes ikke længere med en blomst på anklen:

»I dag tør kvinderne meget mere, når de skal tatoveres«, siger Amina C. D. Charai, der åbnede sin tatovørbutik på Christianshavn i 2008.

Og det omgivende samfund har fulgt med kvinderne:

»For seks-syv år siden var der steder, jeg ikke kunne komme ind, når jeg gik i byen i weekenden. Og for ti år siden blev jeg fulgt rundt af en butiksdetektiv, når jeg gik i supermarkedet,«, siger den 32-årige Amina Charai.

Hun var 17 år, da hun blev tatoveret første gang. Og hun har sammen med en mindre gruppe i København hele tiden været banebrydende for, hvordan en kvinde kunne tatoveres. For to år siden blev hun tatoveret i ansigtet.

»Det står ikke for noget. Det er pynt. Selv rockertyper soler sig i deres tatoveringer i spejlet. Det er ren forfængelighed«, mener Amina Charai.

EN FORTÆLLING OM KVINDEN
Tatovører i hele landet, som Information har talt med, fortæller, at tatovering på kvinder ikke længere er begrænset til en særlig social klasse. Det er også blevet bemærket af en forsker:

»Det begyndte formentlig i 1980’erne. Kvinder blev tatoveret, når de var på rygsæksrejser. Lændetatoveringerne begyndte i 1990’erne. Da var de cool og avantgarde, men det blev senere lav-status«, siger antropolog og forbrugsforsker Jeppe Trolle Linnet om de tatoveringer, der også kaldes røvgevir på grund af deres størrelse og placering over lænden.

»Der er stadig konservative arbejdspladser, hvor man ikke viser sine tatoveringer frem. Dér er man i fare på karrierefronten. En undersøgelse fra 1991 har vist, at kvinder med synlige tatoveringer mærker en negativ omtale, især fra ældre mænd«, siger antropologen.

Anne Cassel, 18 år, fra København, bygningsmaler. Fik sin første tatovering, da hun var 14:
»Mine forældre sagde ikke noget. Min far er tatoveret over det hele.« Anne oplever, at der bliver lagt mærke til hende: »Folk dømmer mig. Især på mine fingre. De siger, at jeg må have en kæreste, der er rocker eller pusher,« siger hun. »Jeg ved godt, at rød er farlig, men det tænker jeg ikke over. Jeg tager tingene, som de kommer. Man kan jo også få kræft. Og jeg ryger jo også.«

Information har talt med 100 tilfældigt udvalgte tatoverede kvinder mellem 18 og 57 år i hele landet. De fleste fortæller, at de er tatoveret, fordi det ser godt ud. At der kun er tale om udsmykning.

»Når kvinder siger, at det kun er udsmykning, er det måske rigtigt nok. Men bag selve tatoveringen ligger et æstetisk valg og en fortælling om kvinden«, siger Jeppe Trolle Linnet.

Det blev mainstream at lade sig tatovere i 1990’erne. Men ifølge antropologen er der tale om et generationsfænomen:

»Det er typisk før man er 40, at man bliver tatoveret. Man er mere ude, og personligheden er under udvikling. Hvis man ikke viser sig frem i byen længere, er det mindre relevant med en tatovering«, mener Jeppe Trolle Linnet.

»Unge færdes mere i det offentlige rum, hvor der er behov for at sende signaler til andre«, siger han.

Det er især kvinder i den akademiske og kreative verden, der som noget nyt har taget tatoveringerne til sig.

»Følelsen af, at man er speciel med en tatovering, er større i den akademiske verden. Men tatoveringer er nu så normalt, at det er i valget af tatovering, man er speciel. Man kan finde noget, ingen andre har. Lige som nogen vælger at købe en gammel, klassisk bil fremfor en ny model«, siger antropolog Trolle Linnet.

»Selvom det er blevet mainstream at være tatoveret, er det ikke blevet ligegyldigt. Folk tænker over motivet. Og kropsoplevelsen, især første gang, er personlig og unik«, siger han.

Maria, 26 år, København. Læser til radiograf. »Det er en form for udsmykning. Jeg kan ikke selv tegne, så det er min måde at være kreativ på,« siger Maria. I starten var hendes mor chokeret, men nu griner hun lidt. Familien i Jylland er også begyndt at blive tatoveret. »Alt bliver vel lidt grimt, når man bliver gammel. Men det bliver fedt at sidde som 80-årig og have minderne. Nogle af dem betyder noget for mig. Men det er en livsstil. Man har et fællesskab med andre, der er bidt af det. Der er altid noget, man kan snakke om.«

Ifølge antropologen udsender tatoveringerne en underbevidst kode:

»Vi er inspireret af omgangskredsen, vælger de samme tatoveringer og signalerer dermed også et tilhørsforhold.«

Og på den måde kan kvinderne også sende signaler, der opfattes negativt i særlige situationer:

»Dét at have en lille rose på skulderen, er vel alment accepteret. Men kvinder, der virkelig giver den gas med store tatoveringer, er måske ikke så acceptable uden for deres eget miljø«, mener Jeppe Trolle Linnet.

