LIVETS GANG I EN RUSSISK PROVINSBY
12. oktober 2015
Folk er betydeligt fattigere 240 km nordøst for Sankt Petersborg, som nogle rejser til hver dag for at tjene lidt flere penge. Andre kommer tilbage efter endt uddannelse, mens teenagere keder sig i Lodjenoje Polje. Under krigen mellem Sovjetunionen og Finland lå byen på frontlinjen i 1.005 dage, blev lagt i ruiner og fik først igen en kirke i 1998.
AF MIKKEL SCHOU
Den første aften i Lodjenoje Polje, spørger TVflux en midaldrende mand på gaden om, hvordan det er at bo i byen:
”Det er en fin by. Men her er lidt provinsielt”, siger han og smiler.
Hvor der i Sankt Petersborg stort set kun kørte store vestlige biler rundt i gaderne, er en tiende del af bilerne i Lodjenoje Polje af russisk fabrikat, især ældre Lada’er.
Tvflux leder efter et hotel i byen til et par overnatninger. På de første to hoteller er beskeden, at man ikke har det stempel, som hoteller med tilladelse til at modtage udlændinge skal have. På det tredje hotel må de godt modtage udlændinge og TVflux falder snart i søvn. Den næste morgen kommer der først liv i hovedgaden hen ad klokken otte. Det er skoleelever og voksne i bil og bus på vej til arbejde. Der bor omkring 21.000 mennesker i byen, der dermed er på størrelse med Skive eller Haderslev.
TEENAGERE KEDER SIG
Olga Izotova (t.h.) med kolleger i sit fritidsjob i en mobiltelefonforretning i Lodjenoje Polje
I en forretning, der sælger mobiltelefoner, falder TVflux i snak med en af ekspedienterne. Hun vil gerne interviewes mellem kundeekspeditionerne. Hun er født i byen, 29 år og single, vil gerne giftes, men har i det mindste gode venner.
”Det er en rolig by. De unge rejser gerne til større byer for at uddanne sig, og nogle af dem kommer tilbage igen. Det er et kedeligt sted at være teenager”, siger Olga Izotova.
Hendes to kollegaer nikker: ”Meget kedeligt”.
”Vi har en biograf, et teater og et diskotek. Men det er ikke en by, hvor de populære bands kommer forbi”, siger Olga med et stort smil.
TVflux spørger hende, hvordan hun bor.
”I en lejlighed med min søn.”
Det viser sig, at barnets far døde af en hjertesygdom. Olga Izotova går på byens filial af Sankt Petersborgs universitet, hvor hun læser kultursociologi og mangler to år endnu.
Hun arbejder gennemsnitligt otte timer to dage om ugen. Det giver 3.000 kroner om måneden, hvilket lyder voldsomt i forhold til en politibetjents løn på 2.500 kroner. Staten giver hende årligt 6.000 kroner i stipendier.
”Det er fint. Jeg klarer mig. Når jeg er færdiguddannet, skal jeg nok til en større by for at finde relevant arbejde. Ellers var jeg gerne blevet i Lodjenoje Polje. Men jeg vil da også gerne ud og opleve verden”, siger Olga.
Russisk arbejdskøretøj
Lodjenoje Polje har en jernbanestation på linjen mellem Sankt Petersborg og Murmansk. TVflux stiller sig op på baneterrænnet, hvor et sjak er ved at laste tømmerstokke af fra skoven. Tømmerindustrien er byens største indtægtskilde. Men ham, der optræder som sjakbajs, råber spørgende, hvad jeg har gang i. Fotografere, svarer jeg. Hvorfor det? For at dokumentere til en dansk avis.
Han kommer hen og spørger om jeg kan bevise, at jeg er journalist. Det danske pressekort overbeviser ham.
Men mit russisk er ikke godt nok til at forstå, hvorfor jeg ikke må fotografere. Jeg spørger om der er tale om sort arbejde? Nej, nej, bedyrer han.
”De har lige lukket en fabrik i byen. 100 mand blev fyret. Det skulle du skrive om i stedet for”, siger han.
