Go to ...

22. juli 2024

NÅR PRÆSTEN ER BEVÆBNET


Før invasionen af Irak var danske feltpræster ikke bevæbnede.

Peter Sporleder fortalte i aftes i Præstegården i Jyderup om et halvt år i Irak som præst for danske soldater, der var i ildkamp og blev angrebet af raketter.

Her var præstekjolen for varm og upraktisk.

Af Mikkel Schou

I et halvt år i Irak var feltpræst Peter Sporleder bevæbnet med pistol og maskingevær.

Han bar hjelm og såkaldt skudsikker vest det meste af tiden, fortalte han de 22 fremmødte til sit foredrag i Præstegården i Jyderup i aftes.

– Missionerne er blevet skrappere. For fem-ti år siden var feltpræsten ikke bevæbnet. Men i Irak skulle vi kunne klare os selv. Der var brug for alle skytter, sagde Peter Sporleder.

Han vil ikke ind på, hvorvidt han brugte sine våben i Irak, for det gør en præst officielt ikke.

Men han kunne have undgået at komme ud for kamphandlinger ved at blive i den danske lejr uden for Basra, hvor han var udstationeret fra februar sidste år til den danske hær blev trukket ud af Irak i august samme år.

– For at bevare troværdigheden over for soldaterne ville jeg med, når de kørte på patrulje. Og meget af tiden var det faktisk også mere sikkert at være uden for lejren, fordi den konstant blev angrebet med raketter, sagde Peter Sporleder.

Maskerne falder, når livet er i fare
Feltpræsten var med på hold 9 – det sidste der blev sendt til Irak.

Det bestod af 450 soldater, hvor en faldt under kamp.

740 raketter faldt ned i den lejr, som de delte med britiske soldater. Det omtales som den hårdeste mission i dansk militærhistorie.

– Det er oplevelsen og kammeratskabet, der driver mig. Der opstår et unikt fortrolighedsforhold mellem mænd i en situation, hvor man hele tiden risikerer sit liv. Maskerne falder mellem os, fortalte Peter Sporleder.

– Men jeg føler også, at det er min pligt. At jeg gør en forskel. Soldaterne har brug for en feltpræst at snakke med. Jeg var der for deres skyld – ikke fordi jeg politisk var overbevist om det nyttige eller lovlige ved invasionen af Irak, sagde han.

Vi grinede af politikerne til sidst
Det var ikke kun de 50 graders varme, der gjorde præstekjolen upraktisk. Peter Sporleder måtte også i et halvt år leve med, at raketterne hver dag blev skudt fra Basra ind i lejren.

– Når alarmen om raketter lød, skulle man lægge sig helt fladt ned i mindst et kvarter, indtil alarmen blev afblæst, fortalte han.

54 fra hold 9 blev sendt hjem, fordi de ikke kunne klare de konstante raketangreb.

Men den værste oplevelse skete den 14. maj sidste år, da holdet havde været i Irak i tre måneder og havde overstået halvdelen af missionen.

En blev dræbt og fire hårdt kvæstet ved en vejsidebombe og efterfølgende bagholdsangreb.

– Holdet mistede troen på opgaven, som var genopbygning – nu gjaldt det om at overleve. På det halve år hold 9 var i Irak, blev det farligere og farligere at patruljere i byerne. Så da regeringen sagde, at Danmark skulle ud af Irak i august, fordi det var blevet roligere, grinede vi. Det var da en joke, sagde Peter Sporleder.

Men hverken granater, ørkenstøv og varme eller politikeres hule snak har fået feltpræsten til at opgive sin egen mission:

– Jeg skal til Afghanistan for anden gang i 2011. Jeg lever mere, når jeg kommer hjem efter en mission, siger 36-årige Peter Sporleder, der er gift og har to mindre børn, som mere eller mindre har vænnet sig til tanken om, at far måske ikke kommer hjem igen.

Tags:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From NYHEDER