Go to ...

22. juli 2024

RUSSISK HOLDER SAMMEN PÅ ETNISK VIRVAR


I den østligste del af Skandinavien er kun 18 procent af befolkningen oprindelig. Men russisk sprog og kultur binder den blandede befolkning sammen i den Karelske Republik i Den Russiske Føderation.

 Af MIKKEL SCHOU

 Når Mozarts Tryllefløjten er forbi, og den fyldte sal har forladt det musikalske teater i Petrozavodsk, drøner unge mænd rundt i deres biler på den store plads foran teatret. Det foregår næsten hver aften og til langt over midnat i hovedstaden i den Karelske Republik, der grænser op til Finland.

Drifting kaldes det, når de unge mænd smider bilerne rundt i svingene, så dækkene hviner og skriger.

Politiet griber ikke ind. Og det kan de heller ikke. For kommunen har givet tilladelse til, at parkeringspladsen bruges til øvelsesplads for drifting. Til stor irritation for de ganske vist få beboere ved pladsen og til ærgrelse for de borgere, der synes, at det skæmmer bybilledet.

Og det er måske byens største synlige modsætning. For ellers tilbyder Petrozavodsk, der er lidt større end Aarhus, lige så meget kultur og underholdning, som Jyllands hovedstad. Til gengæld er befolkningen sammensat af tilflyttede folkegrupper i Sovjettiden, så den oprindelige befolkningen nu udgør lidt mindre end 18 procent. Og det der binder befolkningen sammen i dag er russisk sprog og kultur.

Selvstændighed
Efter Sovjetunionens dannelse i 1917 gik Finland fra at være et russisk fyrstendømme til en selvstændig nation. Men det skar til gengæld også den østligste befolkning, karelerne, midt over. De fik deres egen republik i 1924– Den Karelske – et tyndt befolket område mere end fire gange større end Danmark.

I Sovjet-tiden blev lokale kulturer og traditioner opmuntret af staten. Så selvom ukrainere, hviderussere og sovjetborgere fra Asien og Kaukasus flyttede til den Karelske Republik, blev meget af den oprindelige karelsk/finske kultur bevaret. Indtil Sovjetunionens sammenbrud i 1992.

”Da Sovjetunionen brød sammen, var der en periode på nogle år, hvor folk interesserede sig meget for amerikansk kultur. Men det er slut for længe siden. I dag har de unge flere valg inden for musik, film og litteratur end de havde i Sovjetunionen og i den korte periode under præsident Jeltsin, hvor USA dominerede”, siger Ljudmilla Dubinskaja afdelingsleder på republikkens Center for National Kultur.

Byens teatre tilbyder ofte klassiske opsætninger af opera, ballet og teater. Og halvdelen af publikum er unge. Det er faktisk også helt almindeligt, at borgerne i Petrozavodsk tager deres helt små børn med til forestillingerne – også om aftenen.

”Karelen er lidt speciel, for vi har mange muligheder for uddannelse indenfor musik, som tiltrækker studerende fra hele Rusland og resten af verden. Vores republik er både multikulturel og multinational. Det har aldrig givet nogen problemer”, siger Ljudmilla Dubinskaja og banker under bordet.

En af forklaringerne på den brogede befolkningssammensætning er Sovjetunionens uddannelsespolitik. Al uddannelse var gratis. Til gengæld kunne staten sende færdiguddannede derhen, hvor der var brug for dem.

1-ljudmilaFoto: Afdelingschef Ljudmila Dubinskaja, Center for National Kultur i den Karelske Republik

Efter 1992 tilbød Finland alle karelere finsk statsborgerskab til dem, der kunne bevise en familiær tilknytning til Finland. Det tog mange i mod, og mange af dem arbejder nu i Finland til en op til ti gange højere løn end i Rusland.

På spørgsmålet om hvorfor karelerne ikke river sig løs fra Rusland, siger Ljudmilla Dubinskaja: ”Vi bliver i Rusland. Vi har eget budget og stor autonomi.”

Tilbage til rødderne
Mange af byens borgere søger i dag mod den oprindelige karelsk-finske kultur.

”Folk er trætte af at se film og spise popcorn. De vil gerne opleve noget på deres egen krop og bruge deres hænder”, siger Natalija Kozlovskaja.

Hun er chef for udviklingsafdelingen på Kunstmuseet i Petrozavodsk.

”Der er mange, også folk uden oprindelig karelsk baggrund, der ønsker at lære det karelske sprog (den finske sproggruppe) og den gamle kultur at kende. Vi bruger museet som kultur-, uddannelses- og aktivitetscenter for borgerne, hvor de blandt andet kan lære at lave garn som i gamle dage, hvor vi starter med den rå uld”, siger udviklingschefen.

