POT ER GODT. IKKE SKUNK. MÅSKE
17. august 2009
Amerikanske undersøgelser menes at dokumentere, at flere amerikanere bliver afhængige af skunk end pot, fordi skunk giver en kraftigere rus.
Men spørgsmålet er om man overhovedet bliver afhængig af hash og pot, som man bliver det af tobak, alkohol og heroin.
Saxet og oversat fra The New York Times af Mikkel Schou
Antallet af amerikanere, der søger hjælp for misbrug af pot, skunk og hash, er steget de seneste ti år i takt med, at skunk er blevet introduceret.
Skunk indeholder mere delta-9-tetrahydrocannabinol, THC end almindelig hash og pot. Det er THC, der giver den særlige euforiske virkning ved indtagelse.
Men nogle fortalere for legalisering af cannabis og nogle misbrugseksperter, siger at stigningen i det påståede antal af afhængige, skyldes at flere i perioden er blevet idømt behandling for deres brug af stoffet.
I National Organization for the Reform of Marijuana Laws mener formanden Allen St. Pierre slet ikke, at man kan tale om afhængighed af cannabis.
I 1999 viste en undersøgelse, at 76 % havde prøvet tobak, 32 % blev afhængige.
Heroin var prøvet af 2 % og 23 % blev afhængige.
16 % af amerikanere havde prøvet kokain, 17 % blev afhængige.
Alkohol havde 92 % prøvet og 15 % blev afhængige.
13 % havde prøvet medicin mod angst, der gjorde 9 % af dem afhængige.
Hele 46 % havde prøvet at ryge marijuana (som er mere almindeligt i USA end hash) af dem blev 9 % afhængige.
En misbrugsekspert fra University of California, Dr. Matthew A. Torrington, siger:
– Hver dag ser jeg folk dø af alkohol, stimulanser og opiater. Det er muligt, at marijuana i fremtiden bliver et problem. Men i dag er det intet problem.
I Californien kan læger udskrive recept på marijuana mod stærke smerter og bivirkninger ved kræft, og ved hovedpine og søvnløshed.
Direktøren for National Institute on Drug Abuse, Dr. Nora D. Volkow, siger om den stigende udbredelse af det stærkere skunk i forhold til den gammeldags pot, at det svarer til forskellen mellem at drikke whisky og øl.
De fleste eksperter er enige om, at afvænningen fra et forbrug af marijuana er meget nemmere end afvænning fra alkohol, tobak, kokain og heroin.
Ifølge the New York Times er der læger, der hellere vil give marijuana end medicin ved angst og søvnløshed.