I et fyrværkeri af udfoldede og underbyggede anekdoter beskriver historiker René Karpantschof underklassens og venstrefløjens sporadiske reaktioner på armod og uretfærdighed i tiden fra 1848 til 1920 og de herskendes modreaktion. Det gør han i den dokumentaristiske og netop udkomne bog fra Gads forlag ”De stridbare danskere”, der sætter perioden i nyt perspektiv.

AF MIKKEL SCHOU

De færreste har vel hørt om tyende, der i protest helt ind i 1900-tallet satte ild til gårdene, hvor de tjente. Om hvor barskt og trælsomt landbefolkningen og tyendet levede. Om revolverbevæbnede revolutionære i København og politiets langsomme opbygning af en styrke, der til sidst blev motoriseret og kunne holde potentielle opstande under kontrol med militæret i baghånden.

Det er nogle af de ting René Karpantschof har gravet frem til sin bog med undertitlen ”Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920”. Og det var en dramatisk tid i Danmark.

Men trods armod og elendighed for landbefolkning, tjenestefolk og proletariat blev truslen om revolution i Danmark aldrig rigtig alvorlig. Kun mindre grupperinger og enkeltpersoner handlede i desperation eller retfærdig harme, så det gav genlyd for en tid, og det har Karpantschof et godt øje for.

Lyslevende fremstiller han karaktererne fra samfundets bund, slaverne i Dansk Vestindien, soldater i krig, finansfolk, konger og dronninger, konspiratoriske socialister og politispioner, og en række af de personer, der var med til at forme den politiske udvikling frem mod parlamentarisme. I den vellykkede fortælling lykkes det for Karpantschof ikke alene at beskrive de grundlæggende omstændigheder i perioden, men også at fylde mange af historiens parenteser ud, så læseren får en fornemmelse af livet i ellers mørke kroge.

Kampen om Slesvig
Det er en sprudlende fortælling, der ud over gængs materiale også bygger på avisartikler, breve, domsudskrifter, politirapporter og meget andet tidligere uudnyttet kildemateriale fra tiden. Og forfatteren er gavmild med at øse ud af småbemærkninger, der sætter begivenhederne i perspektiv. Som for eksempel, at det under 1. slesvigske krig 1848-50 var første gang i verdenshistorien, at jernbanen blev brugt af de krigsførende til at få tropper frem til kampscenen. Om anvendelse af den danske opfindelse af forløberen for det moderne maskingevær. Varsler med andre ord om, hvordan industrialiseringen skulle præge fremtidens krige. De senere internationale bestræbelser på at regulere krigens gru virker i dag oprigtige men naive. Som det internationale forbud i 1899 mod at smide bomber fra luftballoner (det var inden flyvemaskinen kom til verden), som Karpantschof selvfølgelig også nævner i farten.

1848 var ikke bare året for den første krig om Slesvig. Det var også året for enevældens afskaffelse. Det førte bare hverken til demokrati eller parlamentarisme, som vi kender det i dag. Kvinder og fattigfolk kunne stadig ikke stemme til Folketinget, og overklassen havde fortsat det sidste ord i Landstinget. Karpantschof argumenterer for, at parlamentarismen først fik sit gennembrud i 1920. Og det hænger igen sammen med kampen om Slesvig. For her skete det for sidste gang, at en konge enevældigt greb ind i dansk politik med sin grundlovssikrede ret til at udpege sine ministre. Borgerlige kræfter lokkede Christian den tiende til at fyre statsminister Zahle, fordi denne ikke forsøgte at få hele Slesvig tilbage til Danmark under de internationale forhandlinger efter Tysklands nederlag i 1. verdenskrig.

Opstandelsen over kongens fyring af Zahle ledte til trussel om generalstrejke under den såkaldte Påskekrise. Det var ifølge Karpantschof det tætteste Danmark i perioden kom på en revolution.

Græsrødder og velstand
Det er vanskeligt i dag at forestille sig det liv, som de besiddelsesløse måtte tåle på landet, som tjenestefolk i byerne og som børnearbejdere på fabrikkerne. Først omkring 1885 bliver modstanden mod overmagten for alvorlig synlig med opløb, marcher, slagsmål, strejker og protestskrivelser. I 1890 fejredes 1. maj som kampdag for første gang.

Socialister pønsede på væbnet opstand. De borgerlige organiserede bevæbnede skyttekorps. Men der kom stadig ingen revolution i Danmark. Langsomt ændrede forholdene sig. Selv borgerlige politikere og arbejdsgivere måtte indse, at det var til egen fordel at give mere ud af kagen. Med Septemberforliget i 1899 begyndte der at komme orden på løn- og arbejdsforhold. Lønningerne steg og folk fik tid til at kaste sig over andre kampe. Græsrodsbevægelser opstod til fordel for dyrenes beskyttelse, kvindekamp, verdensfred og afholdenhed fra alkohol. Og den første vegetariske kogebog udkom til gavn for både sjæl og krop, som det hed sig.

Alt var selvfølgelig endnu ikke fryd og gammen i Danmark. Udvandringen nåede inden udgangen af 1920 op på 300.000 personer, der mente, at der ventede et bedre liv i Amerika. Men ikke mindst fordi Socialdemokratiet hurtigt gik væk fra kravet om proletariatets overtagelse af ejendom og produktionsmidler og i stedet søgte at få politisk indflydelse, blev utilfredsheden med klasseforskellene dæmpet ned. Det blev ikke tilgivet af den yderste venstrefløj. Proletariatet fik til gengæld en velstandsstigning, som det kvitterede for ved at sikre Socialdemokratiet flere og flere stemmer til Folketingsvalgene.

Man fornemmer en stille protest, når René Karpantschof mod slutningen citerer Lenin for at sige, at Vestens proletariat lod sig spise af med velstandsstigninger, der i højere og højere grad lod sig gøre på grund af rovdrift på ressourcer og billig arbejdskraft i den tredje verden.

Men denne bog fortjener mere end et overfladisk resumé. Den fortjener at blive læst. Karpantschof har fundet en stil, der er underholdende, fængslende og nyttigt oplysende med mange nye detaljer.

Foto: Fra bogens omslag

Tags: anarki, historie, politik, revolution