”Er det svært at finde arbejde i byen”, spørger vi. Det er det egentlig ikke, siger han. Men lønnen ligger på omkring 2.000 kroner om måneden for ufaglært arbejde. Mange af byens borgere har derfor fundet arbejde i Sankt Petersborg 240 km væk, hvor lønnen er bedre. Men det tog TVflux mere end fem timer at køre turen på grund af kø på vejen ud af Sankt Petersborg og de sidste 200 km var enkeltsporet landevej. Der er afgange morgen og aften med hurtigtog til Sankt Petersborg. Det tager to timer og 40 minutter, og den billigste billet koster 63 kroner. Noget billigere med regionaltoget, der tager omkring fem timer med et enkelt skift undervejs.
På byens lille bibliotek finder vi lidt information om byen. I 1702 grundlagde Peter den første et skibsværft her, der allerede et år efter satte fregatten ”Standard” i søen til zarens nye baltiske flåde. Den havde 28 kanoner. Byen fik dermed en vigtig betydning, allerede året inden Sankt Petersborg blev grundlagt i 1703.
Selvom russerne gerne ser sig som de største ofre, har denne historiebog medtaget en finsk plakat (t.h.), der handler om de sovjetiske bombeangreb på finske byer.
Under den finsk-sovjetiske krig fra 1941-44 var byen i 1005 dage en del af den sovjetiske forsvarslinje. Byen blev ikke indtaget af finnerne, men totalt smadret og nedbrændt af artilleriangreb, siger bibliotekaren, og det meste af befolkningen evakueret til Ural. Byen ligger ved floden Svir, som forbinder Europas to største søer, Ladoga og Onega. Byens navn kan da også oversættes til: Stedet, hvor der laves både. Før skibsværftet kom, lå der en landsby ved navn Mokrishvitsa.
FØR OG EFTER SOVJET
Bibliotekaren er så venlig at skaffe os kontakt til en biolog, der taler engelsk, og som gerne vil fortælle om sig selv og byen.
Marina Stolyarskij kom til Lodjenoje Polje i 1987 som nyuddannet biolog fra Moskva for at blive ansat på et naturreservat langs floden Svir. Nu er hun 51 år og har tre døtre. Den ældste på 26 har selv fire børn, og de bor alle hos Marina og hendes nye mand, indtil datteren og svigersønnen får sat det hus i stand, som de har købt.
”Jeg har næsten ingen fritid med alle de mange videnskabelige udgivelser, som jeg både er forfatter og redaktør på. Og som jeg ulønnet udfører ved siden af mit arbejde i naturreservatet”, fortæller Marina.
Trods hendes årelange universitetsuddannelse og et respekteret offentligt job tjener hun kun 1.300 kroner om måneden. I de fire sommermåneder tjener hun hver måned lige så meget ved i fritiden at være turistguide i naturreservatet.
Halvdelen af det hus hun bor i fik hun tildelt ved sin ansættelse. I begyndelsen af 1990’erne fik hun, ligesom andre akademikere og teknikere, foræret den tildelte bolig af staten som led i de økonomiske reformer.
”Det er bedre i dag, end i Sovjet-tiden. Men da jeg kom til Lodjenoje Polje, var der da varer i butikkerne, fordi byen har en stor fødevareindustri. Men fra 1991 havde vi krise i et par år, hvor vi i månedsvis ikke fik udbetalt vores løn. Jeg har glemt, hvordan vi overlevede, men alle havde en køkkenhave, og man kunne finde noget spiseligt i skoven og konservere til vinteren”, fortæller Marina.
Putin gjorde det hele endnu bedre, mener hun:
”Vejene blev repareret og bygninger renoveret. Vi blev rigere. Nu er det blevet vanskeligt igen på grund af sanktionerne fra Vesten, og folk bliver arbejdsløse. Men vi støtter og forstår Putin. Han elsker Rusland, og det mærker folk”, siger Marina.
”Jeg har en levestandard som de fleste og ejer ikke en bil. Forretningsfolk har nogle andre muligheder. Om det er fair? – hvad kan man gøre ved det? Det vigtigste er, at udføre et arbejde, som man går op i. Jeg har hverken tid eller penge til at holde ferie. Men jeg vil gerne til Grækenland – en gang”, siger hun, som én gang har været i Finland til en videnskabelig konference.
