Go to ...

22. april 2024

ER MERE KRIG SVARET?


Ja, det kommer vel an på, hvad spørgsmålet er.

Men i det mindste overvejede den tyske forsvarsminister Pistorius i modsætning til de fleste af sine kolleger i NATO nøje svaret.

Vil det blot bringe mere lidelse og trække tiden ud at forære Ukraine de nok bedste kampvogne i NATO?  Flere civile tab, død i begge militære lejre, for slet ikke at tale om de vanvittige økonomiske omkostninger og materielle/miljømæssige ødelæggelser. 

De militære eksperter er vist endda enige om, at kampvognene hverken vil udløse en ukrainsk sejr eller spolere den russiske militære specialoperation.

RUSLAND SOM MILITÆR STORMAGT
I søgen efter svar fandt jeg en bog på biblioteket: ”Rusland som militær stormagt”.

Den er udgivet i 2021 på DJØFs forlag, og den er resultatet af et projekt på Forsvarsakademiet. Det danske akademi vel at mærke.

Fanden vil læse bogen som et dementi af billedet i Vesten af en gal Putin, en russisk elite og militær overklasse, der ønsker sin egen variant af Lebensraum.

Bogen beskriver den ”russiske tænkning” indenfor forsvarspolitik og trusselsopfattelse.

Og i denne konflikt er man nødt til også at betragte den baggrund. Tillad mig, mens du læser dette, helt at se bort fra de lidelser, krigen har bibragt.

”Rusland som militær stormagt” beskriver de situationer, som Rusland ud fra egne militære (og politiske) doktriner mener, Rusland er nødt til at reagere på. Om nødvendigt med militær magt. Derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor ingen har reageret på russiske indsigelser mod NATOs udvidelser siden 1991 med andet end skuldertræk.

Du kan så mene, på linje med de fleste vestlige politikere, at vi ikke skal bøje os for russisk tænkning. Men det er, for mig at se, netop en del af problemet. Uanset om vi mener, at det er skuespil og latterligt: At Rusland mener, at landet er truet af bare udsigten til ukrainsk medlemskab af NATO. Så er det noget, vi burde have taget alvorligt. Hvordan?

I den ideele verden har jeg selv siden 1991, hvor Ukraine blev en selvstændig stat, betragtet nationen som et muligt grænseland mellem Øst og Vest. Et vindue til begge sider, men militært neutralt og selvfølgelig uden antydningen af russisk (eller amerikansk) overherredømme.

Men det har aldrig været i USA’s interesse. Siden 1997 har USA haft militært personel i Ukraine og i 2006 førte lokale protester til, at USA måtte trække sig ud af en maritim militær øvelse på Krim. Sikkert ikke uden opmuntring fra den russiske flådebase på netop Krim, som Rusland har lejet frem til 2042.

TRUER MED A-VÅBEN
Og så er der det tilsyneladende påtagede trusselsbillede, som vi i Vesten nu mødes med i medierne. NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg og den tidligere Anders Fogh Rasmussen mener sig forargede og chokerede over, at Putin har truet med at bruge a-våben.

En trussel, eller snarere advarsel, han rigtigt nok har fremsat. Men den handler om en situation, hvor regimet mener, at Rusland er truet på sin eksistens. Altså, må man forstå, hvis Rusland selv bliver overvældende angrebet. Om Putin i den forbindelse også nu inkluderer de områder af Østukraine, som for nylig blev erklæret som en del af Rusland, svæver i luften.

Men ifølge ”Rusland som militær stormagt” er det en, i Vesten velkendt, russisk doktrin for anvendelse af a-våben, der er udviklet siden 1993.

Og i en fodnote i bogen er nævnt en parallelitet:

I USA er der også en militær doktrin om anvendelse af a-våben. Og ikke kun, hvis USA er alvorligt truet, men som angrebsvåben. USA forbeholder sig retten til at slå først med a-våben for at forhindre en trussel i at blive alvorlig.

Og USA opfatter enhver konflikt i verden som en trussel mod USA, hvis det er belejligt. I modsætning til Rusland, kan man til dels hævde, der først og fremmest er bekymret for sine egne grænseområder.

Det hedder sig desuden, at Kreml også frygter nabolande, der vender sig til Europa og ender som økonomiske mirakel-eksempler, som kan få russere til at ønske systemforandring. Et sådant eksempel var Ukraine ikke.

Den gennemsnitlige levestandard var inden krigen højere i Rusland end i Ukraine. De politiske forhold var måske en anelse bedre i Ukraine, men ikke hvis man var russisk-sindet eller, Gud forbyde det, socialist, kommunist eller anarkist.

EU-MEDLEMSKAB
Opstanden i Ukraine, der begyndte i 2013 og kulminerede i februar året efter i det såkaldte Majdan-oprør, var begrundet med, at den daværende præsident i Ukraine, Janukovitj, sagde nej til et tilbud om en associeringsaftale med EU.