På den måde lærer især de unge også, at tingene ikke kommer af sig selv. Og forhåbentlig vil det få dem til at forbruge mindre, er museets tanke. Der er dog stadig plads til besøgende, der bare vil opleve den permanente og de løbende udstillinger af klassisk og moderne kunst.

”Vi prøver at tilbyde noget til alle. Lige fra børn og ældre, husmødre og forretningsfolk. Vi håber, at alle kan komme på museet og finde noget, der vil ryste deres sjæl. Vi ønsker at give dem noget glæde. Folk er trætte af bare at være forbrugere. Men det mener jeg, er en global trend”, siger Natalija Kozlovskaja.

På den måde indgår museet også på markedet for fritidstilbud:

”Den ene dag sidder du hjemme og ser tv, den næste går du på café og drikker øl, og måske den tredje dag går du på museum. Vi bør konkurrere med de tilbud, der er, og jeg tror, vi har store muligheder, hvis vi er effektive”, siger Natalija Kozlovskaje, der er uddannet i økonomisk styring.

Hun tjener omkring 4.000 danske kroner om måneden.

”Jeg kunne tjene flere penge i det private erhvervsliv med min uddannelse, men her arbejder jeg med noget, som jeg brænder for. Og så tjener min mand også mere. Han er privat ansat, så på den måde hænger familiens økonomi sammen”, siger hun.

Mens Sovjetunionen var præget af et højt uddannelsesniveau skete der et markant skifte i 1992 med introduktionen af markedsøkonomi.

”Vi havde en overgang, hvor folk troede, at de ikke behøvede en uddannelse, fordi der var et frit, åbent marked, og alle bare kunne blive forretningsfolk. Den tid er gudskelov forbi”, siger Ljudmilla Dubinskaja på Center for National Kultur.

”Der er igen en tendens til, at de unge forstår behovet for uddannelse. I dag er privatøkonomien værre end i Sovjetunionen. Så de unge tager flere uddannelser for at sikre sig et arbejde. En ingeniør får sig for eksempel en sproguddannelse. Og ikke bogligt stærke unge bliver fagudlært”, siger hun.

Danmark om igen
På mange måder minder Petrozavodsk om Aarhus og København. Måske dog med en levestandard som vi havde i 1980’erne.

Men samfundet er også mere socialt sammenhængende som Danmark i 1980’erne. Selvom borgerne i den Karelske Republik kan brokke sig over, at pengene til at reparere vejene havner i korrupte lommer, og erhvervslivets ledere i udbredt grad er inkompetente, så er især de unges tro på fremtiden stor.

”Vi ser jo ikke på Finland som udland. Vi ligner meget Skandinavien i denne del af Rusland. Det jeg savner mest, er debat om feminisme, ulighed og ytringsfrihed, som I har”, siger Anja Potashova, der studerer svensk på universitetet i Petrozavodsk.

”Men jeg tror på, at vi har muligheden for at udvikle et lignende velfærdssamfund som jeres. Vi har jo allerede et udbredt samarbejde med Skandinavien omkring både sociale og kulturelle forhold”, siger hun.

1-musik-plakatFoto: Plakat ved Den Filharmoniske Koncertsal – Flos Florum spiller den 18. november i år

Vi møder så en fyr, som ikke ønsker sit navn i avisen. Han driver en lille privat virksomhed og er ikke tilhænger af Putin:

”Det er jo den rene politistat. Min virksomhed er så lille, at jeg ikke har råd til at betale skat. Men nu går jeg rundt og er paranoid. For officielt tjener jeg ingen penge, men nogle af mine kunder er nødt til at betale for mine varer over nettet. Og det kan myndighederne opdage. Jeg vil hellere give lidt selv til folk i nød end betale skat”, siger han.

Indtil for nogle år siden var det halve af byen døddrukne til den årlige byfest, og Petrozavodsk sejlede i affald dagen derpå. Men så blev det i hele Rusland forbudt at drikke alkohol på åben gade, og forretninger må kun sælge alkohol fra op af dagen til tidligt på aftenen.

”Ja, så noget godt har Putin da gjort”, siger han smilende.

Hvis det endelig var, ville han også selv hellere ryge lidt hash.

”Problemet med hash i Petrozavodsk i dag er, at det ikke er til af finde. For et par år siden var der en sælger, der skød en politimand. Og så blev der slået ekstremt hårdt ned på handelen, som tidligere var nærmest accepteret”, siger han.

Så også hvad angår alkohol og narkotika, kan den Karelske Republik sammenlignes med Skandinavien. Går man ind på en restaurant eller café kan man dog stadig se især lidt ældre mænd bunde en flaske vodka uden at blinke.

Ifølge Wikipedia har den Karelske Republik et befolkningstal på 632.533. Anerkendte mindretalssprog er finsk, karelsk og vepsisk.

Tags:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From NYHEDER