Byens eneste kirke er fra 1998
For hende er det vigtigste også, at byen har fået en kirke. Byen havde en katedral fra 1844, som blev indrettet som museum i 1922 af kommunisterne. Under krigen mod Finland blev den nærmest molesteret og under Krustjov, der var streng ateist, blev resterne sprængt bort. Først i 1998 fik byen igen en kirke med økonomisk hjælp fra Norge og Danmark, fortæller Marina Stolyarskij.
Da TVflux tilfældigt besøger kirken en fredag formiddag, er en messe i gang. Der er omkring 20 kirkegængere i den ortodokse kirke, hovedsagligt kvinder, men også et ungt par med et lille barn, en yngre og en midaldrende mand.
”Jeg har altid været en søgende sjæl, selvom jeg aldrig kom i kirken. Men jeg blev døbt i 1993 og begyndte at komme fast i kirken fra 2003, da min første mand døde”, siger Marina.
TVflux har bemærket, at byen virker meget tryg at færdes i. Og da Marina efter mørkets frembrud viser TVflux stedet ved floden langt fra nærmeste gadelygte, hvor katedralen lå, spørger vi, om der er noget kriminalitet i byen.
Hun griner forundret:
”Nej, det er en lille by, hvor alle kender hinanden. Og måske er der heller ingen kriminalitet, fordi vi hér alle dybest set er kristne”, forklarer hun, mens vi er nået frem til en mindelund for de 1.500 faldne sovjetiske soldater, der var med til at forsvare byen under 2. verdenskrig.
I byens udkant et hjem for invalide. Fandt aldrig ud af om det er veteraner fra Afghanistan
Lidt mindre fintfølende er de på byens største café, hvor to store skærme konstant viser en russisk musikkanal med grove antydninger af sex og vold. TVflux’s yndlingsvideo er fra den ukrainske popsanger Vera Brezhneva, hvor der kun optræder kvinder, der tilmed i modstrid med officiel politik også meget uskyldigt kysser hinanden. TVflux fremhæver denne video, der handler om kærligheden mellem mor og datter, på grund af dens musikalske og filmkunstneriske indhold.
OFFENTLIGT SLÆBERI
I byens udkant ligger et lille museum i en flot rød træbygning 50 meter fra bredden af floden Svir. Den blev opført i 1945 også til minde om krigen mod Finland.
Der står på skiltet, at museet holder frokost til klokken 14. Og klokken 14.12 kommer en midaldrende kvinde slæbende af sted og åbner døren. Det virker ikke som om, hun er særlig interesseret i at byde den eneste gæst indenfor, men det går. En anden borger i byen har til TVflux beklaget sig over, hvordan offentligt ansætte stadig lider under Sovjet-mentaliteten, hvor det gælder om at lave så lidt som muligt, når man er på arbejde.
Museets rum ligger i forlængelse af hinanden, så man følger udstillingerne rundt i træbygningen og havner automatisk igen ved indgangen. Museumsvagten tænder lyset i det rum TVflux træder ind i. Lige så snart hun har tændt lyset i det næste rum, går hun vejen rundt gennem bygningen og slukker for lyset i det rum, vi forlader. Og så fremdeles til hun endelig kan være alene igen. Museet rummer en lokalnaturhistorisk del med udstoppede dyr og fugle, en historisk, der viser, hvordan man byggede skibe fra 1703, og værktøj og klædedragter fra den gang. Ligeledes ting og sager fra de livegnes bondetilværelse. Fra krigen mod Finland 1941-1944 ses våben, uniformer, soldaterbøger og breve, foto og aviser. Der er også en udstilling om den præ-revolutionære familie, der ejede og boede på det nærliggende gods, og endnu én om jernbanens og kommunismens barndom. Det er et museum, der er værd at bruge en times tid på. Og entreen var sølle seks kroner.
På en lidt dyr café midt i byen, hvor TVflux også er alene og bestiller lidt at spise, fortæller tjeneren, at folk i byen kun har råd til at komme der fredag og lørdag, hvor der også er diskotek. Man forstår, hvorfor teenagere selv i det halvkolde efterår om aftenen må more sig ved at hænge ud på gadehjørnerne i den russiske provins.
