POLITIGÅRDEN STYRTER I GRUS
23. august 2006
30.08.06 Ældre politimænd kan meddele, at de unge betjente ikke længere tåler de knubs, som politiet tidligere tålte.
Nu går politiets egen sikkerhed forud for alt andet.
Kommentar af Mikkel Schou
Trusselsniveauet er så højt, at Københavns politi vil have fjernet parkeringspladserne rundt om Politigården.
Et parkeringsforbud skal forhindre terrorister i at placere en bilbombe der.
Bortset fra det beklagelige i at Københavns kommune derved mister en million kroner om året i parkeringsindtægter, så vil jeg gerne se Politigården bombet til grus, førend jeg tror på politiets trusselsprofeti.
For det er jo bare en tendens.
På årets nordiske møde for politifolk, vil folkene fra Danmark have debatteret det stigende antal sigtelser for vold mod politiet.
Ældre politimænd kan meddele, at de unge betjente ikke længere tåler de knubs, som politiet tidligere tålte.
I dag er det jo sådan, at man ikke kan prikke en betjent på skulderen for at spørge om vej uden at blive sigtet for vold.
Når man tilmed har erfaret, hvor let politiet selv griber til vold på Christiania, til demonstrationer og under anholdelser overalt, græmmes man af ynk over politiets klynkeri.
Det siges at være politiets fagforening, der har bestemt, at frem for alt andet går politiets egen sikkerhed.
Så lad os dog få et korps mere, der kan passe på politiet.