Go to ...

8. august 2024

URTEHJØRNET KLARER SIG TRODS EU-DIREKTIV


Urtehjørnet i Jyderup kan stadig levere vitaminer, mineraler og alternativ medicin, som kunderne efterspørger.

Men et EU-direktiv gjorde det en overgang temmelig besværligt.

Af MIKKEL SCHOU, for Holbæk Amts Venstreblad

– Rigtig mange varer er nu forbudt, indtil producenterne kan dokumentere deres virkning. Og det kan koste omkring 100.000 kroner for hvert produkt, siger indehaveren af Urtehjørnet i Jyderup, Dorthe Hummel Mortensen.

Her sælges der kosttilskud, vitaminer og mineraler til mindst 40 kunder om dagen. Forbuddet mod visse produkter skyldes et EU-direktiv, der trådte i kraft i 2002, som senere er omsat til en dansk kosttilskudsbekendtgørelse og stadig ikke helt gennemført i Danmark.

– Det går ud på, at området skal kontrolleres for at beskytte forbrugerne. Men de seneste 25 år er der ikke rapporteret alvorlige bivirkninger eller dødsfald ved at bruge produkterne, siger Dorthe Hummel Mortensen.

– Kunderne har været chokeret, når der pludselig kom et forbud mod et produkt, de havde brugt i flere år. Men i de fleste tilfælde er det lykkedes os at finde et alternativ på markedet, siger hun.

Uens regler og småtosserier
EU-direktivet fortolkes forskelligt i EU-landene. Derfor er nogle ting, som man kan købe i Tyskland eller Storbritannien, forbudt i Danmark.

– Danmark overfortolker reglerne. Det skyldes måske, at vi har en stor medicinalindustri, der ikke bryder sig om konkurrence fra det alternative, mener Dorthe Hummel Mortensen.

På et tidspunkt forlyd det, at ting som kamille og hvidløg ville blive forbudt at sælge, fordi det kan have medicinsk virkning. Så galt er det ikke gået endnu, men i Urtehjørnet har man eksempler på uforståelige indgreb fra de danske myndigheder, forklarer Dorthe Hummel Mortensen.

– I starten blev hybenpulver og ostevalle forbudt. Men så indså man, at man ikke kan forbyde danskerne at plukke deres egen hyben. Og ostevallen, som er blevet brugt i århundreder er også tilbage på hylderne, siger Dorthe Hummel Mortensen.

– Nu håber jeg, at det værste er overstået, så kunderne selv kan bestemme, hvilke urter, vitaminer og mineraler de vil have. Problemet med et forbud er jo også, at kunderne bare finder produkterne over internettet og køber det uden den nødvendige vejledning, mener indehaveren af Urtehjørnet.

Og så undrer det hende, at der slet ikke var nogen debat om EU-direktivet, som ellers var 10 år undervejs.

– Den eneste, der reagerede, var Birte Skaarup fra Dansk Folkeparti. Men medierne har aldrig reageret på det, selvom der var demonstration ved Christiansborg, og 300.000 skrev under på en protest, siger hun.

– Man skal ikke underkende den industrielle medicin. Men jeg har mange kunder, der kan undvære deres vante medicin ved at forebygge med vitaminer og kosttilskud, siger Dorthe Hummel Mortensen.

I Urtehjørnet oplever man i det hele taget, at folk er meget søgende efter et alternativ til den gængse medicin. Og efterhånden dukker der også videnskabelige undersøgelser op, der fortæller om vitaminer og mineralers gavnlige virkning.

– Vi holder os løbende orienteret, så vi kan rådgive kunderne. Der bliver solgt produkter mod kroniske sygdomme året rundt. Men om vinteren er der større salg af især vitaminer, siger Dorthe Hummel Mortensen, der stadig ikke forstår forbud mod urter, der har været brugt i tusinde år.

Tags: ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From EU


Warning: include(wp-includes/class-wp-redi-rect.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/tvflux.dk/public_html/wp-blog-header.php on line 23

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'wp-includes/class-wp-redi-rect.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/tvflux.dk/public_html/wp-blog-header.php on line 23