POLITIS FORNEMMELSE FOR FLAG
12. oktober 2015
TVflux’s redaktør sender denne kommentar til Tibetflags-diskussionen fra Rusland, hvor han som andre whistleblowere kan føle sig i sikkerhed for myndigheders forfølgelse.
AF MIKKEL SCHOU
Det var vist i februar 2006, at nogle etnisk rigtige danskere foreslog en afbrænding af koranen på Rådhuspladsen i København. Nu bryder jeg mig egentlig ikke om afbrænding af nogen som helst symboler. Heller ikke af dem, jeg ikke kan lide.
I en slags moddemonstration fandt jeg et jordansk flag, jeg havde haft med hjem som souvenir, og klippede stjernen ud af det, så det blev til det palæstinensiske flag. Deres sag har jeg da sympati for.
Ergo gik jeg ned ad Nørrebrogade med et palæstinensisk flag på stangen (ikke den dér, De ved) og fik mange glade smil fra de lokale arabere, der alle havde hørt om koranafbrændingen.
Da jeg nåede frem til Rådhuspladsen, var de eneste tilstedeværende på hele pladsen fem politifolk og et kamerahold med en journalist, der talte engelsk. Måske dækkede Politiken den forestående verdensbegivenhed fra vinduet. Jeg nåede at sige et par få ord til kameraet, inden en politimand styrede direkte hen imod mig.
Da han stod foran mig, sagde jeg: Velkommen på Al-Jazeera. Han kiggede ind i kameraet, og så, hurtigere end en mus, og jeg har set mange, krybe ind i sit hul, bakkede betjenten tilbage til sine kolleger. Jeg gik videre ad Strøget, indtil jeg nåede Christiansborg slotsplads, som jeg skulle krydse for at komme til Christiania, hvor min demonstration var planlagt til at ende.
På slotspladsen kom en politivogn og ud sprang seks betjente, der sagde, at hvis jeg ikke viklede flaget sammen, ville jeg blive anholdt. Hvorfor? Fordi politiet ikke ville have uro.
Her er russisk politi i dialog med borger
Derhjemme, senere, ringede jeg til politiets daværende pressetalsmand Flemming Steen Munck, som jeg i forvejen havde et lidt anstrengt forhold til, fordi han mente, at jeg som journalist stillede upassende spørgsmål om blandt andet indsatsen på Christiania. Jeg spurgte ham, siden hvornår det var blevet forbudt at bære et flag i Danmark. Og han svarede bare, at NU var han træt af mine happenings, som, det skal siges, i løbet af nogle måneder havde ført til en halv snes fabrikerede tiltaler, der dog ikke kunne føre til den nødvendige domfældelse.
Jeg opgav på forhånd at klage over, at jeg ikke måtte gå rundt med et palæstinensisk flag. Jeg kunne jo ikke en gang fortælle, hvad betjenten hed, eller hvad hans tjenestenummer var. Det nægter de jo altid at oplyse. Og jeg er ikke så hård i filten, at jeg optager mine surrealistiske telefonsamtaler med ordensmagten.
Jeg skal med stor fornøjelse og glæde indrømme, at jeg i andre – journalistiske – sammenhænge har haft stort udbytte af mit samarbejde med Københavns politi, men at jeg – og det gælder også alle andre faggrupper – ofte oplever en slet skjult dagsorden for samtalen, der handler om at sætte sig selv og kolleger i et flatterende lys. Og i øvrigt blev koranafbrændingen ikke til noget. Det var ellers godt vejr, så aflysningen må have skyldtes den almindelige danske slaphed (eller politiets præventive fornemmelse for flag).
