FARLIGT AT DÆMONISERE RUSSERNE
13. oktober 2015
”Der kommer ikke noget godt ud af at lade de kulturelle vande fryse til”, siger lederen af Det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg, Finn Andersen, om propagandakrigen mellem Rusland og Vesten. Han forstår udmærket baggrunden for, at Rusland af historiske grunde lider af beskyttelsestrang. Men det gør bare kulturel udveksling endnu vigtigere
Af MIKKEL SCHOU for DAGBLADET INFORMATION
Carl Nielsens 3. symfoni, Espansiva, brager ud i salen i Beloselsky-Belozersky Paladset i Sankt Petersborg. Den iltre symfoni bliver ikke mindre dramatisk, når det er Sankt Petersborgs Statssymfoniorkester, der opfører den med dirigent Aleksandr Kantorov i spidsen.
Og når paladset fra 1847 tilmed er dekoreret af den danske billedhugger David Jensen, der døde i byen i 1902, dengang den hed Petrograd, ja, så er det svært at fjerne smilet fra Finn Andersens ansigt, der stråler denne sidste lørdag aften i september blandt de 400 – hovedsagligt russiske – festklædte mennesker.
Den festlige anledning er åbningen af fire nordiske landes to uger lange kulturfestival ”Nordiske uger”. Men for Finn Andersen, der er leder af Det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg er det også starten på en lancering af Carl Nielsen i den russiske kulturhovedstad.
”Og endnu et bidrag til at mildne vindene mellem Rusland og Vesten”, som han siger den følgende mandag, da Information møder ham igen på hans kontor i Sankt Petersborg.
CARL NIELSEN SKAL BRYDE DEN RUSSISKE LYDMUR
Det er Finn Andersens inderlige ønske, at mødet mellem dansk og russisk kultur kan berige de deltagende:
”Russerne skal helst ikke være helt de samme, efter de hørte Carl Nielsens tredje symfoni i lørdags.”
Det Danske Kulturinstitut har valgt jubilæumsåret til at gøre russerne bekendt med Carl Nielsen. Resten af året skal der være koncerter og symposier om den danske komponist, som der indtil videre er taget godt i mod i Sankt Petersborg, og inden den lange russiske vinter er overstået, er samtlige Nielsens seks symfonier blevet opført.
Og det er netop gennem de mange arrangementer, instituttet afholder, at Finn Andersen håber, at russere får øje på værdier i dansk kultur. Og dét møde, mellem dansk og russisk kultur, har aldrig været vigtigere end netop nu, mener han.
”Kriserne omkring Krim og Ukraine har medført en dæmonisering. Russerne får at vide, at Vesten vil dem det ondt, og dermed får de et forkert billede af Vesten. Men de frie medier i Vesten dæmoniserer også Rusland. Der kommer ikke noget godt ud af på den måde at lade dialogen fryse til”, siger Finn Andersen.
”Som modvægt til medierne er det vigtigt, at danskerne får et andet billede, som ikke er fokuseret på, hvad Putin laver. Russerne minder jo meget om os selv. Modvægten til mediernes formidling findes i mødet mellem individer, i stedet for propagandaen fra begge sider. Her kan vi bidrage med at give russerne et realistisk billede af Danmark – kulturelt.”
Russisk bryllup
Og Det Danske Kulturinstitut undgår i modsætning til medierne at fare bombastisk frem:
”Vi kan indirekte vise, hvad vi står for, men det ved de fleste jo godt. Vi vil som mennesker det samme, russere og danskere. I kulturelle sammenhænge er jeg ikke blevet mødt med negativitet. Det er højere oppe, de store drenge slås, ikke på det folkelige, kulturelle niveau”, siger han, der har været institutleder siden januar 2014.
Og så mener han i øvrigt ikke, i modsætning til vestlige kommentatorer, der finder det vulgært og populistisk, at der er noget galt i, at Rusland forsøger at genoplive den prægtige russiske kulturarv, som historisk set altid har været i berigende samspil med den europæiske:
”Så det behøver netop ikke gøres til Europas modsætning.”
DET SÅRBARE RUSLAND
Men mødet mellem kulturerne skal også gerne bidrage til afspænding og større forståelse mellem kulturene i en tid, der giver mindelser om Den kolde Krig. Den gensidige dæmonisering derimod er en farlig hindring for dialog. Og dæmoniseringen af Rusland bygger ofte på manglende historisk forståelse, mener Finn Andersen.
En del af krisen mellem Rusland og Vesten skyldes nemlig ifølge Finn Andersen, at man efter Sovjetunionens opløsning ikke anerkendte Rusland som en stormagt:
”Man skal ikke ydmyge en slagen fjende. Og man bør være opmærksom på, at Rusland føler sig ydmyget efter Sovjetunionens opløsning. Og især af visse politikere i USA.”
Et af de tilbagevendende stridspunkter er, hvorvidt Rusland under forhandlingerne om Tysklands genforening i 1990 blev lovet, at de tidligere Warszawapagt-lande ikke skulle optages i NATO. Det har den daværende sovjetiske præsident Gorbatjov senere fastholdt, at der var mundtlige aftaler om.