Udbredelsen af tatoveringer vil ifølge antropologen finde et naturligt leje. Det kan måske endda gå hen at blive trendy ikke at være tatoveret. Men tatoveringerne forsvinder næppe:

»Børn vokser nu op med tatoverede forældre, og ser, at tatoveringer, det er noget, man godt kan have«, siger Jeppe Trolle Linnet.

Stigningen i antallet af tatoverede danskere har været særlig markant de seneste fem år. Det konkluderer professor Jørgen Serup på Tatoveringsklinikken ved Bispebjerg hospital i København:

»Der er ingen tegn på, at udviklingen flader ud«, siger han.

Anja Petersen, 32 år, Mørkøv på Sjælland, SOSU-assistent. Sin første tatovering fik hun som 18-årig. »Det var sådan en hyggeting. Bare for sjov. Den kunne dækkes til. Nu er jeg ligeglad. Tiden ændrer sig, og i dag er mange tatoveret,« siger Anja. På ryggen har hun et japansk kirsebærtræ, der minder hende om familiens stamtræ. »Nogle af tatoveringerne er symboler for mine tre børn – og så min bryllupsdato,« siger Anja. Hun har arbejdet med handicappede i 11 år: »Dér er alle tatoveret. Både unge og ældre. Og mænd og kvinder.«

PROCESSEN ER IKKE VIGTIG MERE
Og det er en udvikling, som ikke alle tatovører er tilfredse med.

»Tatoveringer er blevet en forbrugsvare. Folk kommer ind i min butik, som om det er et par cowboybukser, de skal købe«, siger den tidligere formand i Dansk Tatovør Laug, Johnny Skovbo Hansen.

»Mange af dem, der er under 35 år, vil have lavet en tatovering NU, så de kan vise den frem i byen på fredag. Der er nogen, der kommer ind og vil have lavet en sleeve (en hel arm, der dækkes, red.) og spørger mig, hvad jeg synes, der skal være på armen. Hvor kommer ønsket om en tatovering fra ?«, spørger han.

Johnny Skovbo Hansen har tatoveret siden 1990. Han er født i Vollsmose og var den gang med i en ungdomsbande. Og han har bekendte i Hells Angels, som han dog ikke omgås jævnligt:

»Jeg var ligesom dømt til at blive tatoveret. Jeg kan godt savne den dybde og mening, der tidligere lå bag ønsket om en tatovering. Jeg har da også kunder, der har tænkt længe over, hvad de vil have lavet. Men det undrer mig, at det for så mange bare er en vare, de køber. Hele processen er ikke længere så vigtig«, siger han.

Lone Haugaard, 48 år, Mørkhøj ved København, driftsmedarbejder i Arriva. Blev tatoveret første gang i 1987. Anden gang i 2007. »Næsten alle mine tatoveringer er lavet i Tyrkiet. Jeg har seks i alt. De er alle sammen historier i mit liv, som jeg vil huske på altid. En slags mindetavle,« siger Lone, der er uddannet damefrisør. Tatoveringerne har aldrig betydet noget for Lone i forhold til at søge job.

ROYALE MOTIVER
Information bemærkede under hedebølgen denne sommer, at tatoveringer ikke var nær så udbredte blandt kvinder nord for København. Det bekræftes på en cafe i Hellerup:

»Blandt vores kunder og i vores omgangskreds er der kvinder med tatoveringer. Men det er ofte diskrete tatoveringer. Eller de er mere raffinerede. De erstatter for eksempel en fingerring eller et armbånd«, siger Mette Wiig.

Hendes mand ejer og driver Le Café i Tuborg havn ved Hellerup nord for København og parret bor i det velrenommerede Sluseholmen i Københavns sydhavn.

29-årige Mette Wiig har en enkel lille tatovering og skal ikke have flere:

»Jeg har ikke behov for at udtrykke mig med en tatovering. Man bliver hurtigt dømt, hvis man har mange og store tatoveringer. Det kan både være en positiv og en negativ dom«, siger hun.

I hendes miljø oplever hun snarere, at de unge piger undgår make-up og farvet hår.

»Trenden er, at man er naturlig smuk. Det handler om den indre skønhed«, siger Mette Wiig.

Lidt længere nordpå ligger Ordrup Gymnasium, som Information besøgte. De kvindelige gymnasieelever, som Information talte med, mente, at det var lav-status at blive tatoveret.

Rektor på Ordrup Gymnasium, Henning Thomsen, vil ikke kommentere elevernes udmelding.

»Det kan jeg ikke sige noget kvalificeret om. Det vil blot blive min mening om tatoveringer«, siger han.

Men kan jeg citere dig for, at som udgangspunkt er pigerne på Ordrup Gymnasium ikke tatoveret?

»Det kan du godt«, siger rektor.

Information har spurgt ved hoffet, om kvindelige medlemmer af det danske kongehus er tatoveret. Det ønsker hoffet ikke at svare på, da det anses for at være et privat anliggende.

Den nuværende kronprins Frederik er tatoveret, dog ikke i samme omfang som sin morfar Kong Frederik den niende.

Tags: forbrug, kultur