TYRKISKE VIDNER OK I ROJ-SAG
21. september 2011
21.09.11 I sagen mod ROJ-TV må anklageren godt læse op af afhøringer foretaget i Tyrkiet.
Det fremgik af en kendelse, der blev afsagt i sagen i dag i Københavns byret.
Og så blev anklagerens kronvidne afhørt for tredje gang.
Af Mikkel Schou
Anklageren må godt fremlægge og læse op af 16 vidners forklaringer, selvom de er afhørt i Tyrkiet.
Det har domsmandsretten i sagen mod den kurdiske tv-station ROJ afgjort.
Men retten siger også, at afhøringerne ikke kan opfattes som indenretlige, sådan som anklagemyndigheden hævdede.
Flere retsprincipper talte imod, at forklaringerne kunne bruges i retten.
Domsmandsretten henviser da også i sin kendelse til visse undtagelsesbestemmelser, herunder retsplejelovens §871, stk 4.
Utroværdige forklaringer
Forsvareren i sagen, advokat Bjørn Elmquist, havde fremført, at forklaringerne måske var fremkommet efter tortur eller løfter om nedsat straf.
De fleste af forklaringerne kommer nemlig fra tidligere medlemmer af PKK, der sidder fængslet i Tyrkiet.
PKK regnes for en terrororganisation af blandt andet EU, og hele sagen handler om, hvorvidt ROJ-TV er et talerør for PKK.
Desuden, har Elmquist påpeget, er de fleste af afhøringerne foretaget af en anklager og ikke en uvildig dommer.
De øvrige afhøringer af foretaget af såkaldte undersøgelsesdommere, som retten ikke har kunnet få en fuldstændig definition af, ifølge Elmquist.
I det hele mener Elmquist, at forklaringerne fra vidnerne i Tyrkiet skulle afvises, fordi de med al den usikkerhed, der omgiver dem, ikke med sikkerhed er troværdige.
I kendelsen i dag siger retten, at der endnu ikke er taget stilling til med hvilken vægt, de vil indgå som bevis i sagen mod ROJ.
Afhørt i foreløbig tre dage
En stor del af politiets materiale mod ROJ-TV er fremskaffet af en tidligere direktør på tv-stationen, Manouchehr Zonoozi.
I dag skulle Manouchehr Zonoozi atter afgive vidneforklaring.
Anklageren har brugt to og en halv retsdag til sin afhøring og i eftermiddags blev det forsvarerens tur.
Zonoozi har blandt andet kopieret harddisken på et kontor, der tilhørte den tidligere direktør for ROJ NV i Belgien, hvor der ifølge anklagemyndigheden fremgår belastende regnskaber for ROJ-TV.
Det er ROJ NV, der har stået for produktion af udsendelserne til ROJ-TV.
Zonoozi har også lavet lydoptagelser af møder, hvor hans aftrædelse fra ROJ-TV diskuteres med blandt andre et højtstående medlem af PKK.
Manouchehr Zonoozi hverken forstår eller taler dansk til fuldkommenhed, så hans forklaringer virker ind i mellem modstridende.
Til både dommerens og forsvarerens irritation har han også en tendens til at komme med lange forklaringer, der rækker ud over og væk fra de stillede spørgsmål.
Forsvareren har desuden klaget over, at anklageren, vicestatsadvokat Anders Riisager, under sin afhøring lagde ordene i munden på Manouchehr Zonoozi.
Vidnets blandede motiver
Manouchehr Zonoozi forklarede, at han henvendte sig til politiet i april 2009, fordi han følte sig truet af PKK.
Han blev fyret fra ROJ-TV og aftrådte i december 2008 efter forviklinger om penge.
Angiveligt skulle han have taget penge fra ROJ-TV og brugt på sig selv.
Ifølge opsigelsen skulle Manouchehr Zonoozi blive eftergivet gælden til ROJ-TV og han havde krævet 25.000 euro i kompensation.
Ingen af delene blev til noget, da Manouchehr Zonoozi aldrig underskrev opsigelsen, blandt andet fordi han mente, at 25.000 euro var for lidt.
I stedet endte sagen i fogedretten, hvor Manouchehr Zonoozi i december 2009 blev dømt til at tilbagebetale 485.000 kroner.
Det var endnu en grund til, at Zonoozi valgte at samarbejde med politiet, forklarede han i retten i dag.
Den sidste grund var, at Zonoozi vidste, at politiet efterforskede påstanden om, at ROJ-TV var talerør for PKK. Han ville gerne fremstå som troværdig og bidrage med sin viden i politiets arbejde.
Han bor nu på en hemmelig og beskyttet adresse.
»PKK ikke en del af løsningen«
Efter dagens frokostpause blev det forsvarerens tur til at afhøre Zonoozi.
Elmquist undrede sig over, at Zonoozi i 2007 havde arrangeret et møde med sin personlige rådgiver i Danske Bank, hvor han introducerede en kurder ved navn Ajas.
Ajas var tidligere livvagt for PKK’s tidligere leder Öcelan, som i 1999 blev fængslet af de tyrkiske myndigheder.
Ajas ville åbne en konto i Danmark. Zonoozi mente på det tidspunkt, at der var tale om en rigmand, der ville støtte ROJ-TV økonomisk. Det var først senere, at det gik for Zonoozi, at han var involveret i PKK’s økonomi.
Zonoozi ændrede sin holdning til PKK med tiden, forklarede han i dag i retten. Især et mere eller mindre tvunget møde i 2006 med PKK i en lejr i Irak fik ham på andre tanker.
Zonoozi havde været en drivende kraft i oprettelsen af ROJ-TV. Den gang mente han, at PKK og kurderne kæmpede for den samme sag, et uafhængigt Kurdistan.
Men fra sommeren 2006 ændrede det sig. ROJ-TV, der bliver produceret i Belgien, begyndte at lave udsendelser, der havde karakter af propaganda, mener Zonoozi.
»Fra 2006 gik det galt med gidselstagninger og angreb på tyrkiske soldater. PKK vil ikke længere løse konflikten med Tyrket«, sagde Zonoozi.
Zonoozi forklarede, at han siden 2006 havde talt imod, at ROJ-TV skulle være for tæt på PKK.
Da Elmquist spurgte, hvorfor han som generaldirektør for ROJ-TV var blevet ved at modtage penge, der muligvis stammede fra PKK, kunne han ikke give noget klart svar.
Forsvarets afhøring af Zonoozi fortsætter torsdag den 29. september.