Fra russisk historiebog om 2. verdenskrig
”Det er jeg ikke ekspert på, men jeg kan læse mig til, at det blæste især USA på. Man må forstå, at Rusland lider af en beskyttelsestrang. Landet er jo blevet invaderet af tatarer, svenskere, polakker og franskmænd siden middelalderen og ikke mindst af Nazi-tyskland i 1941. Det forklarer Ruslands følte behov for en bufferzone. Men Ruslands ønsker kan selvfølgelig ikke overskygge uafhængige staters suverænitet. Og sikkerheden for alle parter kunne givetvis opnås meget bedre gennem et tættere samarbejde med Vesten – militært, økonomisk og kulturelt”, siger Finn Andersen og tilføjer, at balterne og de østeuropæiske lande valgte frivilligt at indtræde i NATO.
FREMMED AGENT
Der er siden 2012 indført strenge regler for, hvad udenlandske aktører må gøre i Rusland, som i år blev udvidet med lister over uønskede udenlandske organisationer. Og det forholder Det Danske Kulturinstitut sig til.
”Rusland er et brændpunkt, hvor jeg hele tiden skal tænke grundigt over, hvad jeg gør”, siger Finn Andersen.
Nordisk Ministerråd er af de russiske myndigheder blevet stemplet som en fremmed agent med alle de indskrænkninger, det medfører for samarbejdet med russiske NGO’er. Det er for eksempel ikke lovligt for russere at samarbejde med fremmede agenter. Som konsekvens har Nordisk Ministerråd besluttet at lukke de to kontorer i Rusland.
Russisk politi
Finn Andersen mener, at det er helt uberettiget, at Nordisk Ministerråd er havnet i den situation, som han selv forsøger at styre uden om. Blandt andet ved ikke at politisere.
”Men det er heller ikke meningen, at jeg skal vifte med de mest provokerende sager, jeg kan finde. At tro, at vi kan ændre noget ved provokation, er en fejlopfattelse.”
Det Danske Kulturinstitut er en selvejende institution, der støttes økonomisk af Kulturministeriet, men uden diplomatisk status. Så instituttet kan lukkes efter russisk forgodtbefindende uden videre begrundelse. Finn Andersens strategi er derfor en balanceret åbenhed, der i høj grad bygger på undersøgelser af, hvad russerne ønsker af dansk kultur.
KULTUREN GÅR BEGGE VEJE
Instituttet i Sankt Petersborg blev oprettet i 2003 i anledning af byens 300 års jubilæum. Indtil videre er det lykkedes at undgå russiske myndigheders unåde.
”Russiske statsautoriserede revisorer gennemgår hvert år nidkært vores regnskaber. Vel sagtens for at se, om vi giver penge til ulovlige politiske aktiviteter. Og de indskærper os, at vi ikke må politisere. Men vi kan da for eksempel arrangere møder mellem danske forfattere og russiske. Det er i hjertet af det, vi prøver at gøre: Bringe individer sammen omkring noget kunstnerisk, kulturelt og fagligt”, siger institutlederen.
”Rusland er verdens største land. Vi er et lille land og et lille institut, men vi har altid et stort program, og vi møder respekt, og folk dukker op til vores arrangementer. Danmark har også en interesse i at fremvise dansk kultur uden samtidig at kritisere tilstandene i Rusland”, mener Finn Andersen.
Instituttet formidler også kontakt den anden vej, så russisk kultur kan blive præsenteret i Danmark:
”Vores kulturpartnere i Rusland er udsat for økonomiske nedskæringer – endnu mere i den nuværende krise – derfor skal vi i højere grad finansiere samarbejdet, hvor vi for eksempel en gang i mellem må betale for russeres rejse til Danmark i forbindelse med et russisk arrangement.”
Information spørger, om ikke instituttets indsats i Rusland kan virke lidt elitært eller akademisk. Det er vel begrænset, hvor mange russere, der mener, at Carl Nielsen er interessant, eller klassisk musik i det hele taget. Men sådan er det ikke:
”Vi henvender os til kulturfaglige og professionelle kredse, som vi skal overbevise om det relevante i, at de formidler og præsenterer Carl Nielsen. Man skal også vide, at borgerne i Sankt Petersborg traditionelt er enormt optaget af musik, teater og kultur i det hele taget. Også den klassiske og også blandt de unge”, siger han.
Og så viser instituttet i øvrigt i den anden uge af oktober Anders Thomas Jensens spillefilm ”De grønne slagtere” fra 2003 med engelske undertekster.
Poet uden penge i Sankt Petersborg
Men instituttets arbejde i Sankt Petersborg omfatter også mere jordnære samfundsrelaterede emner. For eksempel i samarbejdet med voksenundervisningsinstitutioner i hele Rusland, som er meget interesserede i folkeoplysning, som vi kender det fra Grundtvig og folkehøjskolerne.
Under ”Nordiske uger”, som arrangeres af Danmark, Norge, Sverige og Finland i oktober, har Det Danske Kulturinstitut valgt at fokusere på Børne- og ungekultur og miljømæssig bæredygtighed. Instituttet deltager blandt andet i et lokalt projekt om økologisk mad og sundhed.
”Det giver os en unik mulighed for at få indblik i, hvad der rører sig lokalt, og chancen for at finde nye samarbejdspartnere”, siger Finn Andersen.
Så selvom han skal holde tungen lige i munden, er det det hele værd. For kulturen og forståelsen mellem mennesker.
”Det er vigtigere at tage nogle kompromisser end at lukke sig om sig selv. Kultur kan noget særligt: Den kan berige og bevæge”, lyder den danske stemme fra Sankt Petersborg, der de kommende tre dage kan høres i Kasakhstan i forbindelse med instituttets samarbejde om voksenundervisning.