Her ville jeg helst undlade at nævne, at den nu afdøde senator John McCain optrådte på den interimistiske scene på Majdan-pladsen og midt under urolighederne forsikrede oprørerne om USA’s opbakning. Eller da USA’s assisterende EU-ambassadør, Victoria Nuland, der også flittigt besøgte Majdan-pladsen, i en (af russerne aflyttet) telefonsamtale med USA’s ambassadør i Kiev, Geoffrey Pyatt, på spørgsmålet, om ikke EU (lige som USA) skulle inddrages i forhandlingerne om en ny ukrainsk regering, svarede: Fuck the EU. Altså inden den trods alt valgte ukrainske præsident Janukovitj flygtede til Rusland.

De EU-positive ukrainere (flest i det vestlige Ukraine) forventede, at med en aftale med EU kunne de snart, ligesom alle andre borgere i EU, få to biler i garagen og charterferier året rundt. I praksis ville aftalen have bombet Ukraines økonomi i smadder de første 20-25 år eller mere. Fordi aftalen indebar, at Ukraine ville være tvunget til at stoppe al samhandel med Rusland, som var Ukraines største handelspartner. Og fordi Ukraine heller ikke i dag på nogen måde vil overleve økonomisk at skulle tilnærme sig EU-standarter på det indre marked.

Og hvad med demokratiet i Rusland og Ukraine? Begge lande er dybt korrupte. Og begge steder opstod oligarkerne i rusen efter Sovjetunionens opløsning og illusionen om markedsøkonomi og frihed. Ligesom vores oligarker efter enevælden kom til verden med industrialiseringen, som ikke nåede til Rusland og Ukraine førend længe efter revolutionen i 1917. Med andre ord: Af mange grunde findes der også herskende opfattelser, der ikke harmonerer med Vestens (langt mere fremskredne?).

STOP KRIGEN
Nu er der i Vesten åbenbart ikke noget reelt ønske om at stoppe krigen i Ukraine (bortset fra måske lidt tilbageholdenhed i Tyskland). USA var først til at melde ud, at Rusland skulle knuses militært, så landet ikke begynder flere ”erobringskrige”. Og de fleste statsoverhoveder i Europa snakker efter. Det er også for sent at bede om fred. Det vil bare se ud som om, vi bukker for Putin.

Og nu skal Vesten så levere flere og tungere våben til Ukraine. Det er vel ikke kun propaganda, at det russiske svar er, at det bare vil forlænge lidelserne. Hvad ellers?

Jo, det skal jeg sige dig. FN ignorerer Ukraines og Ruslands protester og indsætter 300.000 FN-soldater. De kastes ned fra luften og ”besætter” hele frontområdet. Og så må vi tage den derfra.

En anden og lidt ældre idiot end jeg, den tidligere (danske) udenrigsminister Per Stig Møller, foreslog på et DIIS-arrangement forrige sommer, at man brugte Sønderjyllandsmodellen. Lad der være en folkeafstemning om tilhørsforholdet i Østukraine.

AFSTEMNING
Det er muligt (?), at de russisk-sindede i Østukraine som reaktion på krigen ikke længere ønsker at blive en del af Rusland eller opnå selvstyre inden for den ukrainske stat, som kravet har været siden 2014. Et krav som i øvrigt med de såkaldte Minsk-aftaler fik FNs godkendelse.

Men det kan også være, at alternativet er værre: At være fanget i Ukraine som russisk-sindet.

Jeg har på gaderne i København mange gange mødt ukrainske flygtninge. Småbørnsfamilier og  par (altså også mænd i den kampklare alder). De talte alle russisk – indbyrdes. Det var grunden til, at jeg spottede dem. De forklarede, at det har de altid gjort. Nu er flere af dem, mens de er i København, begyndt at lære at tale ukrainsk. For at gøre det lettere at komme tilbage. Og jeg har mødt ukrainske børn, der kun taler russisk, men i Danmark nægtes denne mulighed. De mødes kun af ukrainsk-talende frivillige i skolen og til fritidsaktiviteter.

På den måde minder situationen også om Sønderjylland før Genforeningen. Det er jo ikke to forskellige nationalitetsfølelser, der er opstået det seneste år, men som frem til 2014 og Majdan-oprøret, ikke havde nogen videre praktisk betydning i hverdagen.

Siden 1991 har resultatet ved nærmest hvert eneste præsidentvalg i Ukraine været et skifte fra pro-russisk til pro-europæisk og tilbage igen. Det kommer mere krig ikke til at ændre på, med mindre det bliver forbudt at være russer eller russisk-sindet i Ukraine.

Mon ikke der er bevaret folkeregisteroplysninger om Østukraine fra før 2014? Så lad de berettigede stemme om det en sidste gang.

KOMMENTAR AF MIKKEL SCHOU

Tags: ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From Debat