Go to ...

31. august 2024

CHRISTIANIA LAMMES AF STREJKE


Skraldet bliver liggende, børnehaver holder lukket og kloakker bliver ikke repareret. Alle institutioner på Christiania nedlægger arbejdet i en uge fra mandag morgen (28. august 06).

”Det er et tilbud til christianitterne om at komme ud på gaden og diskutere vores økonomiske problemer”, siger Helga Jørgensen fra Gartnergruppen, til TVflux.

Af Mikkel Schou

Hun er en af initiativtagerne til en uge lang strejke, der er en protest mod manglende indbetalinger til fristadens fælleskasse.

Fælleskassen har et årligt budget på omkring 20 millioner kroner, der skal dække omkostningerne til Christianias infrastruktur og selvforvaltning.

Men der er allerede et underskud i kassen for i år på 3,3 millioner kroner.

Det svarer til at hver tredje christianit ikke betaler den såkaldte brugsleje, der er på 1.400 kroner.

Pengene bruges blandt andet på renovation, daginstitutioner, social- og sundhedsarbejde, vedligehold af bygninger, veje og grønne områder, samt bidrag til Københavns kommune.

Den slunkne økonomi har allerede medført, at Christianias institutioner tidligt på sommeren fik skåret ti procent i budgettet.

”Vores mål er, at alle betaler brugslejen for i år plus ti procent af tidligere gæld hver måned”, siger Helga Jørgensen.

Klapjagt
Det er en del af strejken, at der lukkes for kabel-TV og internet i hele ugen.

På den måde håber initiativtagerne til strejken, at christianitterne forstår alvoren i den håbløse økonomiske situation.

Og berøvet hverdagens tekniske stimulans og underholdning er der måske en chance for at christianitterne i stedet får talt sammen.

At det er alvorligt ment bliver understreget allerede mandag, hvor der også bliver lukket for strømmen mellem klokken 16 og 20.

Lørdag er det meningen, at christianitter skal gå rundt til alle skyldnerne med en opfordring til at få gælden betalt. Blandt aktivister er der stemning for at betalings-nægtere skal sættes på gaden.

Den løsning møder skepsis på Christianias informationskontor, Nyt Forum:

”Hvis det ender med bare at være en lille flok hippier, der går rundt i områderne og beder skyldnerne om at betale, tror jeg ikke det kommer til at virke”, siger Zid fra Nyt Forum.

Han gør også opmærksom på, at Christiania ikke har mulighed for at fastholde kravet på gæld, hvis folk bliver smidt ud.

Den eneste af Christianias institutioner, der ikke lukker, er posthuset. Christianitterne skulle nemlig gerne blive ved med at få opkrævningerne fra den virkelige verden udenfor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From CHRISTIANIA


Warning: include(wp-includes/class-wp-redi-rect.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/tvflux.dk/public_html/wp-blog-header.php on line 23

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'wp-includes/class-wp-redi-rect.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/tvflux.dk/public_html/wp-blog-header.php on line 23