Den eneste ret indsatte i danske fængsler har, skal nu tages fra dem. Det er retten til fællesskab, som justitsminister Lene Espersen (K) i sit lovforslag i dag vil fratage varetægtsfængslede og alle andre indsatte i fængsler og arresthuse. I stedet skal alle indsatte kunne sættes i ”enrumsanbringelse”. Her kan de højst få lov til at have cellefællesskab med én anden indsat, og kun hvis forhold i fængslet ikke forhindrer det.

Af MIKKEL SCHOU

Fra Politigårdens Fængsel

Det væsentligt nye i justitsministerens lovforslag er, at de indsatte kan fratages retten til at være sammen med andre indsatte. Det vil sige retten til at have fællesskab, som det hedder i fagsproget. Ikke som kortvarig straf, men som en langvarig foranstaltning. Det er, uden lovgivning, blevet praktiseret i Politigårdens fængsel i København siden september sidste år. Den praksis anbefaler lovforslaget anvendt permanent i visse øvrige fængsler og generelt i forbindelse med sikkerhedsproblemer indenfor murene.

Det fremgår af justitsminister Lene Espersens lovforslag, der er til første behandling i Folketinget den 3. marts 2005.

Først var det voldelige eller dominerende rockere, som man kaldte ”negativt stærke fanger” der blev sat på Politigården. Men det var ikke nok til at fylde cellerne op. Fra justitsministeriet blev det beordret, at der skulle findes egnede til indsættelse på Politigården. Så blev det indsatte, som politiet formoder har forbindelse til rockere. Det havde for eksempel flere tiltalte i den store Christiania-sag, mener politiet.

Nu foreslår Lene Espersen at retten til fællesskab skal tages fra alle indsatte. Enrumsanbringelse kan så ske kollektivt i forbindelse med sikkerhedsproblemer. Eller individuelt på baggrund af politiets, fængslets eller en anden indsats informationer om fangen. Andre indsatte, skal ifølge lovforslaget, kunne angive hinanden om forhold, der kan føre til enrumsanbringelse på ubestemt tid. Det er nok, at der er mistanke om, at den indsatte har relationer til særlige grupper, for eksempel rockere, indvandrerbander eller andre, som politiet mener, er involveret i organiseret kriminalitet.

Indtil nu har Kriminalforsorgen kun brugt enrumsanbringelse på ubestemt tid i fængslet på Politigården i København. Men lovforslaget anbefaler, at enrumsanbringelse skal kunne ske i alle fængsler og arresthuse i Danmark. Uofficielt arbejdes der med en observationsperiode på tre-fire måneder, hvor den isolerede fanges opførsel betragtes, for at se om vedkommende forbedrer sig tilstrækkeligt, til at komme tilbage til normal indsættelse. I modsætning til tidligere, hvor isolation blev brugt overfor tiltalte af hensyn til politiets efterforskning og dermed under en domstols kontrol, er den foreslåede enrumsanbringelse ikke kontrolleret af en dommer, men udelukkende det administrative system. Det vil sige fængsel, Kriminalforsorgen og i sidste ende Ombudsmanden. Indsatte kan også isoleres som disciplinærstraf for overtrædelser af fængslets regulativ, i nogle dage eller en uge. Men lovforslaget indebærer enrumsanbringelse på ubestemt tid.

Forslaget møder stor skepsis. Grænser til tortur.
Advokatrådet advarer om de psykiske traumer, der opstår ved enrumsanbringelse (isolation), selvom den indsatte har nogle timers fællesskab med én anden, som lovforslaget tillader. Landsforeningen af beskikkede advokater mener, at en anbringelse som foreslået har helbredsnedbrydende effekt og modvirker en resocialisering.

Både Landsforeningen og Institut for Menneskerettigheder finder at der er for stor risiko for at der træffes afgørelser om anbringelse uden fællesskab på et ufuldstændigt eller direkte urigtigt grundlag, når den indsatte ikke kan få aktindsigt. Forslaget tillader desuden for meget skøn for de administrative myndigheder, der skal træffe afgørelse om enrumsanbringelse, siges det. Ligesom de foreslåede regler mangler ”klarhed, forudsigelighed, tilgængelighed (forståelighed) og proportionalitet (overgrebet er for stort i forhold til hensigten)”. Det fremgår af høringssvarene til lovforslaget.

I Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel tre forbydes tortur og anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Justitsministeriet skriver i lovforslaget, at enrumsanbringelse (isolationsfængsling), efter ministeriets opfattelse, kun i konkrete tilfælde strider mod EMRK, nemlig når den indsatte udvikler psykisk sygdom på grund af anbringelsen.