Go to ...

14. juli 2024

LIVETS SEJE SANG


På ”Slottet” i De Gamles By i København får den 100-årige Karen Agth Bacher besøg af en spillemand. Rocksangeren Thomas Negrijn giver den gas med viser, slagere og salmer på sin guitar. Det er ikke terapi, men det virker, siger man på ”Slottet”

 Af MIKKEL SCHOU

I sin stue i De Gamles By på plejehjemmet ”Slottet”, sidder den 100-årige Karen Agth Bacher og venter på besøg. Af og til kommer hendes yngre broder og hendes nevø. Men i dag er det spillemanden, der kommer. Og en journalist.

karen agth

»Jeg gik på pension i 1972. Et år før tid. Glistrup stod til en valgsejr, og han ville sætte pensionsalderen op. Så jeg tænkte: Lad mig se at komme væk«, siger Karen Bacher.

»Tiden er da gået meget godt. Jeg har ikke savnet mit arbejde i et minut og jeg har aldrig kedet mig. Før i tiden havde jeg også venner, men de er jo væk alle sammen. Det er meget trist. Heldigvis har jeg min bror på 97 år. Og min nevø kommer tit og hjælper mig med alting«, fortæller hun.

97 ÅR I SAMME LEJLIGHED
Karen Bacher blev uddannet kontorassistent ved Københavns Sporveje og endte som fuldmægtig i HT, Hovedstadens Trafikselskab. En karriere på 40 år. Hun husker den sidste sporvogn. Og hun har aldrig selv haft bil.

Sådan spørger rocksangeren Thomas Negrijn ind til begivenhederne i Karens lange liv. Indtil han fornemmer, at det er på tide med hans egen mission:

»Skal vi have nogle sange?«

»Ja, tak«, siger Karen Bacher og ser opmærksomt mod spillemandens guitar.

»Vi starter med en gammel folkesang«, siger Thomas.

Men han får ikke lov at synge længe før Karen Bacher bryder ind:

»Det er jo en salme. Nu falmer skoven trindt om land. Den står i al fald i salmebogen. Og der står ikke sommer og sol. Der står sommer og korn. Den har jeg jo sunget så mange gange i kirken.«

Thomas Negrijn kigger forbløffet ned i teksten, og må give Karen Bacher ret. Der står korn.

»Gik du tit i kirke?« spørger han.

»Lige fra jeg var barn, er jeg vant til at komme i kirken om søndagen. Det var Helleruplund Kirke. Min far var lærer og fik embede i Hellerup, hvor vi også fik en lejlighed. Dér boede jeg, fra jeg var et år, til jeg kom hér for halvandet år siden«, siger Karen Bacher.

Hun boede med sin mor, indtil moderen døde som 80-årig. Faderen døde af lungebetændelse, da hun var ti år. Hendes bror boede hjemme, indtil han blev gift.

»Hvorfor blev du ikke selv gift?« spørger journalisten.

»Tja, hvorfor?«, svarer Karen Bacher.

Thomas Negrijn synes vist, at spørgsmålet er lidt nærgående. Han begynder på den næste sang. En sang fra Karens ungdom.

»Det er jeg meget glad for. Det er hyggeligt og dejligt at høre. At få opfrisket en masse sange og høre nogle nye«, siger hun om spillemandens besøg.

ROCKSANGEREN FRA SUNDBYVESTER PLADS
Thomas Negrijn er født og opvokset på Sundbyvester Plads på Amager. Han har levet af at spille og synge siden 1986. Han var forsanger og hovedkomponist i syrerockbandet Simcess indtil 1992.

thomas negrijn 1

»Det var koncerterne vi tjente penge på. Pladerne var dyre at indspille, fordi vi brugte så meget tid på dem. Den første brugte vi et halvt år i studiet på. Det var helt uhørt. Det er en af de danske plader, det har taget længst tid at lave. Men det var fordi, vi eksperimenterede meget.«

Så dannede han heavyrockbandet Blink i 1993 med guitaristen Jacob Moth, der blandt andet spillede med Savage Rose. De fik stor succes i Sydkorea, hvor de turnerede. I 1998 blev Blink præmieret af Statens Kunstfond for høj kunstnerisk kvalitet. Den sidste turne med Blink var i 2000:

»Jeg kom hjem og mærkede en rodløshed efter at have været på turne, været i studie og spillet smart i byen siden 1984. Jeg var aldrig hjemme. Jacob lærte mig noget om stilhed, og i tre år levede jeg af royalties og prøvede at finde mig selv«, siger Thomas Negrijn.

De fik solgt en halv million plader i Sydkorea. Og nogle af numrene kommer der stadig royalties fra.

RAMT AF LIVSKRISE IGEN
Men Thomas, der egentlig er uddannet glarmester, kunne ikke slippe musikken. Først et samarbejde med sangeren Pia Raug. Og så mødte han pianisten Torben Kjær. Det blev til en CD med jazz i 2002, og den næste er på vej. Det blev efterhånden til en lang række af optrædener som sanger på egne udgivelser og sammen med andre. Og han blev valgt ind i bestyrelsen i DJBFA (danske jazz, beat og folk autorer).

»Jeg røg på turne igen. Denne gang på jazzklubber«, siger Thomas Negrijn.

»Men så blev jeg far for første gang for tre år siden. Som 52-årig. Det kastede mig ud i endnu en eksistentiel krise. Jeg kunne ikke længere være musiker med turneer og natteliv, tænkte jeg. Men min kone, Signe, der er sosu-assistent, opfordrede mig til at lave et repertoire med gamle danske sange og optræde på hendes plejehjem«, siger han.

»Og de gamle var vilde med det«.

Nu kommer han regelmæssigt på omkring 15 plejehjem i Københavns kommune. Enten optræder han i en fælles dagligstue med en snes tilskuere. Eller han hyres til at besøge beboerne i deres egen stue, hvis de er for dårlige til at komme ud.

»Det kræver et særligt nærvær at spille på et plejehjem. Og man skal kunne lide at møde de ældre medborgere. Der skal være tid til at tale med dem. Og lytte«, siger Thomas Negrijn.

»En herre spurgte mig, om jeg ikke kunne synge ”Take it easy, boy, boy” med Leo Mathiesen. Det viste sig, at han havde hørt den som ung på en danserestaurant i Dahlerupgade. Nu kan jeg efterhånden referere til alle danserestauranterne i København i 1930’erne, som beboerne har fortalt mig om«, siger han.

SANGEN SÆTTER LIV I DE GAMLE
Det er ikke meget Karen Bacher kommer på danserestaurant længere, så hun glæder sig over spillemandens besøg:

»Jeg sidder jo her alene. Jeg orker ikke at skulle rundt i kørestol. Nu er jeg vant til at bo alene, så det generer mig ikke så meget. Men jeg kan næsten ikke se mere. Jeg får kun læst en enkelt avisartikel om dagen gennem min store lup. Så jeg hører radio. Det er godt at høre radio. Min lille transistor går hele dagen. Den står fast på P1«, siger hun.

Da hun var 91 år, gik hun stadig til vandgymnastik. Men så brækkede hun en hofte:

»Og siden er det ikke gået så godt«, siger hun.

Der gik alligevel otte år, inden lægen mente, at det var tid til en plads på et plejehjem. Her opdagede man snart, at Karen ikke rigtig magtede store forsamlinger. Og da der for to år siden var lidt ekstra penge på Slottets budget, valgte man at bruge dem på musik i enestuerne.

»Det var forstanderen, der sagde, at vi skulle huske de sengeliggende og dem, der ikke kommer så meget ud. De beboere skal også have en fornemmelse af liv og være med i det, der sker på Slottet«, fortæller Slottets aktivitetsmedarbejder Iben Munnecke fra beboernes dagligstue.

»Det kræver meget at gå ind til et menneske, der ikke magter så meget. Det er Thomas rigtig god til. Han kan komme ind på dem og få dem i tale. Og beboerne bliver så glade og spørger, hvornår han kommer igen«, siger hun.

LIGE SÅ GODT SOM TERAPI
Det var et kursus i musik-terapi, der inspirerede hende til at tilbyde beboerne sang og musik.

»Det gik op for mig, hvordan man kan kommunikere gennem musik og sang, også med demente og døende. Nu har vi jo ikke nogen musik-terapeut på Slottet, så vi bruger Thomas«, griner Iben Munnecke.

»Vi kalder det ikke terapi. Vi siger til beboerne, at i dag kommer der en spillemand. Og jeg har opdaget, hvor meget musik og sang betyder for dem. Sange glemmer man åbenbart ikke, selvom man glemmer, hvordan man skænker en kop kaffe. Til fællesarrangementerne synger de med, selvom de måske til daglig ikke siger et ord«, siger hun.

Og for Thomas er det et velkomment tilskud til økonomien. Halvdelen af hans indtægt stammer i dag fra optrædener på plejehjem. Resten hiver han også hjem ved musikken. Det er ham, der synger under rulleteksten til den nye danske film ”Kapgang”, og han har netop udgivet en CD, hvor han synger på svensk. Den er optaget på en gammel spolebåndoptager i hans lille hus i Skåne. Det har allerede givet jobs i Sverige.

I Karen Bachers stue er sessionen ved at være ovre for i dag. Journalisten spørger hende, om verden har forandret sig i løbet af hendes 100 år.

»Verden i dag er helt forfærdelig. Der er krige rundt omkring. Det er frygtelige mennesker, de dér terrorister, der dræber uskyldige mennesker. Vi mærker jo ikke noget hér. Men for verden er det slemt nu. Jeg tror aldrig, det har været så slemt. Men før i tiden hørte vi måske bare ikke om, hvad der foregik«, siger Karen Bache.

Hun tager en skål med mørk chokolade og byder de to unge mænd, der kun er halvt så gamle som hende selv. En spillemand og en skriverkarl. Så ser hun hen på Thomas Negrijn:

»Tak for sangen«.

Tags:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From KULTUR